fbpx
Vand skal der til

Vand skal der til

Så blev det sommer

Solen brager fra en skyfri himmel og planterne mangler vand

VEJRET ER PÅ ALLES LÆBER

Måske er danskerne verdensmestre i at tale om vejret. Lige nu er vejret på alle folks læber, for hvorfor kunne hedebølgen ikke være sket i juli, da mange havde ferie, og hvorfor skulle juli være så kold, når august er så varm?

En ting er sikkert – planterne er udfrodret max – det er varmt, fordampningen er høj og mange af havens planter trænger til vand.

LUNE AFTENER

Som nordboer er vi ikke vant til de høje temperaturer i nærheden af 30 grader, så når temperaturen falder til lidt mere humane grader først på aftenen, så kan vi bedre trække vejret og nyde aftenen. Jeg tror på, at mange familier sørger for at spise aftensmaden udenfor, så feriestemningen trækkes lidt længere. På terrassen kan man hurtigt og nemt indrette sig med et par krukker med friske krydderurter, duftende blomster eller frugtbuske. Plant gerne i forholdsvis store krukker, for så er det nemmere at vande. Højbede med grøntsager nær huset er også oplagt, og er man ikke lige til palerammer, så findes der andre materialer, som man kan bygge højbede i. 

VAND ER DYRT

Der er delte meninger om, hvorvidt man skal vande en have, der er tørkeramt. De hard core mener, at hvis planterne ikke kan klare tørken, så må de dø! Andre vil gerne investere lidt vand, så planterne ikke tørrer så meget ud, at de dør. Endelig er der dem, som vander, selvom planterne ikke viser tegn på tørke, men som mener, at der skal vand til for at holde planterne friske.   

Vand er en vigtig ressource, som vi skal værne over. En gartner sagde en gang til mig “Jeg forstår ikke, hvorfor vand skal være dyrt, for når vi vander, fordamper vandet til atmosfæren og bliver til regn – det er jo et lukket kredsløb, hvor intet forsvinder”. Hvorvidt han har ret, skal jeg ikke stå på mål for, men her i vores have må vi vande, så planterne ikke lider og tager skade.

SMART VANDING

Som du kan se i videoen nederst i nyhedsbrevet, så kan man godt vande, så spildet af vand mindskes. Vi vander kun om morgenen og aftenen, hvis det foregår med en vippevander. Krukkerne kan godt vandes i løbet af dagen – det foregår med en vandkande, og krukkerne vandes kun, hvis de er tørre, når man mærker efter i jorden. Køkkenhavens bønner, salater, ærter, jordbærplanter og rodfrugter får også vand, men kun én gang om ugen og med den mængde vand, der svarer til ca. 25 mm regn. Du kan nemt grave lidt ned i jorden for at se, om den er fugtig. (nemt at afgøre, når der graves kartofler op)

VAND GIVER SUNDE PLANTER

Roserne har indtil videre haft en god sæson. De har i juli måned fået en byge indimellem, så de har ikke manglet vand. Når de tilmed er blevet gødet godt, så er de rimelig sunde og danner nye blomster hele tiden. Nu er roserne ved at være pressede, så hvis du vil sikre dig sunde roser hele efteråret, så skal du investere vanding her – rosernes blade hænger ikke på samme måde, som andre af havens planter, så her skal du være på forkant med vandingen.

Efter ferien

Efter ferien

Fem ting du straks bør gøre

 


Terrassen må gerne være tip top, så du kan nyde sensommeren

BEVAR ROEN OG FERIESTEMNINGEN

Hvis du har været på ferietur og efter nogle uger vender tilbage til din have, så vil du sikkert få et mindre chok. Årets vejr i juli har virket utroligt positivt på havens planter, men kan også give haven et indtryk af at vore overgroet og med en tendens til at ligne en jungle. Alle steder du ser, er der ting, som skal gøres. Det kan godt virke fuldkommen uoverskueligt, for hvor skal man begynde? Du får her mine fem bud på en hurtig have-makeover, så feriestemningen kan fortsætte her ind i august, hvor det virkelig er blevet sommer.

(1)TERRASSEN

Der skal være rart på terrassen og de steder, hvor man kan sidde og drikke en kop kaffe eller spise middag. Når plænen er klippet, så klip også kanterne. Det giver en dejlig ro og når man sidder og nyder haven, så vil de lange græstuer ikke genere øjet. Fej og lug for ukrudt mellem fliserne. En træterrasse skal ikke luges, men en tur med kosten er altid en god idé. Planterne på terrassen (krukkerne) pilles for visne blade og blomster. Vandes, gødes og plantes om, hvis det er nødvendigt. Planterne omkring terrassen, hvis du har bede her, skal også tjekkes. 
Når du på den måde laver et område med ro lige omkring terrassen, så kan resten af haven sagtens stå grøn og frodig.

(2)INDGANGSPARTIET

Når du hver dag kommer hjem fra arbejde og skal slappe af og måske gå lidt i haven, så er det vigtigt, at opgaverne ikke allerede starter der, hvor du kommer ind på din grund. Har du en indkørsel, så sørg for at der ikke er ukrudt, klip evt. hækken og ryd op, hvis der står redskaber eller andet, som generer øjet. Har du en god oplevelse, når du entrerer dit hjem og have, så skal der meget til at vælte dig.

(3)KØKKENHAVEN

Her er der masser af bar jord og stor risiko for, at ukrudtet vil myldre op. Samtidig er mange af de afgrøder, som du såede tidligt, være færdige med at yde. Det kan være salat, ærter, løg. Dem kan du hurtigt fjerne og få de visne dele på komposten. Tilbage er der rig mulighed for at få renset jorden for ukrudt, rive jorden og evt. så nye afgrøder.
Rodfrugter, kål, bønner og andre sensommer/efterårsafgrøder er vokset godt til, men her skal du måske ind og luge lidt, hvis planterne ikke har dækket helt for nyt ukrudt. Har du lange lige rækker med sommerblomster til buketter, så skal du også igennem her for at fjerne evt. uønskede ukrudtsplanter.
HUSK at klippe en buket til havebordet – det har sommerblomstplanterne godt af, for så busker de sig og sætter endnu flere blomster.

(4)DRIVHUSET

I drivhuset er der nye velsmagende tomater klar til at blive spist. Toppen er vokset i længden og har sat flere sideskud, så find en skarp saks og få klippet dem af og bind toppen til. Er planterne nået op til tagets top, så bind dem hen langs taget.
Agurkeplanternes blade kan være ramt af spindemider eller svampesygdomme, så dem skal du klippe af. Er planternes vækst gået i stå, så fjern dem helt.
Tjek peberfrugterne, chili og auberginerne – der er sikkert modne grøntsager til salatskålen.
Vand godt og sørg for at tilsætte gødning, så planterne ikke mangler noget.
Dyrker du vindruer i dit drivhus, så skal du sommerbeskære, så der kommer godt med lys ned til klaserne. Klip de lange skud af, hvis der ikke er druer på. Fjern sideskud og klip længden, så der kun er 2 – 3 blade efter klasen. 

(5)STAUDER OG ROSER

Forårets stauder er afblomstrede og sensommerens anemoner og sankthansurt er klar til at tage over. Hvis dine staudebede emmer af kaos, så klip nogle af de visne og afblomstrede toppe af og læg dem på komposten. Der skal ikke ret meget til, før det ser fornuftigt ud igen. Fjern også de enkelte stykker ukrudt, der har formået at vokse igennem staudeplanterne.
Rosernes sommer har været imponerende at følge. Der er masser af blomster og friske og sunde blade. Du kan med fordel “dead-heade”. Det betyder at fjerne de døde blomster. Det er et hyggeligt arbejde og resultatet er så fint. Roserne skal have deres sidste portion gødning her i starten af august. Så kan de afslutte deres vækst og blive stærke til vinteren.

August – hindbær

August – hindbær

Hindbær uden orm

 


Friske hindbær på morgenmaden, til desserten i drinks eller sammen med is på pandekager er et sikkert hit

 

Drømmen om flotte bær fra egen have kan nemt briste, når bærrene bliver ”levende” og der kravler små gullige larver ud af dem. Disse orm, eller rettelig larver, kan du undgå, hvis du i stedet for de almindelige sommerhindbær, beslutter dig for at plante efterårshindbær.

De røde og de gule


Du kan plante sorter af efterårshindbær med røde eller gule frugter. Nogle mener, at efterårshindbær har en mildere smag, end dem, der modner i sommerens solrige varme. De seneste års forædling mod sorter af efterårshindbær har givet en forbedring på smagsoplevelsen, men om den er helt på ”hindbær-højde” med sommerhindbær skal ikke kunne siges. Tvivler du på, om de gule overhovedet er søde (og ikke sure som citroner), så kan det hermed bekræftes, at det gule efterårshindbær smager overraskende godt!

Hvorfor får efterårshindbær ikke orm?


De små gule orm, som kravler ud af modne sommerhindbær er egentlig larver. Larverne er klækket fra hindbærbillens æg, som larven lagde i hindbærblomsten tilbage i maj måned. Det er derfor kun de hindbær, som har blomsteranlæg i maj måned, som risikerer at blive brugt som rugested for hindbærbillen.

Efterårshindbær starter forfra hvert år. Helt fra jordens overflade dannes lange kraftige skud. Blomstringen finder sted over en længere periode begyndende fra juni – juli måned. Derfor varer det lidt længere før du kan høste hindbær på disse sorter. Til gengæld undgås angreb af hindbærbillen.

Sol og varme


Bær bliver søde, når solens stråler varmer dem op. Du skal derfor planlægge dine bærhave, så den får så meget sol, som muligt. Ekstra varmt er det, når der også er læ. Du kan plante hindbær i et højbed eller i havens jord. Der findes også flere sorter, der er så kompakte i deres vækst, at du kan dyrke dem i en krukke. Husk at vande i tørre perioder – især nye planter skal passes godt med vand.

Sorter af efterårshindbær

Røde hindbær

’Aroma Queen’ – kraftige planter med store flotte bær fra august – oktober

’Autumn Bliss’ – middelkraftig med store flotte bær fra august – oktober

’Autumn First’ – sort med tidlig modning i august og frem til oktober. God smag

’Boheme’ – mellemstore faste let syrlige bær fra september – oktober

’Little Sweet Sister’ – lav tornfri sort til krukker. Tidlig modning

Gule sorter

’Fallgold’ – store gulorange bær med stor smag fra september – oktober

’Golden Everest’ – lækre søde bær som modner fra september – oktober

’Godda’s Gold’ – lav tornfri sort til krukker

Beskæring af hindbær


Efterårshindbær skal klippes tilbage, så der kun er ca. 5 cm tilbage. De nye skud bryder frem fra jordoverfladen og vokser sig store og kraftige. (Har du sommerhindbær, er det kun de dele af planten, som sidste år bar frugter, som du skal fjerne)

 

Bærtid

Bærtid

Bærtid

 


Det er en dejlig opgave for børn og voksne, når havens bær skal plukkes

DYRK SELV

De fleste elsker at spise bær. At kunne dyrke dem selv giver blot denne følelse kraft og fuldender glæden ved at have muligheden på egen grund eller på egen terrasse. De fleste almindelige frugtbuske i haven er ikke svære at passe, så er man helt nybegynder er et par ribs og solbærbuske gode planter at starte med.

Til de lidt mere øvede kommer hindbærbuskene og blåbærbuskene nemt med. Hindbær kræver både beskæring og opbinding, mens blåbærrene skal plantes i surbundsjord og vandes lidt oftere. 

AT GØRE NOGET SAMMEN

Måske er det ofte de ældste generationer, som stadig kan huske nødvendigheden af at høste frugt om sommeren. Frugten blev forarbejdet, så husholdningen kunne drage nytte af de sunde og velsmagende frugter hele vinteren.
Hvis man ønsker, at de kommende generationer også skal opleve det magiske øjeblik, når den hjemmelavede marmelade kommer på det friskbagte brød, så skylder vi hinanden at give denne viden videre.

RESPEKT FOR HAVEN OG NATUREN

At dyrke bær i haven er netop ét af de steder, hvor vi kan præge de næste generationer, så de ikke kun tror, at marmelade og syltetøj “vokser” i supermarkederne. Når børnene kommer med ud i haven for at plukke bær, så får de muligheden for at opleve hvordan frugten modner, hvor søde og sure de er, måske flyver der en sommerfugl forbi eller en lille frø hopper over deres bare tær.
Når de udforsker havens natur, så sår vi små kim, som forhåbentligt bliver til stor respekt for vores natur i et større perspektiv. De skal ikke slå insekterne ihjel, bare fordi de driller når de hopper på trampolinen. De skal slippe edderkoppen på værelset ud i naturen og ikke kvase den med en sko. Børnene skal ikke trække bladene af buske og træer, men vide at de grønne blade danner ilt, så de kan trække vejret.

Havegenerationen der stadig høster bær til at sylte spiller en vigtig rolle som ambassadører for fremtidens haveentusiaster.

Planterne har det godt

Planterne har det godt

Planterne har det godt

 


Træhortensia med høje stauder i baggrunden

Gartnerens sommer

Forleden var jeg sammen med en ung mand, der er ved at uddanne sig som gartner. Han arbejder som gartnerlærling i en planteskole, men har ikke selv nogen baggrund i den grønne branche. Vi talte om, hvordan planterne faktisk nyder at gro i det ellers så kølige vejr. Det gælder ikke kun planterne i de små potter, som han er med til at passe i planteskolen – det gælder også for planterne i haverne. Den unge gartnerspire fortalte, at han aldrig i sit 25 år lange liv har kigget så meget på vejrprognoser, som i år. Når man hver dag arbejder under åben himmel er det nemlig ikke helt ligegyldigt hvordan man er klædt. Det fik mig til at tænke på, at der jo egentlig ikke findes dårligt vejr, kun dårlig påklædning.

En kølig sommer

Ingen er vist i tvivl om, at sommeren anno 2020 vil blive husket som noget af det køligste. Synd, at de ferierende danskere ikke står tilbage med en fornemmelse af, at sommer i Danmark faktisk er en mulighed. Et mindre godt vejr er helt sikkert godt for nogen, og mon ikke vi alle kan unde rejsebranchen lidt medvind?
Heldigvis trodser de fleste familier efterårsblæsten og regnbygerne og drager ud på opdagelse på Danmarks mange øer og fjernere egne. De danske turister på cykelture, sejlture og vandreture er ikke sådan at kue, og når man finder en krog i ly for regn og læ for blæst, så er der såmænd alligevel lidt sommerlige toner at finde.

Planterne i haverne

Forårets skønne havevejr og Coronatid fik mange ud i haverne. Planter blev fyldt i bedene, hække blev plantet og krukkerne fik nyt liv. Alt det dejlige arbejde med at fylde haven op med skønne planter er blevet til ægte haveglæde uden en masse bøvl med at få vandet. Juli måneds kølige og fugtige vejr har sikret planterne en god start – også selvom man ikke har været hjemme for at holde øje med dem. Faktisk synes haverne at stå utroligt frodige og grønne, og der er måske færre stauder med visne blomster, for også stauderne kvitterer for det plantevenlige vejr.

Du kan sagtens fortsætte med at plante

I havecentrene landet over meldes der om stor interesse fra kundernes ønske om at plante nyt, men mange er usikre på, om det nu også er så god en idé. Til det kan vi kun sige – plant endelig, for jorden er både fugtig og lun, så nye planter vil hurtigt etablere sig og få en god start. 

Tag forbi og få en snak med gartneren, som har lidt bedre tid til at rådgive, end i foråret, hvor al ting gik meget stærkt.

Du finder det nærmeste havecenter her

Noget om lavendler

Noget om lavendler

Noget om lavendler

 


Rosa lavendel er ikke så almindelig, men flotte er de

Sommerblomstrende staude

En tur rundt i det brogede sommervejr giver masser af inspiration til at plante i egen have. I denne forhave har man fravalgt den dominerende blå lavendel og plantet den rosafarvede i stedet for. Den blomstrer mindst lige så meget og ser ud til at trives lige så godt som naboens blå.

Som du måske kan se på billedet, så vokser de begge helt ud til vejen med en beton-støttemur. De står faktisk lidt klemt og det er nok egentlig meget godt. Lavendler er nemlig temmelig nøjsomme og må gerne være lidt pressede på plads og vand.

Bag lavendelhækken har husenes ejere plantet flotte hortensia, og de har det nærmest modsat lavendler – de skal have masser af vand. Lavendler er også ofte plantet sammen med roser, og igen er det faktisk lidt modsatrettede behov de to plantetyper har.

Flerårig lavendel latinske navn er Lavandula angustifolia, og de blå sorter hedder ofte ‘Hidcote Blue’ eller ‘Munstead’. Den rosa hedder ‘Rosea’ og der findes også en hvid, med det klingende navn ‘Edelweiss’.

Nyere sorter kan du sikkert også støde på, og så længe artsnavnet er angustifolia, så er der stor sandsynlighed for, at lavendelplanten kommer igen år efter år.

Hold lavendelplanterne i god form

For at opnå en tæt og kompakt vækstform, skal du beskære lavendelbusken. Undlader du at klippe i dine lavendelplanter, så vil de ad åre blive helt bare i bunden og vælte rundt. Lavendel hører til i staudesortimentet, men er egentlig en halvbusk, der danner træagtige grene. Planten har svært ved at danne blade på gammelt ved, så du må aldrig klippe for dybt i dine gamle lavendelplanter.

Tidspunkt

Der er mange, som gerne vil studse lavendelplanterne i den sene sommer. Her fjerner man de afblomstrede stængler og retter planterne til i den ønskede form.
Hører du til dem, der ikke lige får lavet denne studsning – så tøv ikke. Forårsbeskæring er den vigtigste, og tidspunktet er det samme, som når roserne beskæres i april måned.

Sådan klipper du

Lavendel må aldrig klippes længere ned, end der stadig er synlige grønne blade. Vigtigt er det dog at finde lige præcis det sted, hvor du kan klippe så meget, som muligt af – kun derved opnår du en tæt og kompakt blomstring og undgår, at planten bliver åben og vælter rundt.

Lavendelblade og blomster dufter dejligt, og selvom hele planten er spiselig, så er smagen af de grålige blade ret besk – derimod er blomsterne dejligt aromatiske og lidt søde.