fbpx
Vinterens gøremål

Vinterens gøremål

Vinterhavearbejde

 

Der er ingen undskyldning! Havearbejdet kan sagtens komme i gang selvom vi kalendermæssigt er i en vintermåned.

En runde i haven her i slutningen af januar måned kunne nærmest godt være en tur i haven første uge i marts!
Årstiden synes at være byttet helt rundt, og måske slår vi endnu en klimarekord, når denne vinter er ovre. Statistisk set er der dog altid større risiko for, at den sidste halvdel af vinteren bliver koldere, end den første.

HAVEARBEJDE
Temperaturen på udetermometret er i et område, hvor vi sagtens kan holde os varme – især hvis man vælger at bruge lidt kræfter på at arbejde i haven. Hvis vinteren helt udebliver, så får vi et meget tidligt forår, og har man ikke taget hul på arbejdsopgaverne, så får man godt nok travlt.

Nogle holder af at planlægge gøremålene. Det er jeg ikke nødvendigvis tilhænger af, men når man er flere aktører med i processen, så er det en god idé at forventningsafstemme aktiviteterne. Til inspiration for dig og din familie, så er her nogle af de opgaver, som vi i vores have skal have kigget på her i vinter:
 

  • Tømme kompostbeholderen
  • Beskære frugtbuskene
  • Binde brombærgrene til snor
  • Fjerne vanris på kvædetræet og æbleespalierhækken
  • Kante græsset af
  • Lære vores kompostkværn at kende, så vi ikke skal flytte grene ud af haven
  • Klippe påskeklokkernes gamle blade af
  • Beskære noget af bøgehækken, som er blevet for bred
  • Lave belægning til en ny “plet”, hvor man kan nyde en kop kaffe
  • Tjekke frøbeholdningen og evt. lave spiretest
  • Indkøbe frø til den nye sæson
  • Beslutte hvilke blomster, der skal i skærehaven
  • Fjerne en stor gren på kastanjetræet, som skygger i frugthaven
  • Binde den vilde rose, som er plantet ved det store egetræ op
  • Vaske drivhuset
  • Sætte drivklokker på rabarber

Mon ikke du også kan lave en liste over nyttige gøremål, som minimerer forårets havearbejde.

Nyttigt haveaffald

Nyttigt haveaffald

Behold selv de nedfaldne blade


Store mængder nedfaldne blade skal væk fra græsplænen. En presenning kan flytte mange blade på komposten eller i køkkenhaven

BLADFALD 
De løvfældende træers blade er i fuld gang med at løsne sig og falde til jorden. Nogle af træerne og buskene har først brilleret med smukke løvfarver, men faktum er, at bladene nu har fundet et nyt sted at opholde sig. På en dejlig frostklar dag er en tur i haven med rive og trillebør et dejligt job. Vær dog opmærksom på, at bladene har en dejlig beskyttende rolle, når de ligger i rosenbedet, staudebedet og i køkkenhaven. Der er længe til forårets komme, så bladene vil i mellemtiden være til gavn både for planter og dyr.

ØKOSYSTEM
Haven er egentlig et stort økosystem, hvor naturen selv tager sig af at nedbryde det biologiske affald. Således vil bladene også roligt, men sikkert blive nedbrudt til gavn for planterne, men bestemt også til gavn for insekter og dyr. Blade er den bedste regnormemad, og regnorme har vi i den grad brug for, så jordens struktur ikke klasker helt sammen (især i de meget lange våde perioder). Dertil er der alle de usynlige mikroorganismer, der sørger for øget liv i jorden. At vi opretholder livet i jorden giver samtidig sunde planter, så havens økosystem kører i cirkler og giver en god balance.

GRÆSPLÆNEN
Der er dog nogle steder, hvor bladene ikke har en positiv virkning. Ligger de i tykke lag på græsplænen, så skygger de så meget, at græsset bliver gult og får svamp. I sådanne situationer må vi ud med bladriven, trillebøren eller haveaffaldsposen. Bladene behøver dog ikke at få adgangsforbud i haven, de kan med fordel komme på den bare jord i køkkenhaven, ligge under frugtbuskene eller komme på komposten.

Er bladlaget minimalt, så kan plæneklipperen gøre en stor forskel. En tur med de roterende skarpe knive findeler bladene, så græsset igen kan få lys og luft. De fint snitdelte blade falder ned gennem græslaget, hvor regnormene er klar til at gnaske løs.

Drivhuset

Drivhuset

Eftermodning af tomater

Når d. 1. oktober nærmer sig, så går det altså meget langsomt med modningen af tomaterne – selv om de står i drivhuset. Der er stadig mange tomater på planterne, men mange af dem er enten halvt modne eller helt grønne. 
Planterne har nu heller ikke så meget fart på, som de har haft. I deres højsæson kunne de næsten bruge en hel beholder vand (kapillærkasse) hver 10. dag, og nu går der nærmest 4 uger mellem hver vanding. 
Jeg gøder stadig vandet, når jeg fylder kasserne op. Planterne har jo stadig brug for næring, så de kan beholde væksten og fylde gode næringsstoffer i de endnu ikke modne tomater. 

HVOR LÆNGE KAN MAN BLIVE VED?
Det er ofte et spørgsmål om tålmodighed, for egentlig kan planterne jo bare blive stående til huset igen skal plantes til. Der kommer dog et tidspunkt her i haven, hvor krukkerne med de lidt sarte planter trænger sig på. Det sker som regel i november, så inden vi når så langt, så skal så mange af tomaterne som muligt modnes.

LÆG DEM I VINDUESKARMEN
Jeg har god erfaring med at plukke de tomater, der er begyndt at ændre farve ind, for så at lægge dem i vindueskarmen i et par dage. Varmen og lyset eftermodner tomaterne, som næsten får lige så dejlig smag, som de havde, mens de modnede i deres “normale” tempo på planterne. 

Bivenlige planter

Bivenlige planter

Efterårslyng – for bierne skyld

 

At være med til at skabe liv i haven er vi mange, der gerne vil bidrage til

En af årstidens allerdejligste og mest nyttige blomstrende planter, der gør en hel masse godt for bl.a. bierne, er efterårslyng – Calluna. 
På billedet er krukker plantet til foran indgangen og er med til at understrege årstidens gyldne farver og lyset, der langsomt, men sikkert, går lidt mere på hæld. Dejligt at mødes af, når man kommer hjem fra arbejde og skole og skønt at kunne byde gæster velkommen med.

PLANT ET BED
Det er oplagt at plante lyng ud i haven, så de år efter år kan bidrage til haven og havens insekter.
For at få fuld succes, skal du plante så bedet står i fuld sol og med god luftcirkulation. Lyng vokser naturligt på åbne engområder og har brug for at tørre godt op. Plantes de med tæt plantedække, så vil de være i risiko for at gå til.

Alle lyng kræver en luftholdig og porøs jord. Jorden skal være sur, så du skal tilføre surbundsjord, når du anlægger bedet.

Plant 4 – 6 planter pr. kvm.

BESKÆRING
Med årene vil lyngplanterne blive ranglede og åbne i deres grenbygning. Hvis du klipper planterne nænsomt én gang om året, vil planterne fortsat have en fin og kompakt vækstform. Dette gøres enkelt og simpelt. Klip toppen med de visne blomster af, når der ikke længere er blomstring. Vårlyng klippes i maj, sommerlyng i august/september og efterårslyng i december eller i marts.

BIER OG BLOMSTER
Vi har alle hørt, hvor slemt det står til med insekternes nedadgående biodiversitet og det rammer også bierne. Lyng er vigtige planter, når bierne skal reddes. De tidlige blomster i vårlyng og de sene blomster i efterårslyngen er med til at dække behovet for nektar i nogle af de måneder, hvor der ikke er så mange blomster.

 
FAKTA
Der er beskrevet omkring 20.000 forskellige biarter på verdensplan, heraf har vi 292 forskellige biarter i Danmark hvoraf de 29 arter er humlebier.

Drivhuset i august

Drivhuset i august

Sådan passer du dine planter i drivhuset i sensommeren

Få fuld valuta af dine anstrengelser med udplantningsplanter som agurk, tomat, aubergine, melon og chili

AGURK
Vi har længe kunnet høste de dejligste agurker fra planterne i drivhuset, og har du undgået at få et uhelbredeligt angreb af spindemider, så er der stadig mange agurker, som kan høstes langt ind i efteråret. 
 
  • Bind fortsat de lange skud op. Når de når taget af drivhuset, så løsn snoren og træk forsigtigt planten ned
  • Alle sideskud skal klippes af efter 2 – 3 blade
  • Klip de nederste blade af
  • Vand og husk at tilsætte gødning
  • Høst agurkerne i takt med at de er store nok – bliver de hængende på planten standser udviklingen af nye frugter
TOMAT
Tomatplanterne fortsætter også deres vækst i toppen og danner stadig en del sideskud. Frugterne modner i roligt tempo, men skal selvfølgelig høstes inden de bliver overmodne.
  • Knib alle sideskud af, når du ser dem
  • Klip evt. topskuddet af også. Så sikrer du dig, at planten kan nå at modne de frugter, den allerede har sat
  • Bind op – og bind toppen vandret, hvis den har nået drivhusets tag
  • Vand og husk at tilsætte gødning
  • Høst og fjern også de tomater, der måske er ramt af svampepletter
AUBERGINE
Det er utroligt, hvor mange og flotte auberginer blot en enkelt plante kan nå at danne. Planterne bliver ikke så høje, så det er smart at plante dem sammen med de høje tomater og agurkplanter.
  • Hold øje med auberginerne, så du får dem høstet, når de er modne. Klip dem af planten og vent på, at der igen dannes blomster til nye frugter.
  • Bind evt. planten til en støttepind, hvis planten har svært ved at bære de tunge frugter
  • Vand og husk at tilsætte gødning ved hver vanding
MELON
Det er sjovt at lave meloner i drivhuset. De varmeelskende kraftigtvoksende planter har masser at gøre med at danne de store meloner, som meget snart er spisemodne.
  • Hold øje med størrelsen på melonerne. Bind et klæde om og hjælp planten med at bære de tunge frugter
  • Knib de lange stængler, så der ikke anlægges mange meloner – egentlig bør der kun dannes 2 – 4 meloner pr. plante
  • Vand og husk at tilsætte gødning ved hver vanding
CHILI OG PEBER
Såede du selv dine chili og peberplanter tilbage i februar måned, så er det en stor glæde at høste de første frugter, men det er en langsom kultur, så det er ikke sikkert at frugterne er klar endnu.
  • Pas planterne med opbinding og støtte, så frugterne ikke bliver så tunge, at stænglerne knækker
  • Høst i takt med at frugterne modner, så planten ikke skal bære for mange frugter på én gang
  • Vand og husk at tilsætte gødning ved hver vanding
Mangler du gødning til dine planter i drivhuset, så tag i planteskolen eller havecentret for at få friske forsyninger.
Sommerfuglebusk

Sommerfuglebusk

Sommerfuglenes busk


Sorten ‘Flower Power’ er meget populær med de changerende farver af orange, rosa og lilla farver

Den lette sværm af sommerfugle giver stor haveglæde

DE DEJLIGSTE BLOMSTER
Nogle af årstidens smukkeste og mest duftende blomster sidder på sommerfuglebusken. De graciøst overhængende grene og flotte aflange blomsterstande, der over en lang periode fra slutningen af juli og hen mod oktober måned ufortrødent fortsætter deres blomstring.

STAUDE ELLER BUSK?
Egentlig er sommerfuglebusken det, som man i fagsprog kalder for en halvbusk. Det vil sige, at den ofte fryser helt tilbage til jordens overflade, men godt kan gro videre alligevel. Når tilbagefrysningen sker, så starter busken blot forfra med at danne skud og blomster – det når den nemt i en vækstsæson.

BESKÆRING?
Fryser buskene ikke tilbage – og det gør de langt fra alle år, så kan det faktisk godt betale sig at gå i gang med at beskære busken.

Tidspunkt: Når forsytiabusken blomstrer – og når du beskærer dine roser
Hvordan: Alle grene skæres tilbage til ca. 40 cm

Når du beskærer dine sommerfuglebuske vil de kvittere med et stort antal nye flotte blomster.

SORTER
Mange sommerfuglebuske når en højde på 1,5 -2 m – også selvom de er klippet tilbage om foråret. I de senere år er der kommet en del nye sorter eller nærmest serier af sommefuglebuske frem. Fælles for dem alle er, at der er fokus på blomstring og vækstform.

‘Nanho’ serien fås med hvide, lilla og blå blomster. Højde på max. 1,5 m
‘Buzz’ serien med lilla, rosa, hvide og flere nuancer af blå. Højden er 0,5 – 0,75 m
‘Chip’ serien fås med blå, lilla, rosa og hvide blomster. Små og kompakte planter, der kun bliver 50 – 70 cm

Du finder dit nærmeste havecenter her