fbpx

PRØV NOGET NYT
Julestjerner uden jord og potte? Mon det er en god idé? Blomsterkunstneren Erik Buch viste en flok journalister og bloggere, hvordan han forsigtigt fjernede jorden og vaskede rødderne rene, hvorefter planten så blev til en buket med rødder. Det måtte naturligvis afprøves, så jeg hjembragte disse to smukke laksefarvede julestjerner. Forsigtigt løsnede jeg potten, pillede jorden forsigtigt fra de sprøde rødder og skyllede derefter rødderne rene. På hylden har jeg en hel del hyacintglas, så to af dem passer nu på de små stjerner, som skinner og passer sig selv helt uden vanding i de næste uger.

NEM AT PASSE
Om planterne med rødder i vand giver en lang holdbarhed, skal nu stå sin prøve. Selv synes jeg det er svært at følge med, når især de små minijulestjerner mangler vand. Metoden med at vaske rødder og sætte dem i vand gør pasningen minimal.


TJEK KVALITETEN
Julestjerner bliver oftest dyrket i de danske gartnerier, så transporttiden er ikke særlig lang og kvaliteten generelt høj. Hvis du vil sikre dig, at dine julestjerner kan holde længe og klæde julen på, så skal du tjekke friskheden af blomsterne. Det er jo let nok at se – synes man, men julestjernens blomster er de små knopper, som de farvede højblade omkranser. Det er altså disse, som du skal tjekke friskheden af for at få en rigtig flot julestjerne.

PS køb aldrig julestjerner på et forblæst gadehjørne. Julestjerner er subtropiske planter, der ikke tåler kolde vinde – omvendt kan julestjernerne godt stå i et køligt lokale og på den måde holde i endnu flere dage