fbpx

Dreng m kartoffelplante

 

Forspiring af kartofler

Et af weekendens små haveprojekter kan med fordel handle om køkkenhavens kartofler. Tæller vi tre uger frem, så nærmer vi os 1. april, hvor jorden ofte er varm nok til at lægge kartofler i. I de næste tre ugers ventetid kan kartoffelknoldene lægges til forspiring.

Forspiringen vækker kartoflerne og de begynder at danne spirer. Spirerne er en forløber for kartoffelknoldens etablering, og er de ”tyvstartede” med nye spirer, så vil de hurtigere vokse videre i jorden med mulighed for, at vi kan høste helt nye lækre sprøde kartofler tidligt.

Kartoffelmad

Kolde kogte kartofler til frokostens rugbrødsmad er noget helt specielt

Stort udvalg i dit lokale havecenter eller planteskole

Hvert år udbyder detailhandlen poser med læggekartofler.

”Men kan man da ikke bare bruge dem med spirer under køkkenvasken”?

En kartoffel er vel en kartoffel!

Hertil er det korte svar NEJ – du skal altid bruge certificerede læggekartofler, så du ikke får sygdom i din have.

Emnet har jeg tidligere skrevet om, så du kan læse mere her.

Hungersnøden i Irland 1845 – 1849

Svampesygdommen Phytophthora infestans angreb kartoflerne og ødelagde den primære kilde til mad for mange irske familier. Sygdommen blev kaldt kartoffelpesten, og man mener, at omkring 1 million irere omkom som resultat af hungersnødens sygdomme.

Det var også på dette tidspunkt, at mange irere valgte at immigrere til lande som USA, Canada og Australien. Det efterlod et land med befolkningsnedgang på op mod 25% og en hovedafgrøde, der var plaget af sygdom.

Smittende sygdom

Så galt går det næppe i de danske hobbyhaver, men de professionelle kartoffelavlere, der dyrker store mængder kartofler, har stor respekt for bl.a. kartoffelpesten. Derfor anvender de altid læggekartofler, der er garanterede sunde og uden sygdomme, som kan smitte den jord, de dyrker i.

 

Sædskifte hvert fjerde år

En anden vigtig ting at huske på, når du vil dyrke egne kartofler er, at der skal gå fire år, inden du kan lægge kartofler i det samme stykke jord. Det kaldes sædskifte og sikrer, at din jord altid er i balance og ikke oparbejder det vi kalder for jordtræthed (som er en mere kompleks tilstand).

 

I dit lokale havecenter kan du finde et bredt udvalg af mange forskellige kartoffelsorter. Tidlige, middeltidlige, sene, asparges, bagekartofler, gule, røde og violette.