Når det kribler for at komme i gang med at dyrke tomater…
Ja – du skal vente til det bliver varmere
Så kort et svar vil de fleste også få, når de dukker op i havecentret eller planteskolen. Hvorfor står planterne alligevel til salg?
”Vi bliver nødt til at have de planter hjemme, som kunderne gerne vil købe”, forklarede en gartner mig den anden dag. Han skyndte sig også at forklare, hvordan han og de øvrige medarbejdere sørger for at oplyse kunderne om de forholdsregler, de bør foretage sig, når de allerede nu køber agurkeplanter, tomatplanter og måske også aubergine, peber, chili og meloner.
Varmeelskende planter
Sukker du også efter den første smagfulde tomat, den første sprøde agurk (der smager af agurk) og en lille stærk chili til aftensmaden, så er det jo her i foråret, at du skal i gang med at plante drivhuset til.
Er dit drivhus eller orangeri opvarmet, er der ingen grund til bekymring.
Er dit drivhus eller orangeri ikke opvarmet, så skal du være opmærksom på:
- Nattemperaturer under 5 grader
- Ikke at vande dine planter for meget
- Åbne vinduerne, når solen får temperaturen op over 25 grader
Det er nemlig sarte planter, som kræver temmelig meget varme for at trives. Varmen er ikke kun vigtig i luften, den er mindst lige så vigtig i den våde jord, som du planter dine nye planter i. Hvis det er iskoldt omkring roden og rodhalsen, så risikerer planterne at danne rådsvampe, som tager livet af dem. Har du en fornemmelse af, at jorden er kold, så vær meget varsom med at vande med iskoldt vand sidst på dagen. Bedst er det, hvis du kan fylde kander med vand, som tempereres i huset, så du ikke giver rødderne et kuldechok.
Plant ”højt”
Det mest sårbare område på de unge drivhusplanter er i rodhalsen – det stykke, hvor top og rod mødes. Det gælder især for agurk og melon. Tomaterne er lidt mindre sårbare, men plant meget gerne i samme højde, som planten er dyrket i fra gartneriet.
Flyt planterne ind, når det er koldt
Det er ikke altid muligt at flytte planterne ind og ud. Har du lige købt nye planter, men stadig ikke plantet dem ud, så hold dem inde, hvor temperaturen er forholdsvis høj. Sørg for masser af lys.
Vent med at plante ud i drivhuset til temperaturen – især nattetemperaturen – ikke kommer under 5 – 8 grader.
Klik på billedet, så kommer du direkte ind på kanalen
På haveglæders youtube kanal ligger der videoer om at plante, beskære og binde tomat- og agurkeplanter op.