fbpx
Sommertravlhed i drivhuset

Sommertravlhed i drivhuset

Tomatplante opbinding

Opbinding og knibning af tomatplanter

Jeg nyder stilheden om aftenen, når hverdagens gøremål er ved at være afsluttet og det gode vejr inviterer til en tur rundt i haven. I drivhuset ser jeg, ca. en gang om ugen, efter om der er brug for en håndsrækning. Det er der som regel, for det gode forårs – nu sommervejr giver ekstra grokraft til de nye planter. De fleste tomatplanter har en lidt slap vækst. Det kræver opbinding, så de ikke falder om.

På billedet ser du, hvordan jeg binder mine planter op. Jeg fæstner en snor i drivhusets tag (eller på vire, hvis der er højt til loftet). Snoren sidder lige oppe over planten og er så lang, at det er muligt at snøre den rundt om planten. Snoren skal være relativt stram, men pas på med at binde den stramt om selve planten, dog skal den hæftes, så den ikke spoler sig selv op.

Hver uge kan jeg nænsomt føre toppen rundt om snoren.

Knibning er nødvendig for at få planten til at yde sit bedste – bringe mest energi til top og blomster, der senere giver tomater. Knibning går ud på at fjerne de små nye skud, som planten danner i bladhjørnerne.

Det kan være lidt vanskeligt at beskrive med ord, så det har jeg lavet en video om.

PS videoen er optaget i juni måned for et par år siden, så du skal ikke blive frustreret over, at dine tomatplanter ikke er så store endnu:-)

Sommerbeskæring af vin i drivhuset – sådan gør du

Sommerbeskæring af vin i drivhuset – sådan gør du

dyrk selv - vindruer

Når vindrueklaserne ser således ud, så er det tid til beskæring

 

Sommerbeskæring af vin

Det er dejligt selv at dyrke egne vindruer, og har du et drivhus, så bliver druerne dejligt søde. Du kan også dyrke vin på friland, men i denne artikel handler det om vinstokkens beskæring i drivhus.

Nogle sorter af vin danner klaser før andre. Her er det en grøn drue, som modner forholdsvis tidligt, så billedet (der er taget i dag) viser, at det er tid til at beskære.

Det er ikke så nemt at forklare med ord, men i korte træk gør jeg følgende:

 

  1. På sideskud, hvor der er dannet klase, klipper jeg resten af skuddet af to blade efter klasen
  2. Jeg tynder ud i de mange sideskud, der bryder fra samme sted på den kraftige tykke hovedstamme (stokken)
  3. Det er forskelligt, hvor mange sideskud, som jeg fjerner. Hvis der er 7 sideskud, fjerner jeg de tre.
  4. Beskæringen af sideskuddene gør, at planten reagerer med at danne nye sideskud. Om ca. en månedstid, går jeg alle sideskud igennem og fjerner sideskud på disse.

Det hele forklarer jeg i denne video:

 

Inspiration til blomster i krukker

Inspiration til blomster i krukker

violer i krukker

Helt enkel krukkesamling

 

Det behøver ikke være svært – men er det ofte

Jeg dåner også i mit stille havesind, når Claus Dalby dekorerer sin have eller indgangsport med et stort antal krukker med de skønneste blomster. Han er den ukronede havekonge, men for de fleste er hans værk noget uoverskuelig at nå.

Mindre kan også gøre det.

Har du spredt dine forårskrukker rundt omkring, så prøv at sætte dem sammen, så de danner et samlet billede. De kan sagtens være plantet i forskellige krukker – både størrelse og farve. De små hornvioler blomstrer længe hvert forår, og synes du de bliver lidt kedelige at se på, så er krukkerne jo nemme at sætte i en ny kombination, hvor de igen giver masser af stemning.

Nye huse med nye familier og nye haver med fliser lagt næsten på alle husets sider er ivrige efter at bløde de nybyggede flader op, og her kan det godt være svært at få det til at “ligne noget” fra start.

Det ved vi, der har haft have i mange år. Der skal mere end et par krukker til, for at få det til at syne af frodighed og blomsterrigdom. Det afhænger selvfølgelig af, hvad der er i krukkerne, men handler det om stauder, sommerblomster eller buske, så er de sammen i en gruppe langt mere synlige, end hvis de står en og en.

 

Gule sommerblomster

Lottes krukkesamling

For en uge siden var jeg til fødselsdag hos Lotte Bjarke, der bl.a. har skrevet flere bøger om at dyrke haveglæden. Hun har i mange, mange år arbejdet med planter og ikke mindst blomster i krukker. Hendes bud på krukkesamling er blevet piftet op af et par gule planter. Det er et rigtig dejligt friskt pust – og måske også et modigt indslag til mange andres også flotte samlinger.

Lotte formår at indbygge de friske gule blomster med lette hvide blomster fra nordisk fjeldavre, de noget tungere Salvia argentea (med de sølvgrå blade) og de hvide margueritblomster kommer fra en ny sort af marokkansk marguerit. Den fine gule petunia har sortsnavnet ‘Bee’s Knees’ og er vist én af de nye sorter, som Lotte er god til at afprøve i hendes have.

Tips til at gøde dine krukker med blomster

Den mest enkle metode er at tilsætte gødningstabletter

En lille krukke på 1 l har brug for 1 gødningstablet, mens en stor krukke på 12 l har brug for 6 – 7 tabletter.

1 l – 1 tablet
2 l – 1 tablet
3 l – 2 tabletter
4 l – 2 tabletter
6 l – 3 tabletter
9 l – 4-5 tabletter
12 l – 6-7 tabletter

Sol og vind kræver vand

Sol og vind kræver vand

Vanding planter

Det kan lyde som et kursus i naturvidenskab, men faktum er, at alle forårets nye fine planter risikerer at lide skade, hvis de ikke bliver passet ekstra godt i det flotte forårsvejr

 

Vand

Det tager mere end 4 år at blive udlært som gartner. Én af de færdigheder, som man skal kunne mestre er at vande. Det lyder måske meget simpelt, men det er det langt fra. Du har måske selv oplevet, at du har vandet dine nyindkøbte potter, men når du tager potten af, så er vandet kun kommet 2 cm ned i toppen af potten? En rodspændt potte er svær er vande op, så der er 100% vandmættet jord omkring alle rødderne.

Vand kan planterne også få for meget af. Du kan nemt komme til at vande så meget, at rødderne rådner. I god tro vander du hver dag og pludselig klasker planterne helt sammen!

“Grønne fingre” er måske et meget sigende begreb. Når den udlærte gartner mestrer vandingen, så lykkes det, fordi hun/han stikker fingrene i jorden og mærker efter, om den er vandet tilpas op, så planten har det godt.

 

Tips til vanding

  • Vand tidligt om morgenen
  • Undgå at dine planter tørrer helt ud – så er det lettere at få vand i jorden
  • Vand kun i stille vejr
  • Vand grundigt (sjatvanding er platvanding)
  • Bor huller i en spand og lad vandet sive langsomt ud i jorden
  • Brug siveslanger til nyplantet hæk
  • Opsaml regnvand og brug det før du tænder for haveslangen
  • Fyld vandkanden – der går meget vand til spilde, når haveslangen udfører vandingen

 

Gødning

Forårets grundgødning af planter, der allerede er plantet og gror i din have er en god ting, men ikke en absolut nødvendighed. Jeg grundgøder med en naturbaseret gødning og prioriterer disse planter:

  • frugtbuske
  • frugttræer
  • roser
  • stauder
  • rhododendron
  • græsser
  • græsplænen (så der ikke vokser mos)
  • asparges
  • rabarber
  • flydende gødning i selvvandingskasser med tomater og agurker

Havens træer og buske har ofte ikke brug for gødning, men de buske og træer, som jeg har plantet inden for de seneste 2 år får ligeledes lidt opstartsgødning når de er sprunget ud.

Det samme vil jeg gøre til en nyplantet hæk. Hækken skal gødes frem til det tidspunkt, hvor den er fuldt udvokset. Herefter kan man indstille gødskningen til hækken.

Opskrift på asparges med ramsløgspesto

Opskrift på asparges med ramsløgspesto

asparges

Asparges fra egen have har en fantastisk smag – og er nemme at få til at lykkes

Asparges med hjemmelavet ramsløgpesto

4 personer
2 store håndfulde ramsløgblade skæres i store stykker og kommes i blenderen med
1½ dl koldpresses rapsolie
1½ dl mandler
½ dl revet parmesanost
Blend, så massen bliver helt ensartet og smag til med salt, peber og en del citronsaft

12 grønne asparges
1 lille håndfuld friske rucolablade
Hjemmelavet ramsløgpesto

Skyl asparges og rucola. Damp aspargesskuddene i ca. 2 min. og skær dem i mundrette stykker. Anret asparges og rucolasalaten på en tallerken og hæld ramsløgpesto over. Kan bruges som tilbehør til både kyllingeretter, fiskeretter eller som en grøn salat med dejligt brød til.

Ramsløg

Dyrk dine egne ramsløg

Hvor vi bor er der langt til en skov med ramsløg, så derfor har jeg plantet potter med ramsløg ud i min egen have. Det er supernemt at få dem til at gro, de skal bare plantes et sted, der minder lidt om en skov. Derfor har jeg placeret dem ved siden af min hæk, hvor der er ca. 1 m hen til mit hobbydrivhus. Når hækken skal klippes i juni er ramsløgplanterne visnet ned, så de står ikke i vejen.

Hvert forår glæder jeg mig over at kunne høste ramsløg til pesto, salt eller som grønt i kryddersmør.

 

Tips til dyrkning af asparges

Du kan plante asparges fra potter eller som barrodede planter. De skal stå solrigt, og du kan først høste de nye skud efter 2 – 3 år. Hver plante kan give op til 20 skud – ikke på en gang, men fra slutningen af april og frem til sankthans. Når skuddene er ca. 15 – 20 cm lange brækker du skuddene af. Alle grønne asparges vokser i lys, mens de hvide asparges er dækket med en vold af jord og stikkes med et specielt værktøj, når de høstes.

Jeg dækker bedet med asparges med jordforbedring, der dels giver næring til planterne, men som også hindrer ukrudtet i at vokse frem.

 

Den sidste St. Bededag i haven

Den sidste St. Bededag i haven

Krukker forår

Nyd de ekstra timer i din have

Eller hjælp din nabo, børn eller børnebørn med nyttige gøremål i haven, omkring terrassen, på fritidsgrunden eller på altanen. Maj er nok den travleste havemåned. Alt skal ordnes, plantes, beskæres, gødes, klippes og lige for tiden er det begyndt at være tørt, så nu skal vi også vande. Trods de forholdsvis lave temperaturer, giver de lange dage og den dejlig sol os gode muligheder for at komme i mål med meget af havearbejdet.

Jeg kan godt lide, at der er tidspunkter, hvor jeg skal gøde mine planter, beskære og plante nyt. Krukkerne må meget gerne følge årstidens blomster, så det er dejligt at komme hjem efter en dag på jobbet. I nyttehaven er det skønt at klippe nyvæksten af krydderurterne af til måltiderne og se, hvordan kartoflerne bryder frem, ærteskuddene folder sig ud og løgtoppenes grønne spyd giver næring til løg, som jeg senere på sommeren hiver op, tørrer og gemmer til resten af året.

Nætterne er ved at være så lune, at tomater kan plantes i plantesække og gødning blandes i kapillærkasserne. En ny start med knibning af sideskud, opbinding og frugtsætning. Sommerens søde tomater direkte fra egen avl er svære at finde på supermarkedernes hylder.

 

Beskæring lavendel

Mangler stadig lidt arbejde med beskæresaksen

Jeg har ventet på, at mine lavendelbuske fik nye grønne skud. Det har de nu, så nu er jeg klar med saksen og får dem klippet så langt tilbage, at der stadig er synlig vækst. På den måde sikrer jeg mig ekstra mange blomster, tæt kompakt vækst og undgår dermed, at busken falder ud til siden og efterlader den bar i midten.

Hvis du er for voldsom, når du klipper lavendelbusken tilbage, risikerer du, at den ikke bryder igen.

HUSK, at det kun er de lavendler, som har artsnavnet angustifolia, der er hårdføre og kan overvintre. Andre typer er en sommerblomst, som dør til vinter.

Lavendler ELSKER sol og varme. De bryder sig ikke om at stå i jord, der er meget våd og tung om vinteren. De trives rigtig fint under et tagudhæng, men skal så vandes i tørre perioder indtil de har dannet et så stort rodnet, at de selv kan hente vand.

I videoen viser jeg, hvordan du skal være lidt forsigtig, når du klipper ældre lavendelbuske ned.