12 | Månedens Plante 2019, Træer, Vinter
Juleinspiration

Julens grantræer dekoreres nemt med lyskæder og årstidens blomstrende skimmia og juleroser klæder de fine julepotter
Endelig er det helt på sin plads at ”jule” med planter ved husets indgang, på terrassen eller andre steder, hvor du færdes dagligt. Vi er blevet så glade for lyskæder med det mere miljøvenlige LED lys, og hvorfor ikke bruge planterne til at ”lyse op” i en mørk tid?
Grantræer er så oplagte at dekorere med i december måned. Små nordmannsgraner i dekorative potter, de flotte blågraner og den søjleformede sukkertopgran. Udvalget af de vintergrønne nåletræer er stort, og så er der jo tale om robuste og hårdføre planter, der nemt kan bruges i haven, når julen skal pakkes ned, og der skal gøres plads til en ny sæsons blomster og planter.
De fine lyskæder er nemme at vikle om træets grene, og den lille boks med batterier gemmes nemt af vejen i krukken. Lyskæderne fås med 10 – 120 (eller flere) lysdioder, så det er muligt at klæde både små og store krukkejuletræer på i en fin lysdragt.
Vidste du at…
Juletræstraditionen kun er godt 200 år gammel i Danmark? Først i 1808 ser man de første juletræer i borgerskabets hjem, og vi skal helt frem til 2. verdenskrig inden de fleste danske hjem anskaffede sig et træ til stuen, når jule skulle fejres. I dag vælger 80% af danskerne nordmannsgran, men tidligere var det rødgran, som var det mest almindelige danske juletræ.
Danskerne er et af de lande, der eksporterer flest juletræer. Omkring 10 mio. træer går hvert år til andre lande, mens vi i Danmark selv forbruger omkring 1,5 mio. træer. Her er udelukkende tale om træer, der er fældet.
Når du vælger juletræer i potter, vil du kunne genbruge træerne i din have – evt. grave dem op til krukken til næste år, eller blot nyde træernes tilvækst år efter år. Husk at dit lokale havecenter har et stort sortiment af mange forskellige vintergrønne planter – og de findes i mange forskellige størrelser.
Sådan gør du
Plantning er enkel, for træet er ikke i vækst. Du kan derfor blot løfte plastpotten af og sætte træet i en krukke eller kurv. Når julen er ovre, planter du blot dine juletræer fra krukkerne ud i haven, hvor de nemt vokser videre. Da det ofte regner regelmæssigt på denne årstid, er det ikke nødvendigt at vande – med mindre dine krukker står under et udhæng.
I stuen
Du kan også nyde de små fine grantræer inde i den varme stue, men her kræver det pasning med vand. Efter nogle uger vil træernes rødder i potteklumpen muligvis begynde at vågne. Du kan derfor ikke forvente at pottetræer, som har stået inde i længere tid vil kunne vokse videre i din have.
02 | Artikler om haven, Buske, Vinter
Nu bestøves hasselnødderne
Dragende og fascinerende hænger de lange blomsterstande på hasselnøddebuskene
Har man pollenallergi, så skal man nok holde sig fra at stryge hånden gennem de nedhængende tæpper med hasselrakler, som lige nu spreder pollen i alle afkroge af landet. Selv os uden allergi kan nemt fremtvinge et nys ude i hasselbusken lige nu.
Lidt botanik er aldrig af vejen
Disse lange rakler er buskenes blomsterstande og består af et stort antal uanselige enkønnede blomster. Egentlig har de været der længe – for siden efteråret har buskene dannet raklerne, men det er først nu, at varmen og solens stråler har foldet dem ud. Raklerne er udelukkende hanblomster, og pollen spredes gennem luften – busken klarer bestøvningen selv og har ikke brug for bier til at flytte den.
Hunblomsten er de små tykke knopper (ved pilene) og ud af disse blomster ses de purpurfarvede grifler, der opfanger pollen og derefter danner frugten – altså hasselnødden.
Billedet er taget i min have, hvor vi har fire podede hasselnøddebuske, som hvert år bliver større og bredere. Et andet sted i haven har vi et nøddehegn med nøddebuske, som er frøformerede, de danner også rakler og nødder, men sammenholder vi høsten af de to nøddehegn, så er der stor forskel på antal nødder og især på størrelsen af nødderne. De podede typer af hassel giver klart de flotteste og bedste nødder.
Du kan sagtens plante hasselbuske på denne årstid, og i dit havecenter har de flere forskellige sorter at vælge imellem.
Du finder dit nærmeste havecenter via dette link
02 | Artikler om haven, Vinter
Blomster og bier
I år er februar forvandlet til forårsmåned, og når solens stråler får kronbladene på erantis og krokus til at åbne sig, så er det store ta’ selv bord klar for bier. Sæt dig på hug ved bede fyldt med de tidlige forårsblomster, og du kan høre en livlig summen af travle bier, der samler forråd til bihjemmet.
Lugearbejde med selskab
Det lune vejr har også givet gode betingelser for ukrudt, og indrømmet – det var altså ikke det hele vi nåede at få luget i efteråret, og det kan ses! Under bladdækket i blomsterbedene er der nye planter på vej – også ukrudtsplanter, så bevæbnet med tålmodighed og et par gode lugehandsker, så har den sidste uge budt på frisk luft og lugning. Når man sådan sidder næsten helt stille og fjerner blade og ukrudt, så støder man let på de overvintrede mariehøns og summen fra honningbier, humlebier og sikkert også nogle vilde bier er da bare så hyggeligt. Måske bliver det ikke til timelange lugetimer, for der skal bevægelse til for at holde varmen, men det er nok til at få en god fornemmelse for, at havesæsonen er i gang, og i år kommer jeg ikke bagefter…
I drivhuset
De solrige dage øger temperaturen væsentligt i det uopvarmede drivhus, og der skal vand til de overvintrede krukker med krydderurter og lidt sarte planter. I et par bede i drivhuset har vi lagt tulipanløg i juleferien. Dem har vi lagt for at kunne skære buketter, og de er klar langt tid før tulipanerne i haven. I drivhuset er tulipanerne langt fremme og de har også brug for vand.
Det milde vejr synes at fortsætte, så måske kan krukkerne komme ud i det fri? Det giver nemlig mulighed for at få renset glasset for snavs og alger – også en opgave, som sagtens kan udføres nu.
I drivhuset holder jeg også øje med ferskentræet, som snart står i fuldt flor med blomster, som skal bestøves. Når det sker, så håber jeg bierne i blomsterløgplanterne har tid til at kigge forbi, så vi igen i år kan høste den ene kurvfuld søde ferskner efter den anden.

02 | Artikler om haven, Buske, Vinter
Troldnød
Troldnød, Hamamelis x intermedia
De finurlige og flossede blomster på troldnøddebusken har en dejlig duft. Nu er daglængden og foråret så langt fremme, at vi kan nyde den skulpturelle busk i fuld fastelavnskostume – de flossede blomster ligner nemlig lidt fastelavnsris.
Resten af året står busken fin med runde grønne blade, som inden bladfald når at vise flotte gule høstfarver.
BLOMSTRINGSMÅNEDER februar-marts
Troldnød trives bedst på en fugtigbevarende jord som ikke er vandlidende. Fås i flere sorter med gule, orange, orangerøde og røde blomster.
Busken bliver ca. 2 m høj og bred. Placeres i sol eller halvskygge.
TIPS Du kan drive grene fra troldnøddebusken allerede fra december måned.
02 | Artikler om haven, Græsplæne, Vinter
Hold græsset grønt
Kigger man nøje efter, så er der liv i græsplænen. Små bitte skud pibler frem nede i tuerne. Det gør de dels fordi vi nu har en dagslængde på 9,5 timer og hver uge øges dagslængden med ½ time. Temperatur er en anden faktor, der får græsset til at gro. Den milde vinter kaldes også for “grøn” vinter, så er din plæne også grøn, så er alt, som det skal være.
Ikke alle havers græsplæner er grønne. Ligger nedfaldne blade og grene i tykke lag, så vil græsset nedenunder være helt gult!
Vores græsplæner er dybt afhængige af, at der er lys – masser af lys til planternes fotosyntese. Vintervejr med masser af sne er ligeledes en udfordring for græsset, for lange perioder helt uden lys kræver virkelig en robust og stærk græsplæne.
TIPS til at holde græsset grønt om vinteren:
- Fjern blade og nedfaldne grene
- Undlad at gå på græsset i frostvejr
- Undlad at gå på græsset, hvor det er meget vådt
Sneskimmel er en svampesygdom, som desværre kan være ret fatal for mange plæner efter en lang, våd og mørk vinter. Hvis du vil vide mere om sneskimmel, så har vi tidligere omtalt problemstillingen på Haveglæders Haveblog.
Du får det direkte link til artiklen Sneskimmel og ukrudt i græsplænen
02 | Artikler om haven, Vinter
Drivhuset er fyldt med krukker af årstidens blomster, som ikke har så godt af at stå ude i frostvejr. Nu kan de komme retur foran husets indgang, hvor vi ser dem hver dag
I den grønne branche er vi altid spændte på, hvordan vejret og især vinteren arter sig. Mange af planterne vokser til i potter, som vi skal passe på hele vinteren. Derfor er det ikke uden betydning hvordan den udarter sig. Meteorologerne havde ellers lagt landet i den store kummefryser med isdøgn og masser af vintervejr, men nu har de trukket deres forudsigelser tilbage.
Jeg havde en samtale med en gartner den anden dag, og han mente, at de der meteorologer lige så godt kunne vænne sig til at tale om vejret, der har været i stedet for at gisne om, hvordan det bliver.
Hvordan de næste måneder går må tiden vise, men så længe jorden er tøet, fuglene synger og der er blomster i bunden af havens bede og på kejserbusken, vinterjasminen, troldhaslen og snart kirsebærkornellen, så må de kære meteorologer lave nok så mange forudsigelser – bare jeg kan komme i haven og få lys og frisk luft.
Ud over at nyde haven, så rydder jeg op, får plantet de to frugttræer, som ikke nåede i jorden i efteråret, beskærer frugtbuske, styner de høje lindetræer osv.
Vinterferien står for døren, så i den kommende uge er der endnu mere tid til at komme i havecentret for at finde frøposer, plante et par krukker til med årstidens løgblomster og gå en tur i skoven eller langs vandet.
Rigtig god ferie!