fbpx

asparges

Asparges fra egen have har en fantastisk smag – og er nemme at få til at lykkes

Asparges med hjemmelavet ramsløgpesto

4 personer
2 store håndfulde ramsløgblade skæres i store stykker og kommes i blenderen med
1½ dl koldpresses rapsolie
1½ dl mandler
½ dl revet parmesanost
Blend, så massen bliver helt ensartet og smag til med salt, peber og en del citronsaft

12 grønne asparges
1 lille håndfuld friske rucolablade
Hjemmelavet ramsløgpesto

Skyl asparges og rucola. Damp aspargesskuddene i ca. 2 min. og skær dem i mundrette stykker. Anret asparges og rucolasalaten på en tallerken og hæld ramsløgpesto over. Kan bruges som tilbehør til både kyllingeretter, fiskeretter eller som en grøn salat med dejligt brød til.

Ramsløg

Dyrk dine egne ramsløg

Hvor vi bor er der langt til en skov med ramsløg, så derfor har jeg plantet potter med ramsløg ud i min egen have. Det er supernemt at få dem til at gro, de skal bare plantes et sted, der minder lidt om en skov. Derfor har jeg placeret dem ved siden af min hæk, hvor der er ca. 1 m hen til mit hobbydrivhus. Når hækken skal klippes i juni er ramsløgplanterne visnet ned, så de står ikke i vejen.

Hvert forår glæder jeg mig over at kunne høste ramsløg til pesto, salt eller som grønt i kryddersmør.

 

Tips til dyrkning af asparges

Du kan plante asparges fra potter eller som barrodede planter. De skal stå solrigt, og du kan først høste de nye skud efter 2 – 3 år. Hver plante kan give op til 20 skud – ikke på en gang, men fra slutningen af april og frem til sankthans. Når skuddene er ca. 15 – 20 cm lange brækker du skuddene af. Alle grønne asparges vokser i lys, mens de hvide asparges er dækket med en vold af jord og stikkes med et specielt værktøj, når de høstes.

Jeg dækker bedet med asparges med jordforbedring, der dels giver næring til planterne, men som også hindrer ukrudtet i at vokse frem.