Nyd de ekstra timer i din have
Eller hjælp din nabo, børn eller børnebørn med nyttige gøremål i haven, omkring terrassen, på fritidsgrunden eller på altanen. Maj er nok den travleste havemåned. Alt skal ordnes, plantes, beskæres, gødes, klippes og lige for tiden er det begyndt at være tørt, så nu skal vi også vande. Trods de forholdsvis lave temperaturer, giver de lange dage og den dejlig sol os gode muligheder for at komme i mål med meget af havearbejdet.
Jeg kan godt lide, at der er tidspunkter, hvor jeg skal gøde mine planter, beskære og plante nyt. Krukkerne må meget gerne følge årstidens blomster, så det er dejligt at komme hjem efter en dag på jobbet. I nyttehaven er det skønt at klippe nyvæksten af krydderurterne af til måltiderne og se, hvordan kartoflerne bryder frem, ærteskuddene folder sig ud og løgtoppenes grønne spyd giver næring til løg, som jeg senere på sommeren hiver op, tørrer og gemmer til resten af året.
Nætterne er ved at være så lune, at tomater kan plantes i plantesække og gødning blandes i kapillærkasserne. En ny start med knibning af sideskud, opbinding og frugtsætning. Sommerens søde tomater direkte fra egen avl er svære at finde på supermarkedernes hylder.
Mangler stadig lidt arbejde med beskæresaksen
Jeg har ventet på, at mine lavendelbuske fik nye grønne skud. Det har de nu, så nu er jeg klar med saksen og får dem klippet så langt tilbage, at der stadig er synlig vækst. På den måde sikrer jeg mig ekstra mange blomster, tæt kompakt vækst og undgår dermed, at busken falder ud til siden og efterlader den bar i midten.
Hvis du er for voldsom, når du klipper lavendelbusken tilbage, risikerer du, at den ikke bryder igen.
HUSK, at det kun er de lavendler, som har artsnavnet angustifolia, der er hårdføre og kan overvintre. Andre typer er en sommerblomst, som dør til vinter.
Lavendler ELSKER sol og varme. De bryder sig ikke om at stå i jord, der er meget våd og tung om vinteren. De trives rigtig fint under et tagudhæng, men skal så vandes i tørre perioder indtil de har dannet et så stort rodnet, at de selv kan hente vand.
I videoen viser jeg, hvordan du skal være lidt forsigtig, når du klipper ældre lavendelbuske ned.