fbpx
Månedens Plante i september

Månedens Plante i september

Den intense og krydrede smag af paradisæblegelé er svær at overgå

Perfekte træ med hele tre stjernestunder

Nysgerrige plantejægere hentede allerede for tusinde år siden nye spændende æblearter til Europa. Man kendte godt til spiseæblet, men de nye krydsninger gav spændende resultater. Det blev besluttet at samle dem alle under betegnelsen paradisæbler.

Små træer, der især er velegnede til mindre haver – sådan anbefales paradisæbletræet ofte. Det er nemlig moderatvoksende træer, som aldrig bliver kæmpestore i din have. Paradisæbler er spiselige, men det er først og fremmest prydværdien, man skal have fokus på, når paradisæbletræer plantes i haven.

Vidste du at…
Der ikke er mange planter, der som paradisæbler har hele træ stjernestunder om året? Fra slutningen af april måned og det meste af juni dækkes træet med tusinder af dejligt duftende æbleblomster. Du kan tage forskud på det smukke syn ved at klippe nogle grene af træet og drive dem frem i vaser.
Snart omdannes blomsterne til små bæræbler. Størrelsen af frugten afhænger af, hvilken sort du planter, men der findes paradisæbler, som kun har frugter i ribsstørrelse og andre, som får næsten lige så store frugter som pigeonæblet. Frugterne er utrolig smukke, men ikke nemme at spise direkte fra træet. Til gengæld er de eminente til at lave æblegelé af.
Når efteråret skifter til vinter, så ændres bladenes grønne farve til mere glødende gule, orange og rødlige farver. Paradisæbletræer får nogle af de flotteste høstfarver. Du kan også vælge at plante paradisæbletræer med purpurfarvede blade.
Paradisæbletræer bliver ca. 3 – 4 m høje og knapt så brede i kronen. Nogle sorter er mere søjleformede.

Sådan gør du

Plantning i almindelig veldrænet havejord i sol eller halvskygge. Brug en plantepæl til at støtte træet med de første år.
Vanding i forbindelse med plantningen er nødvendig. Brug 10 l vand umiddelbart efter, du har plantet. Opfølgende vanding er vigtig den første sæson i tørre perioder.
Pasning er enkel og nem. Gød hvert forår og beskær kun, hvis du vil ændre på træets naturlige vækstform.

Havens Dag d. 9. september

Mormors have uden WiFi

Nærvær og samvær er vigtige nøgleord i vores hverdag. Vi vil gerne genindføre tidligere tiders haver. Det var haver, hvor man samledes omkring kaffebordet eller frokosten i det grønne. Det var haver, hvor der ingen WiFi var, hvor far, mor og børn havde deres naturlige gang, og hvor der blev leget.

Det er farmors og mormors haver, hvor der blev lavet saft af rabarber og kogt gammeldaws æblekager. Det er her man hoppede i elastik og svingede sjippetov, gik på stylter og kastede bolde op ad husmuren. På gaden kunne man hinke med hinkesten, og måske legede man dåseskjul eller lavede sækkevæddeløb.

Haven blev flittigt brugt til at klatre i træer, slå vejrmøller og lave kolbøtter. Alle sanser var i brug, og tøjet nåede sågar at blive beskidt! Her blev der høstet ribs og man spiste sig en mavepine til i kirsebær.

Måske blev der også klippet blomster til vasen på havebordet eller indsamlet flotte blomster og blade til et herbarium – faktum er, at det var elektronfri zone, og det vil Havens Dag sætte fokus på med årets tema.

De danske havecentre holder Havens Dag hvert år i anden weekend af september. Hvert år har vi et tema, som mange benytter sig af, og derfor kan du finde alle de havecentre, som er med i kampagnen påwww.havensdag.dk

Havearbejdet kan igen begynde

Havearbejdet kan igen begynde

Hverdagen har meldt sig hos de fleste, og den brugte ferie har for de fleste givet ekstra fregner på næsen og masser af timer ude.

Det kan være hårdt at komme i gang med job, skole og få hverdagen til at hænge sammen. Mange eksperter giver deres bud på, hvordan vi kan undgå at blive stressede igen, og her kan havearbejdet nok være et godt værktøj.

Stress af med havearbejde
Haveredskabsfirmaet Fiskars laver indimellem nogle store undersøgelser, og de har netop frigivet deres nyeste resultater, som viser, at havearbejde har en meget gavnlig effekt på europæernes velbefindende. Flere af de adspurgte mener nemlig, at havearbejde er lige så tilfredsstillende som yoga og sex. Og så er havearbejde den perfekte modpol til at skabe balance i en digital tidsalder.

”I løbet af vores dybdegående studie om havearbejde og haveejere i Europa har vi gang på gang bemærket, at mange ser havearbejde som en givende aktivitet i stedet for en sur pligt. Det ser i meget høj grad ud til at gavne dem rent psykisk”, siger Marika Orkamo, VP Brand & Marketing hos Fiskars.

Kløft mellem generationerne
Forskelligheder mellem generationer og haveviden ses i forhold til ældre generationers større viden om haveliv. Ni ud af ti adspurgte på tværs af Europa er enige om, at børn vil nyde godt af at blive involveret mere i havearbejde, og da hver ottende haveejer mener, at tid brugt på havearbejde er godt givet ud, så er der stor mulighed for at skabe grønne bånd mellem generationerne i de haveinteresserede familier.

Studiet involverede 1400 haveejere og deres forhold til havearbejde og velvære. De adspurgte kommer fra: Danmark, Finland, Frankrig, Polen, Sverige, Storbritannien og Tyskland.

TIPS
Gør ikke det hele på én gang. Start evt. i køkkenhaven, hvor der kan ryddes op efter den tørkeramte sommer. Hent frø fra dit havecenter og tag så børnene med i haven og så nye afgrøder

Plant jordbær nu

August er en rigtig god måned til at plante jordbær i. Sommeren 2018 har bidraget til mange desserter og retter med masser af friske jordbær, så hvorfor ikke dyrke de skønne bær i egen have?

Hvis du allerede nu tænker tilbage til juni måned, hvor de mange jordbær gjorde tilværelsen ekstra god, så er det nu, du kan gøre dit til, at der allerede til næste forår vil være bær på planterne. Jordbær er kortlivede planter, der allerede efter 3 – 4 år falder meget i udbytte.

Har du allerede jordbær i din have, så er det nu, du skal fornye nogle af dine rækker og plante nye friske jordbærplanter.

SÅDAN GØR DU
Køb friske planter i dit havecenter. Så undgår du problemer med diverse sygdomme, som jordbær desværre nemt kan mistrives under. Måske er det fristende at anvende nogle af de mange udløbere, som naboens planter danner her i august, men det kan stærkt anbefales at plante friske og sygdomsfrie planter fra havecentret.

Plantning i veldrænet og fint forarbejdet jord fri for ukrudt og store sten. Ibland gerne kompost, inden du planter. Plant altid i frisk jord, hvor der ikke tidligere har vokset jordbær. Plant så “højt”, at du stadig kan se plantens hjerteskud. Afstand på 40 cm mellem planterne i rækken og en afstand på 1 m mellem rækkerne.

Vanding i forbindelse med plantningen er nødvendig. Opfølgende vanding er vigtig den første sæson i tørre perioder, og da jordbær har meget højtliggende rødder, er det planter, der hurtigt kommer til at lide af vandmangel.

Pasning med gødskning hvert efterår – gerne tilført som kompost. Sidst på sommeren klippes de mange udløbere af planterne, som så kan bruge energien på at danne de blomsteranlæg, som til næste sommer giver mange saftige og dejlige bær.