fbpx
Noget helt for sig selv

Noget helt for sig selv

Tempeltræ Haveglæder
Lysende gult efterårsløv

Tempeltræet Ginkgo biloba

Fossiler af tempeltræet er dateret tilbage til permtiden, som løb fra 299 – 248 mio. år siden. Det er den yngste tid i jordens oldtid og tempeltræet regnes for jordens ældste nulevende træart.

Der skulle dog gå en hel del århundreder før træet kom til Europa – det skete i 1730. Her blev der plantet et træ i en hollandsk botanisk have, og træet står der endnu og runder snart de 300 år!

Tempeltræer kan dog blive endnu ældre – man mener, at de kan nå en alder på omkring 1000 år.

Frø eller podning

Den almindeligste opformering af tempeltræer foregår ved at så et frø. I de små potter har et fynsk gartneri fundet en metode, hvor de ophæver frøhvilen og fremspirer de små søde tempeltræer. Genetikken i frøene vil variere og giver om mange år træer, der enten er smalkronede, har brede kroner, er kompakte eller langstrakte.

Tempeltræ lille krukke

Derfor har kløgtige gartnere udvalgt forskellige genetiske former hos frøplanter af tempeltræet og podet dem, så man netop opnår det slanke, det bredkronede eller det kompakte kugleformede tempeltræ. Netop disse podninger gør det muligt at plante tempeltræer i små haver og sågar også i krukker, hvor de opstammede kuglerunde tempeltræskroner er særdeles dekorative.

 

Tempeltræ full size

Lysende søjle

I min have er vi så heldige, at der er plantet et frøformeret træ, som nu er omkring 8 – 10 m højt. Det søjleformede træ står netop lige nu med helt fantastiske gule blade. Holder frostvejret sig væk, vil vi kunne nyde de stærke høstfarver i endnu nogle uger.  Rammer frosten, vil de hurtigt løsne sig fra grenene og falde til jorden.
Tempeltræet vokser meget langsomt, og man har målt 100 år gamle træer til at være 20 m høje med et stammeomfang på 2 – 3 m.

Han- og huntræer

Botanisk set er tempeltræet tvebo, hvilket betyder, at der både er hantræer og huntræer. Befrugtningen er helt speciel, men når det lykkes, er frugten forholdsvis stor og rund med en noget ækel lugt af sure sokker. Frøet er en hård sten, der er omgivet af frugtkød. Inden i stenen ligger en spiselig kerne. Det er sjældent at se frugter på tempeltræer i Danmark (endnu).

I Asien spiser de kernen på samme måde, som vi nyder peanuts fra dens skal.

Skal jeg fortsat slå græsplænen?

Skal jeg fortsat slå græsplænen?

Plæneklipper
Er det sidste gang du skal klippe græs?

 

Det lune efterår får græsset til at vokse

Når græsset gror skal plænen fortsat klippes. Hvor længe det er nødvendigt afhænger først og fremmes af temperaturen, men du kan selv være med til at signalere, at sæsonen for græsklipningen er ved at være ovre.

Græsplænen skal slås så længe græsset fortsat gror. Det må ikke blive så langt, at det lægger sig ned, for så opstår risikoen for, at der går svampesygdomme i græsset, som så går ud.

 

Hvorfor skal klippehøjden justeres?

Når du hæver klippehøjden, er det et signal til græsplanterne om, at de ikke længere behøver at have vanvittigt travlt med at kompensere for beskæringen – de vokser langsommere.

Nogle justerer allerede klippehøjden i september, mens andre fortsat ønsker en tæt og kort plæne frem mod november.

Har du ikke allerede sat klippehøjden op, så gør det endelig nu!

 

Hvor vigtigt er det at fjerne blade fra plænen?

Drejer det sig om nogle få blade, så hjælper græsslåmaskinen med at findele bladene. De mindre stykker blade er føde for mange mikroorganismer i jorden og for regnormene. Regnorme og mikroorganismer hjælper til med at sikre iltningen af jorden omkring græsrødderne.

Igen – hvis din plæne kan sammenlignes med en golfgreen, så ønsker du ikke en masse ”ormehuller”, og så skal de mindste nedfaldne blade væk fra plænen.

Større mængder nedfaldne blade skal fjernes så græsset får lys og luft. Lader du dynger af blade ligge på plænen, vil græsset blive gult og i værste fald gå ud.

Brug nedfaldne blade i komposten eller dæk køkkenhavens bare jord med et tykt lag.

 

Kan jeg stadig nå at så græsfrø?

Jordens temperatur ligger lige nu på ca. 12 grader og er for nedadgående.

Du kan tjekke jordtemperaturen i dit område på dette link:

En tommelfingerregel siger, at jordens temperatur minimum skal være 7 grader for at græsfrøene kan spire. Det optimale tidspunkt for såning er april – maj og igen fra august til oktober.

 

Skal jeg fjerne mos fra plænen nu?

Helst ikke.

Græsplænen har brug for ro og hvile, så planternes rødder og skud ikke forstyrres til vinteren. Vent med at rense plænen for mos til det bliver forår. Til gengæld kan du stadig nå at kalke din plæne. Kalken er med til at hæve jordens surhedsgrad, hvilket giver bedre betingelser for græsset og mindre gode betingelser for mos.

Løg til forårshaven

Løg til forårshaven

Hvidløg Haveglæder
Hjemmedyrkede hvidløg skal lægges nu

 

Løg til ganen og øjet

Hver uge henter vi hvidløg ind fra udhuset, hvor de ligger køligt og mørkt. Hvidløgene gravede jeg op i juli måned, da toppene blev gule og dermed meddelte, at nu var løgene blevet store nok. De lå til tørre i nogle uger inden de blev lagt på lager. Saften og kraften fra de hjemmedyrkede hvidløg kan på ingen måde sammenlignes med de importerede hvidløg, som mange supermarkeder sælger. Og det er faktisk nemt at dyrke egne hvidløg.

Først skal de i jorden

Her i oktober måned skal fed af hvidløg i jorden. I Danmark er vi så heldige, at der er dygtige hvidløgsdyrkere, der producerer sætteløg til os. Dem kan du altid få i dit lokale havecenter (også økologisk dyrkede). De findes i flere forskellige sorter – tror at mine på billedet her hedder ’Germidour’.

Jeg har tidligere fortalt om dyrkning af hvidløg – læs eller genlæs her.

Botaniske tulipaner
Botaniske tulipaner

Forårsbebudere til øjnene

Nogle af de allerførste blomster i haven kommer fra løg nede i jorden. Vintergækker, erantis, krokus, perlehyacinter, tulipaner, vibeæg og et væld af narcisser. Kan du heller ikke få nok forårsløg i haven, så er det lige nu du skal ud og lægge dem. Forårsløg skal nemlig i jorden, så de kan nå at danne lidt rødder og ikke mindst få ophævet den naturlige hvile, som det løg du får i en pose, netop har.

Halvårige planter

Mange af vores blomsterløg har deres naturlige blomstring i det tidlige forår. Efter blomstringen visner de langsomt ned og er helt usynlige henover sommeren og efteråret. Først når det igen bliver forår, har de samlet nok kræfter til en ny blomstring.

På Haveglæders hjemmeside ligger artikler, der handler om forårsløg

Sådan lægger blomsterløg – Tekst og video

 

Dyresikre løg

Du er også velkommen til at se videoen, hvor jeg viser, hvordan man lægger løg i flere lag i en krukke – en løglasagne!

Planter til efterårets krukker

Planter til efterårets krukker

Efterårets Haveglæder

Forstærk efterårets magi

En tur i haven i det smukke efterårsvejr bringer minderne om forår og sommer frem. Du kan måske huske de smukke forårsblomstrende stauder og tulipaner eller de sarte spæde blade på hjertetræet eller bøgehækken? Havens planter er fyldt med overraskelser, og selvom der her i efterårets have kan være lidt langt mellem farvefyrværkeriet, så er det helt magisk, når det opstår.

Brug krukkerne

Wow-effekten kan du få, når du laver en samling af krukker med nogle af årstidens allersmukkeste planter. Det kan være græsser, bærbærende planter, dem med spektakulære bladfarver eller måske endda lidt blomster?

Lyng er altid et hit, og de findes i så mange farver og former, at der altid vil være sorter, der passer ind i din opsætning. Tilbage er blot at fylde lidt jord i bunden af en krukke, fjerne plastikpotterne og plante til med lidt ekstra jord i hulrummene. Det tager ikke mange minutter at få nyt liv i krukkerne.

Men kan de nu tåle at stå ude?

Så længe du holder dig til planter i staudegruppen, så er risikoen for, at planterne går til efter lidt nattefrost minimal. Lyng er også en plante, der ikke reagerer på let frost – den kan dog ikke tåle at tørre ud, så her skal du lige kontrollere vandforsyningen i tørre perioder.

Vanding

Årstidens lave temperaturer gør, at der som regel ikke er det store behov for vand. Netop derfor er det heller ikke så vigtigt, at krukken har en stor jordvolumen, for planterne skal kun stå her i nogle få måneder inden de evt. kan plantes ud et sted i haven. De lidt mindre krukker gør det også muligt hele tiden at flytte lidt rundt på krukkerne. Måske skal de hen foran en anden indgang i boligen? Måske skal et par af krukkerne op på havebordet og stå – eller måske helt ind på spisebordet, hvis der kommer gæster på besøg? Det kan de sagtens tåle.

For meget vand er til gengæld ikke godt. Står rødderne under 100% vandmættede forhold, så rådner de og planten får svært ved at etablere sig, når du vil plante den ud senere. Sæt evt. krukkerne op på små krukkefødder. Det hjælper overskydende vand til at løbe ud. Du kan måske også stille krukkerne under et tagudhæng op mod husmuren, når vejret er barskt?

Planter til inspiration – billedet ovenover ”klippet” i små stykker

 

Alunrod Heuchera

Alunrod – Heuchera

En hårdfør vintergrøn staude, der findes i mange forskellige sorter med lige så forskellige blade. Blomsterne er små og sidder på lange stilke fra juni og frem mod september.

Canadisk hønsebær

Canadisk hønsebær – Cornus canadensis

Er en fin bunddækkende surbundsplante, der holder bladene længe, og som hvert efterår får de smukkeste røde bladfarver inden løvfald. Små hvide blomster i maj – juni. Vokser med jordudløbere og giver krukken en god fylde.

Calluna

Lyng – Calluna

Efterårets flotte lyng hører årstiden til og er et MUST, når efterårskrukkerne skal plantes til. Gerne i en krukke med andre planter, men også – som her – enkeltstående i en forholdsvis lille krukke. Er hårdfør, men må ikke få for meget vand i krukken om vinteren. Klippes ned om foråret.

Myrte

Myrtekrukke – Pernettya

Vintergrøn lille busk med spidse grønne blade. De fine pink bær holder nogle måneder ude i den kølige efterårsluft. Planten er ikke 100% hårdfør, men står den i et veldrænet bed er chancerne for overvintring størst.

Helleborus

Julerose/påskeklokke – Helleborus ’Victoria’

En meget tidligtblomstrende julerose med rosa blomster har fundet vej til dette efterårs krukkeleg. De mørkegrønne blade holder hele vinteren, og blomsternes lange holdbarhed gør, at det er en oplagt efterårskandidat.

Senecio Angel Wings

Angel Wings – Senecio

 

De lysende grå store blade lyser op i efterårets lidt mere dæmpede farver. ”Angel Wings” er en plante, som ikke tåler frost, så her gælder det om at være hurtig, når nattefrosten melder sin ankomst.

Magnolien blomstrer ige

Magnolien blomstrer ige

Magnolie Haveglæder
Det er sensommer, men magnolien blomstrer allerede

 

Hvorfor blomstrer magnolien igen?

I den frodige sensommerhave dukker der pludselig de fineste lyserøde blomster frem. Det er magnolietræet/busken som ikke kan vente og derfor allerede nu sender en lille sød hilsen i alt det grønne.

Remotante planter

Mange af vores forårsblomstrende træer og buske har allerede nu dannet de blomsteranlæg, som de skal bruge til forårets blomstring. Almindeligvis vil blomsterne være i dvale og først åbne deres knopper, når det bliver forår. Ind imellem sker det dog, at planten lige får behov for at bryde med et par blomsterknopper – dem kan man kalde for remontante planter. Altså planter, der ikke normalt blomstrer to gange, men som indimellem gør det.

Hvorfor?

Ofte vil planter, der er stressede eller i fare for at dø reagere ved at blomstre ivrigt og lidt uden for det normale. Blomstringen afstedkommer nemlig en frøsætning og dermed sikring af en ny generation. Tilbage i årene, hvor der var længerevarende tørke, reagerede flere planter ved at blomstre en ekstra gang.
Sådan er det måske også for magnolietræet – det skal jeg ikke gøre mig klog på, men i år er vores haves magnolietræer utroligt frodige og på ingen måde stressede, så jeg er helt rolig og nyder blot de fine blomster.

Bliver vi snydt til foråret?

Den blomsterknop som har udviklet sin blomst her i sensommeren, vil ikke være i stand til at udvikle endnu en blomst til foråret – det kan den ikke nå. Planten har på en måde allerede brugt kvoten for antal af blomster og der vil være de færre blomster til forårsblomstringen. Så lidt snydt bliver vi, men mon ikke der er rigeligt med uudsprungne blomsterknopper, som først venter med deres ynde til april?

Spiselige blomster

Hvis du ikke allerede ved det, så er magnolieblomsten spiselig og den smager faktisk godt. Den kan med fordel anvendes på en grøn salat, som pynt på en kage eller bare som havesnack. Prøv også at bruge blomsterbladene som smagsgiver til eks. mælk eller is.

PS jeg har observeret forskellig smag afhængigt at sorten. Nogle er mere søde, mens andre har toner af purløg

Se den helt nye video, hvor jeg fortæller om de mange blomster udenfor den normale blomstersæson.

Den bedste plantetid

Den bedste plantetid

Bodil Hennecke
Gartner Bodil Hennecke viser planter frem

Efteråret er lig med nyt til haven

Jeg har i den forgangne uge haft fornøjelsen af at være på planteinspirationsdag hos en dygtig staudegartner. Hos Hennecke stauder producerer de hvert år 650.000 stauder i små potter. De har omkring 1200 forskellige og de sælger deres planter til havecentre og anlægsgartnere.

Sammen med andre planteentusiaster, som bruger det sociale medie Instagram, fik vi en masse gode fif og idéer til stauder i haven. Det var brancheforeningen Danske Planteskoler, som stod bag arrangementet. De vil nemlig gerne fremme brugen af dansk producerede planter, og der blev lyttet og spurgt til de mange planter.

Haveglæder bakker også op om de danske planteskoler, som vi i detailhandlen er så afhængige af. Planteskolerne sikrer, at planterne er hårdføre, at de er produceret på den bedste måde med bæredygtighed som en naturlig del af virksomhedens drift, og så er de hele tiden i gang med at forny sortimentet til endnu bedre planter.

På den måde sikres haveglæden.

 

Efteråret er genial tid til at plante nyt

Hvad kan du plante nu?

Spørger du gartneren, så vil svaret være ALT – næsten.

Vi kan nærmest få alle planter til haven som pottegroede planter, hvilket gør det muligt at plante på mange forskellige årstider. I potten har rødderne udviklet et godt og solidt rodnet med både kraftige og små rødder – parate til at søge ud i din jord, når du planter dem.

Mange af efterårets planter kommer direkte fra de planteskoler, som producerer planterne. De sælger dem til havecentrene, hvor du og jeg kan handle.

Udvalget er stort, så du kan ofte få lige de planter, som du går og drømmer om. Skal du plante ny hæk, så kan du allerede nu planlægge og bestille dine planter – der går endnu nogle uger, inden de barrodede hækplanter kan graves op af jorden.

 

Nyd det smukke efterårsvejr med en tur i haven

Weekenden byder på smukt og lunt vejr, så det er oplagt at planlægge nyt i din have. Snart falder temperaturen og ifølge meteorologerne vil der også falde regn til den lidt tørre havejord.