04 | Artikler om haven, Beskæring, Forår, Planter, Roser
Klip bare roserne ned

Nye skud på roserne
Du behøver ikke vente på dronningens fødselsdag
Reglen om, at roserne først skal beskæres til dronningens fødselsdag kan i år brydes med fornuft. De gule forsytiabuske står i fuld blomst, for vejret i marts har vækket mange af forårets planter tidligere i år. Det gælder også roserne, så grib blot saksen og få beskåret roserne i din have.
Hvordan er det nu?
- Fælles for alle roser gælder, at døde og sygdomsramte grene skal skæres helt væk
- Beskadigede og knækkede grene beskæres til friskt ved
- Eventuelle vildskud klippes af så tæt på roden, som det er muligt
Bunddækkende roser
Let studsning, men altid ned til friskt ved. Ældre beplantninger forynges ved at udtynde nogle af de ældste og tykkeste grene.
Bedroser
Storblomstrede rosensorter klippes tilbage til 10-20 cm over jordens overflade.
Buketroser klippes tilbage til 25-30 cm over jordens overflade.
Buskroser, historiske roser, antikke roser
Sidste års lange skud, der kommer helt fra bunden, halveres i længden.
Gamle skud afkortes til ønsket længde.
Sideskud afkortes, så der er 3 – 5 øjne tilbage.
Klatre- og slyngroser
Disse rosentyper blomstrer flittigst, hvis skuddene bindes ud til siderne.
Klip sideskuddene, der sidder på hovedskuddet tilbage, så der er 2 – 3 knopper tilbage.
Er der tale om gamle eksemplarer, kan man med fordel forynge rosen ved at fjerne enkelte af de gamle og tykke stammer fra basis af planten.
Roser på stamme
Rosensorter, der har små blomster skæres tilbage til en grenlængde på 15–20 cm.
Rosensorter med store blomsterhoveder skæres tilbage til ca. 10 cm grenlængde.
Gødning
Slut altid af med at give gødning til roserne når beskæringen er færdig. I dit lokale havecenter har de rosengødninger, hvor især kvælstofindholdet er højt og derfor er tilpasset rosernes behov.
06 | Artikler om haven, Planter, Roser, Sommer
En hyldest til roserne
Rosernes mangfoldighed giver de populære planter masser af mulighed for at passe ind i havens bede. I haven med det stramme design og styrede farvevalg kan en enkelt rose få stor opmærksomhed og i haven, hvor der er plads til spontane valg af roser opnås en mere ”vild” stemning.
God biologisk balance i rosenbedet
De gamle dage med giftskabe er for længst ovre, så dette års Rosens uge har ekstra fokus på at give tips til, hvordan du kan booste havens økosystem og dermed opbygge en balance, hvor samspillet mellem skadedyr og nyttedyr giver roserne fred til at vokse og folde sig ud. Nyttedyr har brug for nektar, og da roserne ikke altid er de bedste til at yde den service, har vi udarbejdet en liste over de nektarholdige stauder og sommerblomster, som mange af vores nyttedyr tiltrækker. Med den i hånden kan du plante nyt i nærheden af dine roser og på den måde skabe en bedre biologisk balance i dit rosenbed.
Du kan læse mere om rosens uge og finde to ark med gode råd og svar på de mest almindelige spørgsmål om roser via dette link
06 | Månedens Plante 2021, Roser, Sommer
Historiske roser med hyben

Historiske roser er meget smukke, og her får du bud på nogle af de typer, der danner hyben
Når juni måneds blomster springer ud i haven, så står roserne først i den lange kø. Hele foråret har rosenbuskene groet med kraftige nye skud, hvor bladene nu er fuldt udviklede og blomsterknopper klar til at åbenbare al deres ynde.
De historiske roser følger samme årsplan som andre rosentyper. Planterne er ofte lidt kraftigere i deres vækstfor og kræver derfor også lidt mere plads.
Roser der danner hyben
Vi kender rynket rose med de buttede kødede hyben, der er god til marmelade. Du har måske også lagt mærke til andre roser der danner hyben, og netop disse sætter vi lidt mere fokus på med Månedens Plante. Juni og juli måned er højtiden for blomsterflor hos de historiske roser. Genenerne i disse roser er på en måde kodet, så en lang sæsons blomstring kommer på én gang. Resultatet er en overflod af smukke fyldte roser – mange med tydelige støvdragere, som lokker bier og andre insekter til. Blomsterne skal nemlig bestøves, så der kan dannes hyben.
Først senere på sommeren og i efteråret er hybenfrugterne modne. Formen, farven og størrelsen afhænger af, hvilken gruppe de historiske roser tilhører.
Gallica roser
Nogle af de ældst daterede roser er Gallica-roser. I antikken blev de udbredt og i Middelalderen blev de anvendt som medicinplante, og kendes også som apotekerroser. Gallica-roser har en dejlig duft og danner meget smukke blomster i flotte farver. Sorter som ’Tuscany’, ’Rosa Mundi’, ’Cardinal de Richelieu’ eller underarten var. versicolor er alle gode bud på historiske roser, der efter endt blomstring danner smukke kuglerunde hyben.
Gallica-roser har mange både store og små grentorne.
Alba roser
En anden gruppe af hybendannende historiske roser er Alba-roser. Her er også tale om meget gamle roser, og de stammer oprindeligt fra Orienten. Man er lidt usikker på, hvordan Alba-roserne er opstået (muligvis ved krydsning mellem to andre arter), men fælles for dem er, at de ofte danner fine ovale lidt aflange rødorange hyben. De mest kendte sorter af Alba-roser er: ’Mainden’s Blush’, ’Félicité Parmentier’ og ’Dronningen af Danmark’.
Alba-roser har lidt færre grentorne.
Damascener roser
Den tredje gruppe af historiske roser, som danner hyben er Damascener roser. Bladene har en tydelig lidt buet kant og blomsterknopperne er ofte meget spidse. Roserne kan spores langt tilbage i historien. Damascener roser underopdeles i to grupper; de sommerblomstrende og de sensommerblomstrende. Den mest almindeligt plantede sort er ’Celsiana’ som blomstrer fra juni – juli.
Damascener roser har mange både store og små grentorne.
12 | Månedens Plante 2020, Planter, Roser, Vinter
Julens rose holder længe

Julens rose kan pynte op både ude og inde. Når den anvendes ude, så holder blomsten i flere måneder
Årets sidste blomstrende staude runder året af med manér. Rank og stolt står de jomfruelige hvide blomster med generte nikkende blomsterhoveder fyldt med lange gule støvdragere. Skulle der komme en sulten bi forbi, så er julerosen også klar med et måltid.
Tåler frostgrader
Der er langt mellem de blomstrende planter, som godt kan tåle at stå udenfor i den bidende kulde, men julerosen hører blandt de planter, som godt kan tåle det. Når frosten rammer, så lægger planten sig fladt ned. Den ser aldeles punkteret og helt død ud, men så snart temperaturen igen stiger, så fyldes blade og blomsterstængler med vand, og nu står den igen, som om intet var hændt.
Nogle taler om, at planten har en form for frostvæske, så plantecellerne ikke sprænges ved negative temperaturer.
Klæder de grønne graner
December er en hyggelig måned, hvor mørket får os til at tænde lys. Når vi hænger lyskæder på grantræer, så spreder julehyggen sig for alvor. Store og mindre kegleformede grantræer med kæder af små LED lyskæder plantet i krukker byder både dig, din familie og besøgende velkommen. Det er oplagt at supplere juleudstillingen med de fine hvide juleroser, der med en fin bund af mørkegrønne blade binder det hele godt sammen. Juleroser står også flot plantet sammen i en større krukke – måske pyntet af med mos og grankogler?
Til inde og ude
Blomsterne på juleroser holder i længst tid, når det kølige vejr holder dem lidt tilbage. Det betyder dog ikke, at du ikke kan få glæde af de fine juleroser indenfor, men det betyder, at blomsternes holdbarhed mindskes. I en potte eller sammenplantning ved stuetemperatur, vil der gå omkring 10 dage inden støvdragerne falder af. Derefter vil de hvide kronblade stadig være dekorative i ca. en uge.
Til buketter
Julerosens blomst kan også anvendes til buketter, men planten har lidt svært ved at forblive saftspændt. Rids derfor stænglerne og sørg for at bruge en vase, hvor vandet kan stå højt.
Genanvendelig
Juleroserne kan med fordel stå i krukker til den dag, hvor du synes de skal videre i deres liv. Derefter skal du finde et passende voksested til dem i din have.
Lysforhold: skygge eller halvskygge
Jordbund: almindelig fugtigholdende havejord
Pasning: i februar/marts klippes de gamle blade af, så der er plads til nye og friske. Efter blomstringen skal du give planterne lidt gødning. Hvis sommeren er meget varm og tør, så er det nødvendigt at give juleroser vand.
Juleroser sår sig selv, så pas på med at luge de små spæde frøplanter op – de vokser lige under planten.
06 | Artikler om haven, Planter, Roser, Sommer
Rosenduft og rosenbrød
JUNI MÅNEDS ROSER DUFTER BEDST
Sådan havde jeg for nogle år siden en samtale med en herlig gartner, der havde arbejdet med roser i mange, mange år. Han mente, at de “gamle” historiske roser, der blomster overdådigt her i juni måned, besad de bedste duftegenskaber. “De nymodens rosers duft er krydset ind fra disse, men den oprindelige duft er nu den bedste”, påstod han.
Mange historiske roser blomstrer kun én gang – her i juni måned. Har du plads i haven, så bør du plante et par af de historiske roser, der dufter helt vidunderligt lige nu.
BRUG DUFTEN SOM SMAGSFORSTÆRKER
Syrenduft kan blive til syrensaft og lige nu er rigtig mange i gang med at lave saft af hyldeblomsterne, som også har en vidunderlig duft, der bliver til en skøn sommerdrik.
Lidt på samme måde kan man udvinde duften af rosenblade og få glæde af den som smagsforstærker.
Sådan gør du:
Rosensaft – rosenvand Høst 1 l kronblade af duftende roser. Tilsæt 1 l vand og lad blandingen koge i ca. 10 min. Hældes gennem en sigte og opvarmes på ny tilsat ca. 150 g sukker, kornene fra 1 stang vanilje og saften af 1 citron
HVAD SKAL ROSENVANDET SÅ ANVENDES TIL?
Jeg har flere gange haft fornøjelsen af at servere rosenbrød:
- 4 dl lunken mælk,
- 100 g smør
- 50 g gær
- lidt salt
- ca. 500 g hvedemel
Smørret smeltes og blandes i den lune mælk. De øvrige ingredienser tilsættes og dejen æltes og stilles til hævning i 30 min. Dejen rulles ud til to lange brød og trykkes flade, så de ca. er 12 cm brede. Pensles med sammenpisket æg, efterhæves i 10 min. og bages ved 200 g i ca. 15 min. Når brødene er kølet af, skæres de skrå og dekoreres med flormelis rørt med rosenvand. Pyntes med friske rosenblade inden servering.
DRIK ROSENTE
Pluk duftende rosenblade og fordel dem i et tyndt lag på en avis i et varmt lokale. Når de er helt tørre, kan de opbevares i tætsluttede glas. Hæld kogende vand over en portion tørrede rosenblade og smag eventuelt til med lidt honning. Er også velegnet som iste.
06 | Artikler om haven, Planter, Rosens uge, Roser, Sommer
Rosens Uge d. 22. – 28. juni

Bier ser roser med åbne blomster som et fyldt forrådskammer
Danske Havecentre holder Rosens Uge d. 22. – 29. juni 2020
Der er ikke mange planter, der med deres forskellighed i form, blade, højde og blomstring kan gøre én glad, som roser kan. De romantisk udformede storblomstrede roser med perfekte kronblade, der smukt svøbt danner en blomst med næsten helt grafisk udseende står i kontrast til de roser, som har et mere vildt udseende med åbne blomster. Derimellem er der meget at vælge imellem. Buketroser, bunddækkende roser, slyng- og klatreroser, krukkevenlige roser, buskroser og historiske roser. Alle typer er med til at sætte prikken over i’et i din have.
De danske havecentre har ekstra meget fokus på roser, når Rosens Uge løber af stablen den sidste uge i juni.
Læs mere her
Der er ekstra fokus på roserne netop nu, og du finder dit nærmeste havecenter her