Drømmer du også om selvforsyning af tomater – så skal du i gang nu
De varmekrævende planter
Tomater, agurker, aubergine, peber, chili og meloner vokser bedst under beskyttede forhold. Med beskyttende forhold mener jeg drivhus med glas eller plast – eller en varm sydvendt mur med et lille udhæng, der beskytter mod kraftig regn.
Den lette løsning
Det er en stor fornøjelse at dyrke egne tomater og agurker. Peber, chili, aubergine og meloner er lidt mere krævende – her skal der lidt ekstra overskud til.
Travle havefolk har brug for lette løsninger, der er enkle og virker. Min erfaring er, at de varmekrævende planter trives fint i selvvandingskasser. Vi har endnu ikke investeret i selvvandingskasser i pæn plast eller træ, så vi genbruger hvert år systemet med kasser af styropor.
Kasserne har jeg rengjort og opbevaret i drivhuset hele foråret. De varme dage har sørget for, at de er helt tørre. Man kan ikke skure og skrubbe styropor, så kasserne samles, plantesækkene lægges ovenpå, og der fyldes vand i beholderen.
Kapillæreffekt
De tre fordybninger i låget skal fyldes med jord fra plantesækken. De fungerer som væger, der fører vand op i resten af jorden. Find området i bunden af sækken, skær et tværsnit og stop jord ned i fordybningerne.
Nye planter plantes
Hos gartneren er de spæde tomater og agurker fra frø vokset til i små potter. En lille pind støtter planten, så den ikke vælter. Pinden skal du beholde, når du planter. De fine rødder langs pottekanten er sarte, så undlad at røre for meget ved dem, når du tager potten af og planter den i plantesækken.
Nu er det vigtigt ikke at plante for dybt. Det mest sårbare punkt er rodhalsen – mellem top og rod. Lad den stå blottet indtil planten har dannet nye rødder. Det tager ca. 14 dage.
Vanding er vigtigt
Selvom selvvandingskasserne er fyldt med vand, kan de nye planter ikke selv optage det endnu. Hold derfor øje med dine planter de første uger. Bliver bladene slappe, skyldes det, at potteklumpen er tør.
Vand altid først eller midt på dagen. Undgå at vande med koldt vand på planterne sidst på dagen, hvor temperaturen falder. Fyld gerne vandkander i god tid, så vandet kan temperere.
Hvornår skal der gødes?
De plantesække, som jeg bruger, indeholder startgødning. Derfor venter jeg ca. to uger, før jeg tilsætter gødning til selvvandingskasserne. For meget gødning stresser planterne, så lad dem først danne et godt rodnet.
Alle disse punkter kan være svære at huske.
I denne you-tube video kan du følge mig, mens jeg planter selvvandingskasser til.
En kold og stormende påske gav ikke så mange arbejdstimer i haven, men der er udsigt til dejlige solskinstimer, hvor haven kan få lidt ekstra opmærksomhed.
Opgaverne står i kø!
Det gælder om at have ro på og ikke gå i panik over, at andre i dit netværk allerede er begyndt at prikle forsåede sommerblomster ud i deres have, at naboens staudebede står fine og nedklippede – klar til en ny blomstringssæson, og når duften af nyslået græs strejfer næsen på din vej, mens din plæne stadig er ujævn og ikke helt grøn.
HUSK, at vi stadig er i den første halvdel af april måned, og at haven ikke er et sportsstævne, hvor det gælder om at vinde 100 meter i havedrift.
Pæonerne bryder frem med flotte røde skud
Godt at gøre
Klip havens stauder, bregner og prydgræsser ned.
Gød græsplænen (også selvom du endnu ikke har klippet den).
Vask drivhuset, så alger og overvintrede skadedyr mindskes.
Læg kartofler.
Beskær roser.
Beskær lavendler og sommerfuglebuske.
Iberisk skovsnegl (dræbersnegl) er endnu meget små, men de vokser hurtigt. Fang dem i fælder, læg sneglekorn eller klip dem over. For hver snegl der ikke vokser op, undgår din have op til 400 nye snegle til næste år.
Plant, plant, plant. Både træer, buske, stauder, roser, slyngplanter og hækplanter er gode at få i jorden her i det tidlige forår. Planterne får en langsom start i den kølige jord, og du sikrer en god etablering. HUSK at vande godt til, og vand i tørre perioder.
Flyt pollen i blomsterne på fersken-, abrikos- og nektarintræer. På varme dage vil de summende humlebier hjælpe til, men står planterne i drivhus, skal du åbne vinduerne.
Når solen skinner, mærkes strålernes varme tydeligt. Det betyder også, at der i de uopvarmede drivhuse er dejligt varmt. I vores drivhus bryder tulipanbladene frem fra jorden, knopperne på ferskentræet vil snart åbne sig, og i år tror jeg vi er heldige – figenbusken i drivhuset ser ud til at give frugter – udenfor er det nemlig tvivlsomt, om de små frugtanlæg har klaret kulden.
De store frugter er ødelagte og går til, men de små knopper ser ud til at kunne blive til dejlige figener til sommer
Vi har samtidig opbevaret en hel masse krukker med pelargonier. De er fuldstændig nedbrudt af gråskimmel, så oprydning er på programmet.
Rengøring og vask
Når frosten har sluppet sit tag, skal der åbnes for vandet, så vi kan få rengjort drivhuset. I år er behovet for rengøring størst inde i huset. Med børste og sæbevand (brun sæbe) vaskes med en god børste i alle kroge og selvfølgelig på ruderne. Bagefter skylles af med rent vand.
På taget har sneen hjulpet med at få renset ruderne, men sider og gavle skal have en lignende tur med sæbe og vand.
Vinranken er endnu ikke beskåret
Som hos så mange andre, så er der her på matriklen gået lidt kludder i vinterarbejdet med havens planter. Vinranken er derfor endnu ikke beskåret, men vil – som noget af det første – blive gjort i den kommende weekend. Vin er nemlig meget tidligt i gang med at gro. Saftspændingen i planten stiger meget hurtigt, og man risikerer at der trækkes saft ud af de sår, som opstår, når man beskærer her i vinteren. Jeg håber, at planten holder lidt igen i år – at rødderne stadig står i så kold en jord, at de ikke reagerer på den beskæring, jeg er bagud med.
Hvis du er i tvivl om, hvordan du skal vinterbeskære din vinstok i drivhuset, så har jeg lavet en video om emnet.
Det er lidt af en sejr, når det lykkes at dyrke basilikum
Jeg får tit spørgsmålet ”hvordan kan jeg lykkes med basilikum?”.
Den elskede krydderurt, som smager så godt, men som også er umådelig sart og derfor tit går til, når vi selv forsøger at få den til at lykkes.
Sårbare stængler
De meget urteagtige stængler er så sprøde og sarte, at der blot skal få svampesporer til før de bliver brune og får hele stænglen til at knække.
I væksthusgartnerierne vander de deres planter på borde, der fyldes med vand. Planterne sørger selv for at trække det vand op i potteklumpen, som de har brug for. Her sikrer man, at planternes rodhalse står i et tørt klima og dermed undgår at blive dårlige.
Vand med forsigtighed
Når du selv vil dyrke basilikum i en krukke, så er det ikke altid muligt kun at vande planterne fra bunden. Hvis du følger disse tre rettelinjer, vil planterne nemmere kunne klare sig:
Vælg en forholdsvis stor krukke, så du ikke skal vande så ofte
Vand med tempereret vand (undlad iskoldt vand)
Vand med en kande, hvor du kan styre vandtilførslen – en tud, hvor du kan undgå at ramme planterne
Vand kun, hvis planterne har brug for vand. Hellere lidt og ofte, end en hel masse på én gang
Har du plantesække med selvvanding, så undgår du at vande planterne ovenfra
Placering
Basilikum skal stå varmt og i læ. Især i opstarten af plantens liv, hvor den skal bruge mange kræfter på at danne rødder i krukken eller plantesækken.
Høst
Du må aldrig klippe hele toppen af på én gang. Planten har brug for grønkorn for at kunne vokse. Hvis du høster plantens toppe, så danner planten nye sideskud og væksten fremmes. Vær derfor ikke ked af at tage topskuddene, når du skal bruge basilikum.
Ny video
Jeg har netop lavet denne nye video, hvor jeg både viser hvordan forspirede frøplanter prikles ud i plantesække, og hvordan jeg planter en stor plante ud i en krukke
Der har været langt mellem forårets regnbyger. Det er ellers regnen, som får mig i ly i drivhuset, hvor der både vokser vin, tomater og agurker. I drivhuset er der nemlig en del småjobs, som løbende skal klares netop med disse planter.
Der kunne også vokse aubergine, meloner og peber samt chili, men i år bliver det vist ”bare” til tomater og agurker.
Hvorfor er det vigtigt at beskære vinranken?
Lader du planten vokse, som den lyster, så danner den meterlange sideskud, som også når at buske sig med nye sideskud. Der vil dannes vindrueklaser på alle grenene og til sidst vil planten fylde så meget, at den helt skygger for sig selv. Det giver både små og umodne druer.
Druerne skal nemlig have masser af sol for at blive søde og lækre.
Sommerbeskæring er en løbende proces, men især her i foråret gør jeg en del ud af at standse skuddene efter 2 – 3 blade efter klasedannelsen.
Du kan se med her i videoen, som jeg lavede for nogle år siden.
Hvorfor er det vigtigt at fjerne sideskud på tomatplanter
Der findes rigtig mange forskellige sorter af tomater. Nogle danner ret hurtigt små skud i bladhjørnerne, mens andre blot vokser op i vejret. Hvis dine tomatplanter danner små sideskud i bladhjørnerne, så kan du enten vælge at beholde dem (eller et par stykker af dem) og så binde skuddene op, så du får flere toppe, der kan levere tomater – eller du kan fjerne dem, så din hovedtop får fuld styrke og kræfter til levering af de flotteste tomater.
Jeg beholder ofte 1 – 2 skud på de tomatsorter, som giver cherrytomater eller blommetomater. Sorter, som giver store bøf-lignende tomater fjerner jeg alle sideskud på, så de kun danner en enkelt top. Når jeg har udset mig de toppe, som jeg vil have, sørger jeg for at fjerne alle øvrige sideskud. På den måde sikrer jeg mig, at plantens rodnet har kræfter nok til at forsyne de udvalgte plantedele.
Planten vil hele tiden forsøge at forgrene sig, så opgaven med at fjerne sideskud foregår helt frem til efteråret. Jo hurtigere du fjerner sideskuddene, des mindre kræfter bruger planten. De små spæde skud er desuden nemme at brække af med fingrene, og så er det ikke så ofte, at der kommer nye sideskud i samme bladhjørne.
Støv, alger og anden form for snavs mindsker lysgennemtrængningen af glasfladerne, og i sprosser og sprækker gemmer overvintrede spindemider og bladluseæg sig. Klar til at videreføre deres kommende generationer, når du sætter nye planter ind i huset. En grundig rengøring får drivhuset til at stå skinnende rent og nedsætter potentielle nye skadedyrsangreb.
Find det rette tidspunkt, hvor der ikke er frostvejr i vejrprognosen, så udendørsvandhanen ikke fryser. Det er også bedst at udføre rengøringen når vejret er nogenlunde stabilt. Ikke for meget vind, ikke for meget sol og ikke for meget regn.
HUSK at Rodalon som algemiddel har en negativ indvirkning på aluminiumsprosser. Jeg anvender brun sæbe og skyller godt efter med rent vand – det har virket i mange år.