fbpx

bøgehæk beskæring
Når hækken bliver for høj kan den beskæres

 

En gammel hæk kan godt beskæres – endog kraftig beskæres

Mange planter nye hække i disse måneder. Planterne er i dvale og kan løftes fra planteskolernes marker og ud til haveejere, der trænger til en ny hæk. Tidspunktet for at plante de barrodede hækplanter strækker sig helt fra oktober måned, henover vinteren og frem til maj, hvor planterne stadig opbevares i kølerum, som holder dem i dvale.

Her i vores have har vi mange bøgehække. Hækkene omkranser køkkenhaven, blomsterhaven og haven med den fine Napoleonsbænk. Med tiden har hækkene det med at blive for store. Selvom de klippes hvert år (faktisk to gange), så sker der alligevel en forøget tilvækst. I år har vi endda besluttet at korte hækken, der ellers skaber læ fra vest, ned. Der kommer nemlig for lidt lys og sol ned til planterne på den anden side af hækken.

Vi har før lavet disse ret barske beskæringer af bøgehækken, og trods den voldsomme beskæring, så går det altid godt. Dog vil jeg ikke anbefale, at man både tager top og sider på én gang – hækken skal lige bruge et år til at komme sig efter beskæringen, inden endnu en side kan barberes helt i bund.

 

Det er altså muligt at lave en ret kraftig beskæring af bøgehækken, hvis den med årene er blevet for stor.

Plant hæk

En helt ny hæk

Skal du i gang med at plante en ny hæk, så skal hækken ikke klippes de første år. Planter du forholdsvis små hækplanter, så vent med at klippe toppen til den har nået sin fulde højde – siderne kan du studse, hvis grenene stritter for meget. Dette råd kan du generelt benytte til alle nyplantede hække.

Undlad at hælde træflis omkring din nyplantede hæk. Træflis er et naturligt materiale, der naturligt nedbrydes over tid. Træflis stjæler en masse næring fra jorden i den proces, derfor vil flismaterialet konkurrere voldsomt med dine nye planter – både på vand og ikke mindst på næring.

Ønsker du at slippe for at luge din nyplantede hæk, så dæk med jordforbedring, der er en komposteret jord, der ikke stjæler næring fra hækken.

 

drypvanding

HUSK at vande din nye hæk – lige nu er der temmelig meget vand i jorden, men vi oplever som regel en længere periode i foråret, hvor nedbørsmængden er lav. Det kan stærkt anbefales at etablere en drypslange – den mest vandbesparende måde at vande planter på.

 

Når man beskærer hækken, er det en god idé at måle hækkens højde og afsætte en linje eller et mål, så den bliver lige høj i hele forløbet. I denne video saver min mand hækken ned, så den bliver lige høj – også selvom hækken er plantet på en skrånende grund.