fbpx

Rabarber plantning
Plant ikke rabarber for dybt – knolden skal sidde i jordoverfladen

 

Den første grøntsag kan snart høstes

En af de største fornøjelser ved at dyrke spiselige planter er, når foråret beriger os med den allerførste høst. Vi har stadig stor fornøjelse af at høste friske blade af ramsløg til salaten, pestoen og som smagsgiver til salt og olie. Snart – meget snart er det rabarberstængler, som kan gøre kaffepausen fra havearbejdet ekstra god. Har du tidligere læst med her på Haveglæder, så husker du nok vores favoritkage – rabarbertærten med kokos. Den glæder vi os til hvert år.

 

rabarbertærteRabarber og kokos er en god kombination i kager

 

Nye sorter til samlingen

Der findes rigtig mange forskellige sorter af rabarber. Nogle har et lavt oxalsyreindhold og et højt indhold af æblesyre – dem synes jeg bedst om. De er ofte meget røde i stænglerne. Planterne vokser måske ikke så kraftigt og stænglerne er ofte lidt tynde, men til gengæld er smagen rigtig god.

De fleste rabarbersorter har en kort sæson. De producerer rigtig mange stængler og blade i forårets måneder, men efter sankthans er produktionen stærkt reduceret. Stænglerne bliver underligt sprøde og træede.

Der er kommet nye spændende sorter på markedet – de remonterende. Et lidt mærkeligt begreb, som vi ofte forbinder med roser, der blomstrer igen og igen. Faktum er, at de remonterende rabarbersorter producerer nye stængler igen og igen. Stængler er af god kvalitet som giver mulighed for at høste rabarber langt ind i efteråret.

 

I år har jeg plantet den nye sort ’Kick Off’, som er en meget tidlig sort. Når planten er kommet i god vækst vil jeg til næste år teste om den er velegnet til drivning, og om den er endnu hurtigere end de sorter, jeg allerede har.

 

Ny start hvert år

Alle rabarberplanter visner ned om vinteren. Tilbage er en hård knold, der trodser vinterens forskellige udfordringer og pligtskyldigt dukker op hvert forår.

Nogle år har jeg sat lysklokker over knolden for at drive stænglerne på rabarber. Det er et godt tips til at fremme høsttidspunktet og mængden af rabarber. Lysklokkerne får nemlig rabarberplanten til at strække sig og derved bliver stænglerne meget lange og utroligt sprøde.

 

Jeg har forsøgt at smage forskel på de drevne og ikke drevne rabarberstængler og er kommet frem til den konklusion, at der ingen forskel er – har du mon prøvet det samme?

 

Du kan se eller gense denne video, som jeg tidligere har lavet