Planterne har det godt
Træhortensia med høje stauder i baggrunden
Gartnerens sommer
Forleden var jeg sammen med en ung mand, der er ved at uddanne sig som gartner. Han arbejder som gartnerlærling i en planteskole, men har ikke selv nogen baggrund i den grønne branche. Vi talte om, hvordan planterne faktisk nyder at gro i det ellers så kølige vejr. Det gælder ikke kun planterne i de små potter, som han er med til at passe i planteskolen – det gælder også for planterne i haverne. Den unge gartnerspire fortalte, at han aldrig i sit 25 år lange liv har kigget så meget på vejrprognoser, som i år. Når man hver dag arbejder under åben himmel er det nemlig ikke helt ligegyldigt hvordan man er klædt. Det fik mig til at tænke på, at der jo egentlig ikke findes dårligt vejr, kun dårlig påklædning.
En kølig sommer
Ingen er vist i tvivl om, at sommeren anno 2020 vil blive husket som noget af det køligste. Synd, at de ferierende danskere ikke står tilbage med en fornemmelse af, at sommer i Danmark faktisk er en mulighed. Et mindre godt vejr er helt sikkert godt for nogen, og mon ikke vi alle kan unde rejsebranchen lidt medvind?
Heldigvis trodser de fleste familier efterårsblæsten og regnbygerne og drager ud på opdagelse på Danmarks mange øer og fjernere egne. De danske turister på cykelture, sejlture og vandreture er ikke sådan at kue, og når man finder en krog i ly for regn og læ for blæst, så er der såmænd alligevel lidt sommerlige toner at finde.
Planterne i haverne
Forårets skønne havevejr og Coronatid fik mange ud i haverne. Planter blev fyldt i bedene, hække blev plantet og krukkerne fik nyt liv. Alt det dejlige arbejde med at fylde haven op med skønne planter er blevet til ægte haveglæde uden en masse bøvl med at få vandet. Juli måneds kølige og fugtige vejr har sikret planterne en god start – også selvom man ikke har været hjemme for at holde øje med dem. Faktisk synes haverne at stå utroligt frodige og grønne, og der er måske færre stauder med visne blomster, for også stauderne kvitterer for det plantevenlige vejr.
Du kan sagtens fortsætte med at plante
I havecentrene landet over meldes der om stor interesse fra kundernes ønske om at plante nyt, men mange er usikre på, om det nu også er så god en idé. Til det kan vi kun sige – plant endelig, for jorden er både fugtig og lun, så nye planter vil hurtigt etablere sig og få en god start.
Tag forbi og få en snak med gartneren, som har lidt bedre tid til at rådgive, end i foråret, hvor al ting gik meget stærkt.
Du finder det nærmeste havecenter her