fbpx

Hydrangea mac. Clara
Blå hortensia – her er det sorten ‘Clara’

 

Fra nætter med frost til varme sommerdage

Frugtbuskene danner bær, jordbærplanterne blomstrer, vindrueklaser i drivhuset melder også om en lovende høst, og de første skoleagurker er der sikkert flere, som har smagt. I havecentrene og planteskolerne har de travlt med at vejlede og rådgive kunderne om nyttige planter til haven, altanen, fritidsgrunden, krukkerne og drivhuset. Mulighederne er mange, så det kan være svært at træffe det rigtige valg – og så er det jo godt, at man kan tale med en fagkyndig.

 

Et eksempel

Den unge familie, der havde store ambitioner om at dyrke køkkenhaven har fortrudt og nu skal jordstykket plantes til med ”noget nemt” og pænt. Gerne en blå hortensia.

  • kan man plante en krukkehortensia?
  • hvordan skal den passes?
  • hvor længe blomstrer den?
  • hvordan skal den beskæres?

Der findes RIGTIG mange forskellige hortensia, Hydrangea. Store flotte blomstrende krukkehortensia, som lover blomster i 150 dage. Et oplagt valg, men sandsynligheden for, at den igen til næste forår danner lige så mange blomster i 150 dage er ikke så stor.

Så er der de Seks Søstre. Hortensia, der er udvalgt blandt danskernes egne hortensia og navngivet for mere end 20 år siden. De er forholdsvis sikre og robuste med ny blomstring år efter år.

Endless Summer® er blandt de lidt nyere forædlinger, hvor hortensiabusken er i stand til at danne nye blomster på indeværende års skud (de øvrige hortensiaer af arten macrophylla danner blomster i sidste års endeknop). Vælger man sorter fra disse grupper er man sikret blomster år efter år.

Dertil kommer træhortensia, Hydrangea arborescens, hvor sorten ’Annabelle’ nok er den mest kendte, syrenblomstrende hortensia Hydrangea paniculata, som først blomstrer lidt senere på sommeren og så er der Hydrangea serrata, der ofte har randblomster i de store blomsterhoveder.

Farv mig blå

Ud over opgaven med at træffe en beslutning om typen af hortensia, har den unge familie brug for at vide, hvordan de passer deres nye plante.

Den blå hortensia skal jo helst blive ved med at få blå blomster. Når blomsterne skal være blå, skal de gødes med en speciel hortensiagødning ”Farv mig blå”, som indeholder nogle næringsstoffer, der får planten til at optage mikronæringsstoffer, der farver blomsten blå. Gødes den ikke – eller med almindelig gødning, så skifter farven til lyserød.

Beskæring

Planten skal endnu ikke beskæres, men når den til næste forår står med bare grene, hvordan sikrer man sig så, at den får blomster igen?

Hortensia med artsnavnet macrophylla og serrata må ikke beskæres inden blomstring (blomsterne sidder i endeknopperne).

Hortensia med varemærker, der sikrer blomstring på etårsskud, må godt beskæres (hvis det er nødvendigt) inden blomstring.

Hortensia med artsnavnet arborescens og paniculata må gerne beskæres inden blomstring.

 

ER DU I TVIVL – SÅ SPØRG GARTNEREN I DIT LOKALE HAVECENTER