fbpx
Korrekt fuglefodring

Korrekt fuglefodring

Undgå farlig fuglefodring

 

Det klassiske foderbræt er en sygdomsspreder, og plastiknettet om mejsekugler er til fare for alle havens dyr. Med udgangspunkt i Dyrenes Beskyttelse guide til en mere sygdomsfri og tryg have for fuglene igennem vinteren, får du her nogle forslag til, hvordan du bedst fodre havens fugle.

Problemet opstår, når fuglene skider samme sted, som de spiser, og det kan resultere i sygdomsspredning. Desuden så er de klassiske mejsekuglers indhold af bl.a. hvedekerner, som mejserne alligevel ikke gider, pakket ind i plastiknet, der er til fare for havens dyr og som forurener. 

Michael Carlsel, biolog hos Dyrenes Beskyttelse mener at: “I stedet for foderbrættet og mejsekuglerne bør man finde mere dyrevenlige metoder til at fodre havens fugle. Man bør gå over til foderautomat, ophængte fedtkogler og æbler udlagt på græsplænen”. 

Gode råd til brug af foderautomat:

  1. Anskaf en foderautomat uden trug, så fuglene ikke skider i maden.
  2. Fyld kun foderautomaten med én slags frø, da fuglene ellers sidder og fisker efter deres favoritter og smider de andre væk, hvilket kan udvikle sig til frø-spild.
  3. Placér altid foderautomaten tæt på buskads, da fugle foretrækker at kunne komme hurtigt i sikkerhed.

Hvilke frø til hvilke fugle?

Der er et stort udbud af fuglefrø bl.a. i dit lokale havecenter eller planteskole. Frøene afgør, hvilke fugle, der kommer og spiser. Hampefrø er for de fugle, der bliver og spiser på stedet. Spurve, finker og stillitser, mens solsikkekerner er for fugle, der pendler mellem skjulested og foderautomaten. Blåmejser og musvitter vil helst spise i deres skjul. Hænger foderautomaten i umiddelbar nærhed af et godt skjulested, vil disse fugle have god glæde af disse frø.
 

LAV DINE EGNE FEDTKUGLER

Det skal du bruge:

  • Kogler (fyrrekogler er mest egnede)
  • Natursnor
  • Økologisk fedt
  • Økologisk havregryn

Sådan gør du:

  • Anskaf 4-6 kogler enten ved køb eller familie-ekspedition til den nærmeste skov. Lad koglerne stå indenfor i nogle dage, så de åbner sig.
  • Bind en løkke i enden på de åbnede kogler, så de kan hænges op i haven.
  • Bland fedt og havregryn (mere af det første og mindre af det sidste). Vurder selv efter blandingens konsistens, hvorvidt der skal tilsættes mere fedt eller havregryn. Den ønskede konsistens er klæbrig og fast.
  • Tag en kogle og stop fedtblandingen ind mellem kogleskællene.

Koglerne er nu klar til at blive hængt op i haven.

JULE – FUGLEMAD
Jeg lavede sidste år nogle skønne figurer af fedt blandet med havregryn og forskellige frø som jeg bruger, når jeg laver min egen mysli (solsikkekerner, sesam, græskar og hørfrø). Et sjovt projekt, som du sagtens kan lave sammen med børn og børnebørn – og fint ser det ud, når de hænger i træerne

Du kan finde mit blogindlæg om emnet her

Vinterstorme – det skal du gøre

Vinterstorme – det skal du gøre

Hold på hat og briller

STORMVEJR OG KULDE
Med udsigt til et par dage, hvor vi får forsmag på vinteren, så gælder det om at få reddet havens “løse dele” inden det flyver ind til naboen. Sneen daler i skrivende stund ned fra en grålig himmel, og de lave temperaturer kræver godt med overtøj, huer og handsker. Kulden bider i næsetippen, men den friske luft gør også godt.

TRÆER MED PÆL
Nyplantede træer – eller træer, der står plantet med støttepæl kan godt være udfordret i sådan en vejrtype. De bindinger, som du satte på, da du plantede trænger til eftersyn. Måske er de gået op eller er blevet for stramme. I dit havecenter kan du få gode materialer til at løse opgaven, og her kan gartneren også forklare dig, hvordan du fæstner dit træ bedst.

SLYNGROSER
Høje og brede eksemplarer af overdådige roser er også udsatte i blæsten. Roserne er løbende bundet ind til stativ, pergola eller snore. Nu hvor bladene er faldet af bør du kigge bindingerne efter, så de ikke skader planten, hvis den presses ud af form af blæsten. Undlad at anvende en for skarp tråd – du kan finde velegnede bindematerialer på hylderne i dit havecenter.

VANDKANDER OG REDSKABER
På plænen skal trampolinen afmonteres, med mindre den er gravet ned. Fodboldmål og legeredskaber skal i ly for vinden, og har du glemt en vandkande eller nogle haveredskaber, så ind med dem også.

Sorte planter

Sorte planter

Sorte planter

ALUNROD
En dejlig staude med forskellige bladfarver. Der findes også sorter, som har sorte blade – eller næsten. Alunrod holder bladene året rundt, og du kan både plante dem i en krukke eller i havens bede.

Inspireret af Black Friday skal det i dag handle om sorte planter
Black Friday kommer fra USA, hvor man har en travl dag efter Thanksgiving. Det er starten på julehandlen, og den mest travle butiksdag i USA hvert år.
Farven sort har noget kraftfuldt over sig. Nogle vil henledes til at få negative tanker, når de tænker på den sorte farve. Den har også andre virkninger – såsom at være hemmelighedsfuld og utilnærmelig. Sort symboliserer også magt og kontrol. Farven kan virke skræmmende, men også forførende.

Sort passer godt med de fleste farver – det giver en stærk virkning, når sort kombineres med andre stærke farver.

ALDRIG HELT SORTE PLANTER
For at være sort, kræver det at alle andre farver absorberes, og der er fuldstændig fravær af lys.Når vi derfor snakker planter, så vil de aldrig være helt sorte. Planterne er jo afhængige af lys og når man kigger nærmere på det vi kalder sorte planter, så er de da heller ikke fuldstændig sorte.

SORT SLANGESKÆG    
Året rundt står den flot med sorte bladaks. I foråret vokser nye friske blade frem, men det er sjældent nødvendigt at gøre noget ved de gamle. Med dens kun 25 cm høje vækst, er den velegnet som bunddække eller dekoration mellem andre planter i haven. Den trives på i almindelig havejord og i surbundsbedet. Får i august – september små rosa blomster, der afløses af små blå bær.

SORTBLADET HYLD 
Ligesom almindelig hyld, så har den sortbladede tabt bladene på denne årstid. Til foråret springer den ud med meget dekorative blade. ‘Black Lace’ får fligetbladede løv, mens ‘Black Beauty’ har almindelige hyldebladsform. Begge “sorte” hyld har dybt violette og næsten sorte blade. Blomsterne er lyserøde på de sortbladede hyld.

SORTE TULIPANER
Der er forædlet rigtig meget i sorte tulipaner, og det er da også lykkes at få den meget mørke farve frem i den fine forårsblomst. Du kan måske lige nå at lægge lidt sorte tulipaner i dagens anledning?

December Juletræer i potter

December Juletræer i potter

Juleinspiration

 


Julens grantræer dekoreres nemt med lyskæder og årstidens blomstrende skimmia og juleroser klæder de fine julepotter

Endelig er det helt på sin plads at ”jule” med planter ved husets indgang, på terrassen eller andre steder, hvor du færdes dagligt. Vi er blevet så glade for lyskæder med det mere miljøvenlige LED lys, og hvorfor ikke bruge planterne til at ”lyse op” i en mørk tid?

Grantræer er så oplagte at dekorere med i december måned. Små nordmannsgraner i dekorative potter, de flotte blågraner og den søjleformede sukkertopgran. Udvalget af de vintergrønne nåletræer er stort, og så er der jo tale om robuste og hårdføre planter, der nemt kan bruges i haven, når julen skal pakkes ned, og der skal gøres plads til en ny sæsons blomster og planter.

De fine lyskæder er nemme at vikle om træets grene, og den lille boks med batterier gemmes nemt af vejen i krukken. Lyskæderne fås med 10 – 120 (eller flere) lysdioder, så det er muligt at klæde både små og store krukkejuletræer på i en fin lysdragt.

Vidste du at…

Juletræstraditionen kun er godt 200 år gammel i Danmark? Først i 1808 ser man de første juletræer i borgerskabets hjem, og vi skal helt frem til 2. verdenskrig inden de fleste danske hjem anskaffede sig et træ til stuen, når jule skulle fejres. I dag vælger 80% af danskerne nordmannsgran, men tidligere var det rødgran, som var det mest almindelige danske juletræ.

Danskerne er et af de lande, der eksporterer flest juletræer. Omkring 10 mio. træer går hvert år til andre lande, mens vi i Danmark selv forbruger omkring 1,5 mio. træer. Her er udelukkende tale om træer, der er fældet.

Når du vælger juletræer i potter, vil du kunne genbruge træerne i din have – evt. grave dem op til krukken til næste år, eller blot nyde træernes tilvækst år efter år. Husk at dit lokale havecenter har et stort sortiment af mange forskellige vintergrønne planter – og de findes i mange forskellige størrelser.

Sådan gør du

Plantning er enkel, for træet er ikke i vækst. Du kan derfor blot løfte plastpotten af og sætte træet i en krukke eller kurv. Når julen er ovre, planter du blot dine juletræer fra krukkerne ud i haven, hvor de nemt vokser videre. Da det ofte regner regelmæssigt på denne årstid, er det ikke nødvendigt at vande – med mindre dine krukker står under et udhæng.

I stuen
Du kan også nyde de små fine grantræer inde i den varme stue, men her kræver det pasning med vand. Efter nogle uger vil træernes rødder i potteklumpen muligvis begynde at vågne. Du kan derfor ikke forvente at pottetræer, som har stået inde i længere tid vil kunne vokse videre i din have.

 

Pollen i hasselbuskene

Pollen i hasselbuskene

 

Nu bestøves hasselnødderne

Dragende og fascinerende hænger de lange blomsterstande på hasselnøddebuskene

Har man pollenallergi, så skal man nok holde sig fra at stryge hånden gennem de nedhængende tæpper med hasselrakler, som lige nu spreder pollen i alle afkroge af landet. Selv os uden allergi kan nemt fremtvinge et nys ude i hasselbusken lige nu.

Lidt botanik er aldrig af vejen
Disse lange rakler er buskenes blomsterstande og består af et stort antal uanselige enkønnede blomster. Egentlig har de været der længe – for siden efteråret har buskene dannet raklerne, men det er først nu, at varmen og solens stråler har foldet dem ud. Raklerne er udelukkende hanblomster, og pollen spredes gennem luften – busken klarer bestøvningen selv og har ikke brug for bier til at flytte den.

Hunblomsten er de små tykke knopper (ved pilene) og ud af disse blomster ses de purpurfarvede grifler, der opfanger pollen og derefter danner frugten – altså hasselnødden.

Billedet er taget i min have, hvor vi har fire podede hasselnøddebuske, som hvert år bliver større og bredere. Et andet sted i haven har vi et nøddehegn med nøddebuske, som er frøformerede, de danner også rakler og nødder, men sammenholder vi høsten af de to nøddehegn, så er der stor forskel på antal nødder og især på størrelsen af nødderne. De podede typer af hassel giver klart de flotteste og bedste nødder.

Du kan sagtens plante hasselbuske på denne årstid, og i dit havecenter har de flere forskellige sorter at vælge imellem.

Du finder dit nærmeste havecenter via dette link

Tidligt forår

Tidligt forår

 

Blomster og bier


 


I år er februar forvandlet til forårsmåned, og når solens stråler får kronbladene på erantis og krokus til at åbne sig, så er det store ta’ selv bord klar for bier. Sæt dig på hug ved bede fyldt med de tidlige forårsblomster, og du kan høre en livlig summen af travle bier, der samler forråd til bihjemmet. 

Lugearbejde med selskab
Det lune vejr har også givet gode betingelser for ukrudt, og indrømmet – det var altså ikke det hele vi nåede at få luget i efteråret, og det kan ses! Under bladdækket i blomsterbedene er der nye planter på vej – også ukrudtsplanter, så bevæbnet med tålmodighed og et par gode lugehandsker, så har den sidste uge budt på frisk luft og lugning. Når man sådan sidder næsten helt stille og fjerner blade og ukrudt, så støder man let på de overvintrede mariehøns og summen fra honningbier, humlebier og sikkert også nogle vilde bier er da bare så hyggeligt. Måske bliver det ikke til timelange lugetimer, for der skal bevægelse til for at holde varmen, men det er nok til at få en god fornemmelse for, at havesæsonen er i gang, og i år kommer jeg ikke bagefter…

I drivhuset
De solrige dage øger temperaturen væsentligt i det uopvarmede drivhus, og der skal vand til de overvintrede krukker med krydderurter og lidt sarte planter. I et par bede i drivhuset har vi lagt tulipanløg i juleferien. Dem har vi lagt for at kunne skære buketter, og de er klar langt tid før tulipanerne i haven. I drivhuset er tulipanerne langt fremme og de har også brug for vand.

Det milde vejr synes at fortsætte, så måske kan krukkerne komme ud i det fri? Det giver nemlig mulighed for at få renset glasset for snavs og alger – også en opgave, som sagtens kan udføres nu.

I drivhuset holder jeg også øje med ferskentræet, som snart står i fuldt flor med blomster, som skal bestøves. Når det sker, så håber jeg bierne i blomsterløgplanterne har tid til at kigge forbi, så vi igen i år kan høste den ene kurvfuld søde ferskner efter den anden.