fbpx

Rosenduft og rosenbrød

 

JUNI MÅNEDS ROSER DUFTER BEDST

Sådan havde jeg for nogle år siden en samtale med en herlig gartner, der havde arbejdet med roser i mange, mange år. Han mente, at de “gamle” historiske roser, der blomster overdådigt her i juni måned, besad de bedste duftegenskaber. “De nymodens rosers duft er krydset ind fra disse, men den oprindelige duft er nu den bedste”, påstod han.

Mange historiske roser blomstrer kun én gang – her i juni måned. Har du plads i haven, så bør du plante et par af de historiske roser, der dufter helt vidunderligt lige nu.

BRUG DUFTEN SOM SMAGSFORSTÆRKER
Syrenduft kan blive til syrensaft og lige nu er rigtig mange i gang med at lave saft af hyldeblomsterne, som også har en vidunderlig duft, der bliver til en skøn sommerdrik.

Lidt på samme måde kan man udvinde duften af rosenblade og få glæde af den som smagsforstærker.
 
Sådan gør du: 
Rosensaft – rosenvand Høst 1 l kronblade af duftende roser. Tilsæt 1 l vand og lad blandingen koge i ca. 10 min. Hældes gennem en sigte og opvarmes på ny tilsat ca. 150 g sukker, kornene fra 1 stang vanilje og saften af 1 citron

HVAD SKAL ROSENVANDET SÅ ANVENDES TIL?
Jeg har flere gange haft fornøjelsen af at servere rosenbrød:
 

  • 4 dl lunken mælk,
  • 100 g smør
  • 50 g gær
  • lidt salt
  • ca. 500 g hvedemel

Smørret smeltes og blandes i den lune mælk. De øvrige ingredienser tilsættes og dejen æltes og stilles til hævning i 30 min. Dejen rulles ud til to lange brød og trykkes flade, så de ca. er 12 cm brede. Pensles med sammenpisket æg, efterhæves i 10 min. og bages ved 200 g i ca. 15 min. Når brødene er kølet af, skæres de skrå og dekoreres med flormelis rørt med rosenvand. Pyntes med friske rosenblade inden servering.

DRIK ROSENTE
Pluk duftende rosenblade og fordel dem i et tyndt lag på en avis i et varmt lokale. Når de er helt tørre, kan de opbevares i tætsluttede glas. Hæld kogende vand over en portion tørrede rosenblade og smag eventuelt til med lidt honning. Er også velegnet som iste.