10 | Artikler om haven, Efterår, Planter
Nattefrosten kan være ødelæggende
Afrikansk skærmlilje skal beskyttes for nattefrost
NATURENS GANG
Der er slet ingen grund til at gå i panik, for det er naturens gang, at planternes retræte hjælpes på vej af de køligere temperaturer og dermed også nattefrost. De første gange, hvor temperaturen kan måles under 0-punktet varierer fra år til år. Det er også ret almindeligt, at der er store geografiske forskelle på, hvor nattefrosten rammer – sågar kan der være forskel på havens syd- og nordside. Dertil kommer længden på tidsrummet, hvor temperaturen er lav. Du kan opleve en nærmest pludselig sænkning af temperaturen i det tidsrum, hvor solen bryder horisonten. Måske varer det kun 30 min., inden solen har styr på temperaturen, men du når alligevel at registrere lidt rimfrost på græssets strå. De første nætter med nattefrost er sjældent HELE nætter med temperatur under 0 grader, og det har stor betydning for planterne.
DE SARTE PLANTER
Når der – som nu – varsles om nattefrost, så er der en gruppe planter, som du ikke ønsker skal lide en krank skæbne. Det er de sarte og frostfølsomme planter, som ofte står i krukker og ikke ligefrem er danske. Her tænker jeg især på de planter, som vi ser plantet ud naturligt i lande syd på. Middelhavsplanterne har slet ikke den genetiske hårdførhed, som vores “egne” planter har. Dog er det ikke sådan, at planterne vil dø, hvis de udsættes for minus 1 grad i et par timer en enkelt nat – her skal der langt længere tids frostvejr til, for at planten tager alvorligt skade. Igen er der stor forskel på, hvilke planter vi taler om. Er det et fint og stort oliventræ eller citrontræ, der har hårde vedagtige grene, eller er det en fin Bourgonvilla eller chokoladeblomst med meget sart vækst. Især chokoladeblomsten tåler ikke mange halve timers nattefrost, før den klasker sammen. Hvorimod oliventræet og citrusfrugttræer højst får lidt svidninger på bladene.
LISTER
Du kan finde mange plantelister på nettet, som jeg ikke skal gøre mig til dommer over rigtigheden af. Nogle ønsker at sætte deres figentræ frostfrit, mens andre i årevis har dyrket deres figen på friland HELE vinteren igennem. Alligevel får du her en kort liste over de planter, som helst skal i ly eller rykkes helt ind, før weekendens nattefrost rammer dem:
- Afrikansk skærmlilje
- Bægerranke
- Chokoladeblomst
- Citrusplanter
- Duftgeranier og pelargonier
- Echeveria
- Englebasuner
- Fuchsia
- Georginer
- Kanna
- Laurbær
- Mimosa
- Myrte
- Nerie
- Oliven
- Palmer
- Diverse stueplanter, som har været på sommerophold på terrassen
TRÆK TIDEN UD
Der er længe til det igen bliver forår, så hvis du har mulighed for – i første omgang – at sætte planterne i ly i drivhuset, som tager toppen af den værste kulde, så har planterne faktisk bedst af at stå ude i naturens lys. Risikoen for nattefrost går hurtigt væk, og hvis det igen bliver mere stabile efterårstemperaturer, så har planterne det nu bedst, når der får masser af lys.
OPBEVARING
Ikke alle har et hobbydrivhus, færre er så heldige at have et orangeri (opvarmet drivhus), men mange har store vinduespartier i deres bolig. Planterne har virkelig brug for en masse sollys, og da vi jo godt ved, at det er en mangelvare de næste mange måneder, så er det vigtig at give dem så meget lys som muligt. Det går derfor ikke at sætte oliventræet ned i den frostsikre kælder – det vil hurtigt miste alle bladene – simpelthen fordi det ingen lys får.
Flere havecentre tilbyder at opbevare dine planter vinteren over. Her vil de passe dem, så de får al det lys, som de har brug for samt vand og lidt næring til at stå vinteren igennem med. Et sådan plantehotel er fyldt med private haveejeres flotte eksemplarer af middelhavsplanter, som de ikke selv har mulighed for at opbevare, men som de kan hente igen, når risikoen for nattefrost er ovre.
ANDRE SARTE PLANTER
Har du også lagt dahliaknolde, som du glædeligt har klippet masser af buketter af hele efteråret, så hører de også til de planter, der ikke tåler frost. Hvis du ønsker at beskytte dem mod frost, så er det en god idé at dække dem med en let fiberdug til frosten er ovre. Det samme gælder salaten i køkkenhaven, mens tomaterne i drivhuset blot skal beskyttes ved, at du får lukket vinduer og dør.
10 | Artikler om haven, Efterår, Træer
Derfor skal du plante æbler i din have

Æblets uge i dit lokale havecenter
For fjerde år i træk sætter de danske havecentre fokus på æbletræer til haven. Det foregår i dagene fra d. 7. – 13. oktober. Det er et oplagt tidspunkt at tale om æbler, for efteråret er et oplagt tidspunkt til at plante nye frugttræer i haven. Det er også på dette tidspunkt at mange af æblesorterne er modne, så man kan smage sig frem til en favorit. Benyt derfor lejligheden til at komme på planteskolen eller i dit havecenter, så planen om nye æbler i haven kan blive en realitet allerede til næste år.
Pynter på CO2 regnskabet
Alt hvad du dyrker selv pynter på CO2 kontoen. Når du erstatter indkøbte æbler, der er transporteret med lastbiler til butikken med æbler fra egen have, så har du allerede bidraget. Æbletræets tilvækst binder CO2 i veddet og igen har du, helt uden indsats, gjort dit for vores fælles klode. Når træet springer ud med alle sine blomster i foråret, så er der igen point at hente. Æbleblomster tiltrækker insekter – især bier, og de trænger i den grad til opbakning, for bestanden af bier er stærkt nedadgående. Bierne flytter pollen fra træ til træ, så uden bierne ville du faktisk slet ingen frugt få (og der var ingen grund til at plante træerne). Vær opmærksom på, at æbler kræver en bestøversort for at få frugter. Ofte løses det når naboen har et træ på den anden side af hækken, men skulle du have problemer med bestøvning, så skal du kontakte din gartner og finde en ”makker” til dit træ.
Du kan se og læse meget mere her
10 | Artikler om haven, Efterår, Gødning
Eftermodning af tomater
Når d. 1. oktober nærmer sig, så går det altså meget langsomt med modningen af tomaterne – selv om de står i drivhuset. Der er stadig mange tomater på planterne, men mange af dem er enten halvt modne eller helt grønne.
Planterne har nu heller ikke så meget fart på, som de har haft. I deres højsæson kunne de næsten bruge en hel beholder vand (kapillærkasse) hver 10. dag, og nu går der nærmest 4 uger mellem hver vanding.
Jeg gøder stadig vandet, når jeg fylder kasserne op. Planterne har jo stadig brug for næring, så de kan beholde væksten og fylde gode næringsstoffer i de endnu ikke modne tomater.
HVOR LÆNGE KAN MAN BLIVE VED?
Det er ofte et spørgsmål om tålmodighed, for egentlig kan planterne jo bare blive stående til huset igen skal plantes til. Der kommer dog et tidspunkt her i haven, hvor krukkerne med de lidt sarte planter trænger sig på. Det sker som regel i november, så inden vi når så langt, så skal så mange af tomaterne som muligt modnes.
LÆG DEM I VINDUESKARMEN
Jeg har god erfaring med at plukke de tomater, der er begyndt at ændre farve ind, for så at lægge dem i vindueskarmen i et par dage. Varmen og lyset eftermodner tomaterne, som næsten får lige så dejlig smag, som de havde, mens de modnede i deres “normale” tempo på planterne.
10 | Efterår, Månedens Plante 2019, Planter
Guldæbler

Kvædetræ med store flotte guldæbler, som kan bruges til marmelade eller kvædebrød
Kvæders udseende er helt enestående. Hver og én har de deres unikke form med den guldgule farve og lodne overflade. Den hårde ydre skal beskytter det bagvedliggende frugtkød, og frugten synes hård som en sten.
Duften af kvæde kan godt dele vandene. Den sødlige helt specielle duft er svær at sammenligne med andre dufte. Mange børn bryder sig bestemt ikke om den kraftige duft, der opstår et par dage efter frugterne er plukket ned fra træet, mens de fleste voksne gerne indsnuser duften, når et par kvæder ligger til skue i en skål i den varme stue.
Vi er glade for at kunne dyrke kvæder i haven, og da træet er relativt nemt at have med at gøre, behøver der ikke være langt fra tanke til handling. Du kan vælge mellem kvædetræer med æbleformede kvæder eller kvædetræer med pæreformede kvæder. Begge bliver 3 – 5 m høje og ca. 3 m brede, men tåler beskæring som så mange andre frugttræer. Har du ikke så meget plads, så kan en japankvæde, der er mere kompaktvoksende og kun bliver 1 – 1,5 m høje også bruges. Frugterne på japankvæde er ikke så store, men kan anvendes som almindelige kvæder.
Vidste du at…
Kvæder er meget gamle kulturplanter fra Mellemøsten? De har været anvendt pga. frugterne, som især er blevet brugt til kvædebrød. Kvædetræer er meget kønne træer med store æblelignende blomster i maj måned. De aflange mørkegrønne blade farves gule inden bladfald i efteråret.
Kvæder bruges også som grundstamme til pæretræer. Kvæder er fuldt hårdføre og meget robuste træer til haven. Man kan vælge en navnesort af kvæde og få store flotte pære- eller æbleformede frugter.
Kog de modne rengjorte hele kvæder i ca. 45 min. Fjern skræl og del frugten for at fjerne kernehuset. Tilsæt ca. 5 dl vand og 500 g sukker til 1 kg frugt. Tilsæt korn fra 1 vaniljestang og kog frugtblandingen igen. Mos eller blend derefter til en ensartet masse. Nu kan du hælde blandingen på rengjorte glas til marmelade, eller du kan lave kvædebrød. Smør den færdige frugtgrød ud på et bagepapir og drys med perlesukker. Lad dem stå ved stuetemperatur under et klæde i ca. 1 uge, hvorefter de kan skæres ud til mindre stykker og nydes.
Sådan gør du
Plantning i almindelig havejord på en lys vokseplads.
Vanding i forbindelse med plantning og efterfølgende i tørre perioder. Kvædens rodnet udvikler sig hurtigt og vil snart være i stand til selv at finde vand. Giv træet gødning i foråret.
Pasning er minimal. Kun hvis du begynder at beskære dit kvædetræ, vil det være nødvendigt at fjerne opretvoksende skud hver vinter eller i det tidlige forår. Høst frugterne inden frost og opbevar dem frostfrit hele vinteren.
09 | Artikler om haven, Efterår, Træer
Hvordan skifter bladene farve?
MAGISK ÅRSTID
Efterårets foranderlige udtryk ses tydeligst på de løvtræer, der danner smukke høstfarver. Når vi i hverdagen færdes rundt og der pludselig lyser røde, orange eller gule farver op i forhaven til et hus, i et skovbryn, i parken eller det grønne anlæg, så vækkes sanserne på smukkeste vis.
Tiden er kommet hvor planterne siger tak for denne sæson, og nogle af vores planter sætter ekstra meget kulør på netop denne proces.
REN BIOKEMI
Grønkorn – eller klorofyl – er vigtige for plantens fotosyntese, der sørger for produktion af sukkerstoffer, som omdannes til energi, så træets livsfunktioner kan opretholdes. Mange løvfældende planter standser deres tilvækst når dagene bliver korte. Så trækker træet eller busken sine opsparede reserver tilbage fra bladene og lagrer dem i knopper, skud, stammer og rødder. Når træet ikke længere har brug for klorofyl, så nedbrydes det af solens stråler.
De fine høstfarver har faktisk været i planternes blade hele tiden – klorofylet har været det dominerende stof, men nu når planten ikke længere laver fotosyntese, så dukker de fineste farver frem.
NAVNE
De gule farver hedder xantofyller.
De orange farver hedder carotener.
De røde og lilla farver hedder anthocyaner.
De brune farver hedder tanniner.
IKKE ALLE ÅR ER ENS
Sådan er det jo – sidste års tørke påvirkede høstfarverne stærkt. Mange træer og buske nåede næsten ikke at få farver, for bladene kastedes til jorden.
Et efterår uden for meget vind og regn holder bladene på i ekstra lang tid, og så får bladene lov til at udvikle sig i fred og ro. Ekstra kølige nætter sætter også ekstra farve på. Det gælder især de røde høstfarver.
IKKE ALLE PLANTER ER ENS
Nogle af de bedste høstfarver finder vi i hele ahorn-slægten. Planter med slægtsnavnet Acer får næsten alle sammen flotte farver, men der er individuelt stor forskel på, hvordan magien viser sig.
Hjertetræet er også et godt eksempel på en plante, som kan noget med høstfarver. Faktisk hører hjertetræet til de træer, der hurtigst smider bladene, men inden det sker, så dannes de smukkeste farver i nærmest alle nuancer af gul, orange, rød og lilla.
Rønnetræer er generelt også gode til det med høstfarver, men igen er der stor forskel på, hvordan arter og sorter klarer opgaven.
SPØRG I DIT HAVECENTER
Har du brug for at vide mere om planter med flotte løvfarver i efteråret, så er det oplagt at gå en tur i planteskolen eller havecentret.
Du kan også læse denne artikel, som vi bragte i magasinet Haveglæders efterårsnummer i 2016
Imponerende bladeffekter
Du finder oversigten over havecentre og planteskoler her
09 | Artikler om haven, Efterår, Planter, Stauder
Dyresikre stauder

Solhat er på listen over stauder, som rådyr og harer ikke æder
LÆSER-ØNSKE!
Birgit fra Farum har store udfordringer med besøg af rådyr i sin have. Derfor har hun skrevet til os og bedt om en liste over stauder, som dyrene går udenom.
Når sådanne relevante og gode spørgsmål dukker op, så er det rart at have både Google som ven, men også gode fagbøger på hylden. Plantebuddene er ofte resultatet af egne erfaringer, og skal selvfølgelig tages med masser af forbehold. Hvis dyrene ikke har anden føde, så kan de nok finde på at gå på nogle af de nedenfor nævnte planter, men generelt bør valget af disse stauder, græsser, bregner og krydderurter ikke føre til noget tab.
Jane Schul giver i sin bog “Hvilken plante hvor” sit bud på NOGENLUNDE SIKRE PLANTER:
Listen er lang og indeholder bl.a.
- Stormhat, Aconitum
- Indianermynte, Agastache
- Akeleje, Aquilegia
- Hasselurt, Asarum
- Asters, Aster
- Blåpude, Aubrieta
- Kærmindesøster, Brunnera
- Bjergmynte, Calamintha
- Hønsetarm, Cerastium
- Duehoved, Chelone
- Liljekonval, Convallaria majalis
- Kransskønhedsøje, Coreopsis verticillata
- Ridderspore, Delphinium
- Løjtnantshjerte, Dicentra
- Fingerbøl, Digitalis
- Tidselkugle, Echinops
- Bispehue, Epimedium
- Mandstro, Eryngium
- Vortemælk, Euphorbia
- Juleroser, Helleborus
- Aftenstjerne, Hesperis
- Iris
- Raketblomst, Kniphofia
- Plettet tvetand, Lamium maculatum
- Lavendel, Lavandula angustifolia
- Havemargerit, Leucanthemum
- Pragtskær, Liatris
- Nøkketunge, Ligularia
- Lupin, Lupinus
- Hestemynte, Monarda
- Forglemmigej, Myosotis
- Katteurt, Nepeta
- Pæon, Paeonia
- Valmue, Papaver
- Perovskia
- Løvehale, Phlomis
- Fodblad, Podophyllum
- Potentil, Potentilla
- Lærkespore, Corydalis
- Lungeurt, Pulmonaria
- Bronzeblad, Rodghersia
- Solhat, Rudbeckia
- Salvie, Salvia
- Lammeøre, Stachys
- Kortlæbe, Teuchrium chamaedrys
- Frøstjerne, Thalichrum
- Singrøn, Vinca
Skulle du ligge inde med et spørgsmål, som du mener mange vil have glæde af at få svaret på, så må du gerne skrive til mig – du kan blot svare på mailen, som nyhedsbrevet sendes fra.
Du er selvfølgelig også mere en velkommen til en snak med din gartner i dit lokale havecenter