fbpx
Godt nytår

Godt nytår

Vi håber alle er kommet godt i gang med et nyt år – ja, et nyt årti

2020’erne er begyndt og foråret ligger lige om hjørnet

Vi takker Jer alle for året, der er gået – tak for at I vil modtage vores nyhedsbreve.

2019 bliver nok året, som vil blive husket for at være lidt kalenderforvirret. Den milde vinter slog over i en iskold maj måned med frostskader på bøgehække og sommerblomster i krukkerne. Tørkeindeks var på alles læber – der var stadig mangel på vand mange steder i landet. Sommeren var middelgod og forholdsvis tør, men de meget varme dage slap vi for. Da vi for alvor skulle nyde sensommeren begyndte det at regne. Nogen vil måske mene, at det regnede frem til juleferien. Faktum er, at nedbørsrekorden blev tangeret og landsgennemsnittet nåede op på 905 mm.

Det nye år har budt på forårslignende temperaturer, og da jorden næsten blev til at arbejde med, fyldte regnen den straks op igen. Weekendens vejr er også en pose blandede bolsjer, så skal du i haven i tørvejr, gælder det om god planlægning.

NYE MAGASINER I 2020

På HAVEGLÆDER arbejder vi fortsat med at få udbredt glæden ved at dyrke planter. Alle haveejerne, som dagligt kan nyde de forandringer, som naturen byder på. Alle med kolonihaver, sommerhuse eller fritidshuse, der på hver deres måde danner deres egne små grønne oaser. De mange i lejligheder og mindre boliger, der glædes over krukker, baljer, kurve, trug og andre beholdere, som rigtig mange planter vokser i.
Vi er i fuld gang med at skrive og redigere de mange nye artikler, som I alle har mulighed for at få fingre i, når havecentre og planteskoler deler dem ud. Også i år er det blevet muligt at udgive fire numre af HAVEGLÆDER – tre af magasinerne udleveres i løbet af foråret, mens det fjerde kommer til september.
Du kan bl.a. læse om en blomsterbonde, der har en mission om at ændre vores blomstervaner, og om en meget lille have, der er udnyttet og fremstår som et mekka af blomster hele sommeren igennem. Du kan også lade dig inspirere af gode bunddækkende planter, hvordan du kan bruge klematis i haven, samt få en masse lækre sydlandske frugter.

NYT SAMARBEJDE I 2020

Gennem hele 2020 vil HAVEGLÆDER være gæsteskribent på HAVEFOLKET.com og det glæder jeg mig til. Ligesom HAVEGLÆDER ønsker HAVEFOLKET.com at booste glæden ved at arbejde med og i haven. Den store mængde inspiration, som HAVEFOLKET som online havemagasin har samlet, kan alle helt gratis nyde godt af, og hvis HAVEGLÆDER kan være med til at bidrage til den vidensbank, så gør vi det rigtig gerne.
Hvis du kunne tænke dig at læse med, så tøv ikke med at kigge forbi havefolket.dk 

Find dit lokale havecenter her

Få mest muligt ud af afskårne tulipaner

Få mest muligt ud af afskårne tulipaner

Tulipaner i vasen skal man huske at nyde

 


Sådan forlænger du bukettens levetid
Når du køber et bundt tulipaner, så er de i en slags dvaletilstand. Derfor er det vigtigt, at de afskårne tulipaner først får lov at “vågne”.
 
  • Lad blomsterne være i indpakningen, men løsn den nederste del
  • Klip eller skær nu enderne af
  • Sæt buketten i koldt vand – stadig mens den står i indpakningen
  • Efter 1 – 2 timer eller natten over et køligt sted, så er blomsterne i stand til at holde sig saftspændte
  • Nu kan resten af indpakningen fjernes, buketten er klar til at komme ind i den varme stue
Januar – Rød kornel

Januar – Rød kornel

Rød kornel

 

 

Cornus sangiunea ‘Winter Beauty’

 

En løvfældende busk, der trods de manglende blade er en farverig oplevelse i vinterhalvåret takket være de skinnende orangefarvede grene. Det er en velformet busk, der bliver 1,5 – 2 m og har en kompakt og opret vækst.

Midt i maj springer bladene ud, og næsten samtidig blomstrer busken med små skærme af cremefarvede blomster, der tiltrækker insekter – især bier.

I september-oktober udvikles blåsorte bær, som fuglene hurtigt guffer i sig.

Rød kornel er meget nem at dyrke og tåler lidt af hvert. Så hvis der mangler beplantning et sted hvor vinden piber om hjørnet, hvor jorden lider af fugt, hvor skyggen hviler det meste af dagen eller hvor frosten for alvor bider, så kan rød kornel anbefales.

Busken trives selvfølgelig også under bedre forhold og kan i øvrigt klippes og beskæres kraftigt, hvis det er nødvendigt.

 

TIPS Klip de ældste grene af ved basis hvert år. Det tvinger planten i at danne nye skud, og det er disse nye skud, som har den flotteste rødlige farve

Vinteren er hård ved de grønne stueplanter

Vinteren er hård ved de grønne stueplanter

Sådan passer du dine grønne planter om vinteren

 

En af de mest populære grønne planter er fingerfilodendron, som vises her på billedet. Især de unge har taget planten til sig, og de har heldigvis stor fornøjelse med planterne i deres lejligheder, på værelset eller i det nybyggede hus. 

Succesen med de grønne planter er stor. Det er forholdsvis nemme planter at passe, og så giver det masser af struktur og liv blandt møbler i hjemmet.

Alligevel er det ikke altid, projektet Grønne Planter lykkes. Især på denne årstid vil mange af dem ofte kaste bladene, få gule blade eller stå med visne bladkanter. Her kan du få en hurtig gennemgang af, hvordan man får succes med at passe de grønne planter vinteren over.

LYSFORHOLD
Ikke alle grønne planter stiller lige store krav til lys. Nogle er meget afhængige af at stå i nærheden af dagslys, mens andre er mere tolerante og kan stå i et mørkt hjørne. Du skal derfor sætte dig ind i, hvor din grønne plante helst vil vokse. Eksempelvis skal fiskebensplanter helst væk fra lyset, mens fredsliljer skal have masser af lys.
I vinterperioden vil flere af de grønne planter naturligt mindske deres bladmasse for bedre at kunne klare manglen på lys. Derfor er der flere blade som vil falde af eller bare visne væk.

KORREKT VANDING
Korte dage og gråvejr giver ikke planterne megen lyst til at gro. Faktisk vil mange af de grønne planter helt automatisk gå lidt i dvale om vinteren. Hvis du ikke får ændret på din vandingsmængde, så risikerer du, at planterne får alt for meget vand. Du ser symptomer på overvanding når planten får gule blade eller når stænglerne rådner.
For lidt vand giver visne og brune blade.

Løft på potten eller stik en finger dybt ned i jorden, så du kan mærke efter og få reguleret vandingen.

GØDNING
Når der ingen tilvækst er, så er behovet for gødning ikke høj. Hvis du vil sikre dig, at planterne får et minimum af gødning, så er det en god idé at lægge gødningstabletter eller gødningspinde ned i jorden. De frigiver gødningen meget langsomt og i takt med, at planterne bruger det.

TEMPERATUR
De fleste grønne planter skal vokse ved temperatur mellem 18 – 25 grader. Står de meget tæt på en radiator, så stiller det ekstra krav til deres styrke. I dit havecenter findes deciderede radiatorplanter, som er planter, der har en formidabel evne til at kunne udtørre helt uden at dø – i hvertfald ikke lige med det samme.

Grønne planter er ikke så sarte overfor træk, men har du for vane at lade soveværelsesvinduet stå åbent hele året rundt, så er det nok ikke lige her, du skal sætte de grønne planter – eller nogen plante i det hele taget.

GODE RÅD
Du er altid velkommen til at få gode råd hos din gartner i dit havecenter. Her er der masser af erfaring og løsninger, hvis du har problemer med at få dine grønne planter til at lykkes.

Hvad du ønsker skal du få

Hvad du ønsker skal du få

Ønskeplanter

 

Nedtællingen er i gang – i dag er vi over halvvejs. Om kun 11 dage går det løs, og de sidste juleønskesedler burde snart være landet i mailen, på en sms eller i messenger. Dem, der har alt, vrider hjernen for at finde en godt ønske, mens andre lader det være helt op til giveren at finde på en god gave.
 Står du og mangler en god gave til en ven eller et familiemedlem, så kan du evt. lade dig inspirere af planterne, som jeg herunder nævner. Måske er din have slet ikke stor – måske er den ikke anlagt endnu (hvis du lige har bygget nyt) eller måske er der ikke mere plads? Jeg har derfor opdelt mine forslag ud fra, hvor meget de fylder og skævet til mine egne drømme om nye planter i haven…

DEM, DER KRÆVER MEGET PLADS

  • Træer (hanesporetjørn, sydbøg, kirsebær, ambratræ, ægte kastanje, bitræ)
  • Buske (rødbladet hyld, blodribs, dronningebusk)
  • Stauder (hjortetrøst, violfrøstjerne, kvan)

DEM, DER KRÆVER LIDT MINDRE PLADS

  • Træer (japansk røn, søjleeg, æbletræ, koreakornel)
  • Buske (hasselbror, japansk troldnød, surbær, havehortensia)
  • Stauder (pileurt, elefantgræs, staudehirse, riddersporer, høstfloks)

DEM, MAN ALTID KAN FINDE PLADS TIL

  • Slyngplanter (klematis, kaprifolie)
  • Stauder (storkenæb i nye sorter, purpursolhat, staudesalvie, kærmindesøster)
  • Frøposer (frøkenhat, skabioser, stolt kavaler, evighedsblomst, jomfru i det grønne, sommerasters)

Hvis du ikke lige har et konkret ønske at gå efter, så er det også muligt at foræret et Have-Gavekort fra dit lokale Havecenter. Bor den glade modtager ikke i din nærhed, så har de fleste havecentre en fælles løsning, så man kan handle hos deres kollegaer andre steder i landet.

Find dit lokale havecenter her

Sådan overlever dine julestjerner

Sådan overlever dine julestjerner

Pasningsvejledning til julestjerner

 

JULENS BLOMSTER
Vores dejlige julestjerner fascinerer med dejlige farver på plantens højblade, der står flot i kontrast til den populære potteplantes mørkegrønne blade. 
Dagene er blevet ultrakorte, og temperaturen er stadigt faldende. Mange opnår at bringe julens stjerner helt ind i det nye år, men andre kæmper med at undgå bladfald og svedne bladrande.

UNDGÅ TRÆK
Julestjernens latinske navn er Euphorbia pulcherrima, og planten kommer fra Centralamerika, hvor planterne er meter høje. Den tåler ikke stærk kulde – og især træk er den særdeles sart overfor. Skulle du falde for de fine stjerner udenfor en butiksindgang, så er det derfor særdeles risikabelt. Julestjerner skal sælges indefra en butik.

KORREKT VANDING
Når planter begynder at tabe bladene, så tænker man straks åh nej, har jeg ikke fået vandet i tide? Vi vil så gerne gøre det bedste for vores planter, så de får ekstra med vand, og netop for meget vand er den største trussel for julestjernen.
Julestjernen er fra naturens side meget beskeden. Den har vænnet sig til at gro under forhold, hvor der ikke altid er så meget vand tilrådighed. Derfor skal dens behov for vand reguleres, så den ikke får for meget.

VAND LIDT
Hvis man hveranden dag giver planterne “en sjat” vand, så vil potteklumpens fugtighed opretholdes uden at vandet løber helt igennem. Man skal undgå at der står vand tilbage i skjuleren eller underskålen – så har de fået for meget vand.

VAND GRUNDIGT
En anden metode er at sænke hele potten ned i en balje med vand og lade den suge al det vand, som den kan. Efter 20 min. kan potten returneres til skjuleren, og nu kan der gå op mod 1 uge, inden samme metode benyttes.

En julestjernes rodklump har det bedst, når top og bund er næsten tør, mens hjertet i midten er vandmættet.