fbpx
Undlad turen til genbrugspladsen

Undlad turen til genbrugspladsen

Behold haveaffaldet i egen have

 

 

 

GENBRUGSSTATIONER LUKKER OP IGEN

Du har sikkert også erfaret, at portene har været lukkede på de lokale affaldsstationer. Rigtig mange haveejere benytter muligheden for, at kommunen tager sig af planteaffaldet og laver det til kompost. Denne mulighed bliver aktuel fra i morgen. Det er nemlig oplagt at få ryddet lidt op i haverne og gjort klar til det forår, som vi med mange solskinsdage har fået en dejlig forsmag på.

 

Overvej at beholde haveaffaldet i din egen have – faktisk er det jo haveguf eller haveguld?

 

LAV DIN EGEN KOMPOST

Du har måske allerede en kompostbeholder, som du hælder rester af grønt fra husholdningen i? Det kan også være, at du har bygget en større kompostbeholder, så der både er plads til spanden fra køkkenet og ukrudtet fra din have? Det er under alle omstændigheder en god idé at beholde det grønne affald på egen matrikel, for affaldet omdannes til en dejlig muld, som kan komme retur i haven.

At lave kompost er der skrevet mange bøger om, og jeg skal ikke gøre mig til ekspert, men her i haven har vi altid fordelt vores haveaffald i hjemmebyggede trærammer, hvor der er hul mellem brædderne, så der kan komme ilt ind i nedbrydningsprocessen. Beholderne fyldes hele tiden op, og selvom de den ene uge bugner af affald, så går der ikke mange uger, før der igen er plads til mere – nedbrydningen går rimeligt stærkt, og i bunden opbygges en dejlig sort muld.

Vi burde nok stikke bunkerne om et par gange om året – det får vi ikke gjort. Når bunden trænger til at blive tømt, så fjerner vi et par af brædderne og skraber mulden ud, skruer brættet på igen og træder så toppen sammen, så den kan fortsætte sin kompostering.

Det skal dog siges, at vi kombinerer ukrudtet fra haven med visne staudetoppe og affald fra køkkenhaven, så det ikke bliver en stor smattet mængde haveaffald, men netop får bygget en struktur op, så der er mere luftfyldte lag imellem.

PS Jeg har en sæk, hvor jeg fylder rodukrudt i – det kommer ikke på komposten, for så får jeg spredt kvikgræs, brændenælder, skvalderkål, snerler, mælkebøtter og tidsler, når jeg bruger kompostens muld i haven bagefter

Sækkens indhold lægger jeg ud i et tyndt lag på et solrigt sted i haven – så brænder ukrudtet sammen og dør, inden det kan komme med i komposten.

KVASBUNKE

Ikke alle dele af haveaffaldet egner sig til komposten. Hækaffald fra liguster er ok, men når bøgehækken klippes, så kører vi det et andet sted hen – nemlig hen i en bunke af kvas. Her kan pindsvin, insekter og andre dyr fra haven søge ly og gemme sig. Småfugle som gransanger og løvsanger bygger rede på jorden – de er også meget velkommen i kvasbunken.
Du kan også bygge et naturligt udseende hegn ved at banke hegnspæle ned i et forskudt mønster og så lægge grene og kvas ned mellem dem.

AFBRÆNDING

Skulle du få den tanke, at du jo bare kan brænde dit haveaffald (tørre toppe) af, så skal du vide, at der er en lov om afbrænding. 

Den siger, at du ikke kan få lov at brænde dit affald af.

Alt peger altså på, at det bedste er at beholde affaldet i din egen have, og set ud fra miljøhensyn, så gør du miljøet en tjeneste, når du beholder dit haveaffald i egen have og ikke kører det hen til genbrugspladsen.

Høst ramsløg

Høst ramsløg

Lav din egen ramsløgssalt

 


Frisk blendet ramsløgblade med groft salt

Lige nu kan du høste ramsløg

Måske har du selv ramsløg i din have? Det har jeg, for i mit område er der ikke naturlige plantninger med ramsløg. Vil du på jagt efter ramsløg i naturen, så skal du finde en skyggefyldt og fugtig skovbund. Her i min have har jeg for ca. 5 år siden plantet fem potter med ramsløg. De står mellem mit drivhus og en bøgehæk, og her har de det godt. Langsomt spreder de sig og klyngen bliver større og større. At ramsløg spreder sig, vil man nemt få fornemmelsen af, hvis man finder dem i naturen. Her er der store områder med de fine grønne planter. Spredningen er jeg nu ikke nervøs for. De friske forårsramsløg går nemlig ned allerede i maj måned, så de når aldrig at genere havens øvrige planter.

Allium ursinum
Ramsløg hører til løgfamilien, og den kan tydeligt kendes på den karakteristiske hvidløgssmag og ikke mindst duften. Det er en sund krydderurt med et 20 – 40 gange højere indhold af C-vitamin end citroner. Ramsløg kan bruges i alle retter, hvor du i forvejen anvender hvidløg eller løg.

Ramsløgssalt

Da ramsløg jo ikke vokser hele året rundt, så kan du med fordel forarbejde de velsmagende blade, så du senere kan få glæde af smagen. En af disse måder er at lave salt, og det er ganske nemt at gøre.

5 spsk. groft kokkesalt (ikke flagesalt)
10 blade skyllede og tørre ramsløgsblade

Salt og blade kommes i en minihakker eller blender. Når bladene er finthakkede og saltet har fået en fin grøn farve, så skal det fordeles på en plade og tørre ved 50 g i varmluftsovn i ca. 1 time.

Portionen kan sagtens dobles mange gange – saltet har en meget lang holdbarhed.

Mangler du ramsløgplanter, så kig ud i dit nærmeste havecenter

Klip havens visne toppe ned

Klip havens visne toppe ned

KLIP STAUDER OG GRÆSSER NED

 


Jeg nyder de sidste dage 
For nu er det på høje tid at få klippet stauder og prydgræsser ned, så de grønne spæde nye skud kan få plads, lys og luft til at gøre deres entré.

Nogle af havens stauder har jeg allerede befriet for visne blade og tørre staudetoppe, men der mangler stadig en del. Det er især i den del af haven, hvor prydgræsserne står. De er stadig utroligt smukke med deres visne frøstande, og det bliver nu engang lidt bart, når saksen har været der.

  • Saksen skal slibes
  • Nogle stauder kan knækkes af, mens andre helst vil klippes
  • Græsserne kan man ikke knække – de skal klippes, og det kan være noget af et job, hvis man har mange. Har du en skarp hækkeklipper eller måske endda en buskrydder, så kan arbejdet lettes
  • Jeg klipper græsserne langt ned – gerne helt ned til jordoverfladen. UNDTAGEN er pampasgræs og japanske star, som får lov at stå med det meste af den toppen på
  • Al afklip kommer jeg i komposten. Især opstart af ny kompost fungerer rigtig godt, hvis bunden dækkes af staude og græstoppe
Kalk til græsplænen

Kalk til græsplænen

Hvornår skal plænen have kalk?

 

Kalk til græsplænen er en god investering, men hvorfor?

Når man beskæftiger sig med have og planter, så risikerer man at få orakelstatus, når man møder op til en fejring af fødselsdag eller i andre forsamlinger, hvor samtalen nemt går i retning af, hvad man beskæftiger sig med. Sådan var det også i sidste weekend til familiefesten. Det milde vejr blev der selvsagt talt om, og så faldt snakken på græsplænen (nogle af gæsterne spiller nemlig golf). Og jeg behøver ikke finde luppen frem for at konstatere, at vores græsplæne ikke kun består af græs! 

Mos er igen i år et kæmpeproblem, og mit “middags” råd lød på at få kalket plænen.

SUR JORD
Uden at komme med det store foredrag om planternes ernæring og pH-værdier, så er det et faktum, at jorden, hvor græsset vokser mister lidt af pusten. Jorden bliver mere og mere sur, og netop de lidt sure forhold fremmer mosvæksten. Når jorden er sur, så er pH-værdien lavere end 7, mens den vil være basisk, når værdien er over 7. Når jordens surhedsgrad falder over årene, er det derfor ikke noget, som du gør forkert – det er almindeligt at græsvækst får jordens “kemi” til at indeholde flere ioner, der er + ladede og derfor bliver jorden sur. 

KALK
For at rette op på jordens surhed, så kan man tildele den kalk. Kalken snupper de frie + ladninger, og nu er jorden mere neutral. Det hæmmer mængden af mos, men det slår ikke mosset ihjel. Kalk kan du med fordel strø ud på din græsplæne her i det tidlige forår inden du skal i gang med at klippe den. Har du allerede givet plænen kalk i efteråret, så er du bare foran på point.

FLERE TYPER KALK
Der findes flere forskellige typer kalk. I dit havecenter kan du få vejledning i dosering og høre mere om forskellen mellem de enkelte typer. Selv synes jeg at det forholdsvis nye produkt Aqua kalk, som er granuleret og derfor ikke støver, er lettere at anvende. Det er nemmere at fordele, og man kan færdes på græsplænen uden at få kalken på fodtøjet. Fordelen ved Aqua kalk er også, at det virker over en længere periode og produktet indeholder desuden lidt mikroorganismer, der er med til at øge livet i jorden under græsdækket.

SÅDAN FINDER DU DIN PLÆNES PH-VÆRDI
Hvis du er i tvivl om, hvor din egen plænes surhedsgrad ligger, så er det muligt at måle den. Dit havecenter kan hjælpe dig med at få det målt eller vejlede dig i at gøre det med en simpel pH test. Når man har givet plænen kalk vil der gå 1 – 2 måneder inden effekten af kalkningen igen kan måles. 

NÆSTE SKRIDT I KAMPEN OM EN FLOT GRÆSPLÆNE 
Nu løste det jo ikke udfordringen med mos i plænen, men lige nu er der ikke så meget mere man kan gøre for at rette op på problemet. Mosset må vi vente lidt endnu med inden det skal fjernes. Græsset er endnu i en sårbar fase, så går du hårdhændet til værks med vertikalskærer og mosrive, så skader det mere end godt er.

Fortsætter det lune vintervejr og er temperaturen i jorden oppe og ramme de 7 – 10 grader, så er det tid til at sprede den første portion gødning.

Hvis du vil vide, hvor høj jordtemperaturen er i dit område, så kan du selvfølgelig selv måle det, men du kan også søge dit postnummer i landbrugets måling og prognose – prøv at klikke her

Vinterens gøremål

Vinterens gøremål

Vinterhavearbejde

 

Der er ingen undskyldning! Havearbejdet kan sagtens komme i gang selvom vi kalendermæssigt er i en vintermåned.

En runde i haven her i slutningen af januar måned kunne nærmest godt være en tur i haven første uge i marts!
Årstiden synes at være byttet helt rundt, og måske slår vi endnu en klimarekord, når denne vinter er ovre. Statistisk set er der dog altid større risiko for, at den sidste halvdel af vinteren bliver koldere, end den første.

HAVEARBEJDE
Temperaturen på udetermometret er i et område, hvor vi sagtens kan holde os varme – især hvis man vælger at bruge lidt kræfter på at arbejde i haven. Hvis vinteren helt udebliver, så får vi et meget tidligt forår, og har man ikke taget hul på arbejdsopgaverne, så får man godt nok travlt.

Nogle holder af at planlægge gøremålene. Det er jeg ikke nødvendigvis tilhænger af, men når man er flere aktører med i processen, så er det en god idé at forventningsafstemme aktiviteterne. Til inspiration for dig og din familie, så er her nogle af de opgaver, som vi i vores have skal have kigget på her i vinter:
 

  • Tømme kompostbeholderen
  • Beskære frugtbuskene
  • Binde brombærgrene til snor
  • Fjerne vanris på kvædetræet og æbleespalierhækken
  • Kante græsset af
  • Lære vores kompostkværn at kende, så vi ikke skal flytte grene ud af haven
  • Klippe påskeklokkernes gamle blade af
  • Beskære noget af bøgehækken, som er blevet for bred
  • Lave belægning til en ny “plet”, hvor man kan nyde en kop kaffe
  • Tjekke frøbeholdningen og evt. lave spiretest
  • Indkøbe frø til den nye sæson
  • Beslutte hvilke blomster, der skal i skærehaven
  • Fjerne en stor gren på kastanjetræet, som skygger i frugthaven
  • Binde den vilde rose, som er plantet ved det store egetræ op
  • Vaske drivhuset
  • Sætte drivklokker på rabarber

Mon ikke du også kan lave en liste over nyttige gøremål, som minimerer forårets havearbejde.

Nyttigt haveaffald

Nyttigt haveaffald

Behold selv de nedfaldne blade


Store mængder nedfaldne blade skal væk fra græsplænen. En presenning kan flytte mange blade på komposten eller i køkkenhaven

BLADFALD 
De løvfældende træers blade er i fuld gang med at løsne sig og falde til jorden. Nogle af træerne og buskene har først brilleret med smukke løvfarver, men faktum er, at bladene nu har fundet et nyt sted at opholde sig. På en dejlig frostklar dag er en tur i haven med rive og trillebør et dejligt job. Vær dog opmærksom på, at bladene har en dejlig beskyttende rolle, når de ligger i rosenbedet, staudebedet og i køkkenhaven. Der er længe til forårets komme, så bladene vil i mellemtiden være til gavn både for planter og dyr.

ØKOSYSTEM
Haven er egentlig et stort økosystem, hvor naturen selv tager sig af at nedbryde det biologiske affald. Således vil bladene også roligt, men sikkert blive nedbrudt til gavn for planterne, men bestemt også til gavn for insekter og dyr. Blade er den bedste regnormemad, og regnorme har vi i den grad brug for, så jordens struktur ikke klasker helt sammen (især i de meget lange våde perioder). Dertil er der alle de usynlige mikroorganismer, der sørger for øget liv i jorden. At vi opretholder livet i jorden giver samtidig sunde planter, så havens økosystem kører i cirkler og giver en god balance.

GRÆSPLÆNEN
Der er dog nogle steder, hvor bladene ikke har en positiv virkning. Ligger de i tykke lag på græsplænen, så skygger de så meget, at græsset bliver gult og får svamp. I sådanne situationer må vi ud med bladriven, trillebøren eller haveaffaldsposen. Bladene behøver dog ikke at få adgangsforbud i haven, de kan med fordel komme på den bare jord i køkkenhaven, ligge under frugtbuskene eller komme på komposten.

Er bladlaget minimalt, så kan plæneklipperen gøre en stor forskel. En tur med de roterende skarpe knive findeler bladene, så græsset igen kan få lys og luft. De fint snitdelte blade falder ned gennem græslaget, hvor regnormene er klar til at gnaske løs.