Dejligt duftende ærteblomster
Karse spirer i løbet af få dage, andre frø spirer efter en uge – og andre igen tager flere uger, inden de bryder ud af frøhvilen og danner rod og top. Én af de lidt træge sommerblomster, som sjældent kan købes som udplantningsplante er de etårige ærteblomster. Da spiringsprocessen er langtrukken, så er det oplagt at lave forspiringen indenfor allerede nu i slutningen af februar måned.
Andre ”sløve” frø
Chili, tomater, artiskokker hører også til de frø, som det tager lang tid for at spire og gro. Kommer du for sent i gang med såningen, så trækker høsten tilsvarende ud til sommer. Forkultivering i februar vil, for de fleste planter, være for tidligt, men med disse frø, der er længe om at komme i gang, er det fint at starte op allerede nu.
Kunstigt lys
Andre frø kan med fordel sås tidligt, men så kræver det tilskudslys. Plantelys er en speciel sammensætning af lys, som fremmer tilvæksten hos planter. Oftest er det LED lamper som bruger minimal strøm. Lysets specielle sammensætning sikrer, at de nye planter forbliver kompakte og ikke strækker sig efter lyset og derfor bliver lange og ranglede.
I de fleste hjem, vil et sydvendt vindue med masser af sollys være tilstrækkeligt til, at de nye frø vil spire.
Marts er forkultiveringsmåned
Først når kalenderen viser marts måned går vi i gang her i haven. Tidspunktet afhænger også af, hvordan vejrprognoserne ser ud. Er der vinter på vej, så trækker vi tidspunktet, men står barometeret på forår, så er det svært at holde sig i ro. Vejret er noget omskifteligt i øjeblikket, men i skrivende stund skinner solen ind af vinduet og der er rigtig mange forårsblomster i havens bede. Prognosen for marts melder om perioder med lidt køligere vejr, men generelt tegner årets første forårsmåned sig mod en god start på havesæsonen.
Lige nu kan du med fordel gøre klar, så du har såjord, frø, skilte og potter. Måske er en skitse eller plan over hvilke planter, der skal fylde hvilke bede i din have, også en rigtig god idé.
Dit lokale havecenter eller planteskole har det store og brede sortiment af frø, og de står altid klar til at hjælpe dig i gang med forkultivering af nye planter til din have.
Ønsker du at se eller gense den 3 min. lange video om såning af ærteblomster, så er der link til den lige her:-)