fbpx
Beskær dine gamle frugtbuske

Beskær dine gamle frugtbuske

Sådan får du mere frugt

Ribs og solbær

Det er tid til at beskære havens frugtbuske

En af de mest aktuelle videoer på Haveglæders Youtube kanal er beskæring af frugtbuske. Beskæringen omfatter både ribs, solbær og stikkelsbær samt jostabær. Beskæringen er en foryngelsesbeskæring, hvor du kan fjerne 1/3 af de ældste og tykkeste grene i din busk. Når busken åbnes op og får mere lys og luft, så giver det grokraft til nye skud og større frugter. Der er ikke et videnskabeligt bevis for at der kommer flere kilogram frugt på din busk, men kvaliteten af frugten bliver bedre – ikke mindst bliver det noget lettere at høste frugten, når der er færre grene.

 

Hvor tit og hvornår?

Selvom der allerede nu er begyndende grønne blade på især ribs og jostabær, så kan du sagtens nå at beskære buskene. De er meget robuste og kan klare beskæring selvom de er i vækst. Omvendt er det bedst at hindre planten i at bruge for meget energi på vækst, som du alligevel fjerner, så vent ikke alt for længe med beskæringen.

Foryngelsesbeskæringen skal gøres når dine buske har vokset i din have i tre somre og er kommet i god vækst. Derefter er det en god idé at fjerne få grene (3 – 5) hvert år og dermed løbende forynge busken, så du kan få glæde af den i mange år.

På stregtegningen kan du fornemme, hvordan du kan tynde ud i de grene, som lægger sig langs jorden. Resten af “grenskelettet” viser en harmonisk busk med fin forgrening.

 

Se eller gense videoen, hvor jeg med ørnenæb fjerner grene i ribs og solbærbusken i min have

Klik på billedet, så går videoen i gang

Plantetid

Plantetid

Den perfekte plantetid

Blodblommer

De smukke blodblommer er ved at springe ud

Nye planter skal i jorden

Uanset om det gælder planter i krukker, altankassen, højbedet eller i havens bede, så er det tidlige forår en af de bedste årstider at plante nye planter på. Jorden er, takket være de sidste dages regnvejr, helt opvandet og klar til, at dine nye planter hurtigt får mulighed for at vokse videre og derved sikre en god etablering.

De stigende varmegrader er med til at gøre en stor forskel, når frugtbuskene, prydbuskene, det nye prydtræ eller stauderne skal vokse til hos dig. Det samme gælder for roserne og krydderurterne. Det kan sagtens betale sig at bruge lidt flere timer i haven her i det tidlige forår, for alt, hvad du når at plante, får du allerede glæde af i år. Selv nye æbletræer når at danne nye frugter. Jordbærplanterne giver de første bær allerede i slutningen af juni, og blomsterne fra stauder og roser kan du allerede i år binde til flotte buketter.

Har du brug for at få skiftet en gammel hæk – eller har du slet ingen hæk og gerne vil ramme haven ind, så er plantning af barrodede hækplanter muligt helt frem til slutningen af maj måned. Jo tidligere du planter din hæk, des nemmere er det at få den godt på vej, for den skal vandes godt til indtil den selv danner rødder nok til at finde vand i jorden.

 

Hjælp dig selv med mindre havearbejde

Hvis du “lider af ukrudt” i din have, så er det en kæmpe hjælp at plante de arealer til, som du altid skal ud og hakke og luge. Det kan være under nogle buske, mellem roserne eller under træerne. Vil du gerne slippe for at holde jorden fri for ukrudt, så tag en snak med din gartner – hun/han har sikkert flere gode forslag til, hvilke planter der vokser lige der i haven, hvor du har brug for mindre havearbejde.

 

Gode råd, når du skal plante nyt

  • rengør jorden, som du skal plante til for ukrudt og store sten
  • især rodukrudt som kvikgræs, skvalderkål, tidsler og brændenælder er gode at få ud af jorden
  • vand dine nye planter godt op inden du planter. Stil dem evt. i en balje med vand i ca. 30 min. inden du tager potten af
  • bryd rodkagen i bunden af potteklumpen, så spreder de nye rødder sig bedst
  • grav et hul, der er 1½ gang større end potteklumpen
  • placér planten, så overkanten er max. 5 cm under jorden (gælder ikke for roser, hvor podestedet skal 10 – 15 cm under jorden)
  • pres jorden godt til, så der er god kontakt mellem rødder og jord
  • vand til med min. 20 l vand pr. kvadratmeter eller pr. træ

 

Vejledende video – sådan plantes et blodblommetræ

Spiselige violer

Spiselige violer

Vidste du det om martsviol?

Martsviol

Lille, men med stor betydning

Det er ikke tilfældigt, at denne fine viol har fået sit navn martsviol. Trods sne og kulde står den med mørkegrønne blade og smukke lilla små blomster her i marts. Faktisk har den været fremme med blomster allerede i februar, men der er flere blomster i den lille lave plante, som minder os om, at foråret er kommet.
Fakta om martsviolen

  • Det latinske navn er Viola odorata og den er nært beslægtede med andre violer (hornvioler, stedmoderblomster).
  • Den har sit hjemsted omkring Middelhavet, men er blevet ført via Kaukasus over Iran til hele Europa og til dele af Nordamerika.
  • Den er fuldt hårdfør.
  • Planten vokser med krybende rodstængler og bliver, afhængigt af stedet, 5 – 15 cm høj.
  • Blomsterne kan spejlvendes og har fem kronblade og en lige spore.

Tissemyre

Myrerne hjælper til

På martsviolens frø sidder et vedhæng, som er rigt på fedt og protein – et såkaldt elaiosom. Det tiltrækker myrer (kaldes også for et myrelegeme), som bringer frøene til myretuen, hvor de spiser vedhænget og derefter skubber frøet ud af tuen, hvor der er gode vækstvilkår og dermed spredning af planterne.

Violsukker

Duft bliver til smag Duften af martsvioler er skøn, og da planten er spiselig, kan du forvandle duften til en dejlig smag. Du kan kandisere blomsterne, tørre dem til te, lave sukker eller give massagemandelolien en dejlig duft.
Martsviol sukker 1 dl friskplukkede martsvioler (undlad at skylle dem) 1 dl sukker (gerne rørsukker)1 knivspids salt
Alle dele blendes til en ensartet masse og fyldes på en lukket beholder.

Ønsker du at plante martsvioler i din have, så er foråret et godt tidspunkt at plante dem i.

Tidlig kartoffelhøst

Tidlig kartoffelhøst

Tid til at forspire kartofler

 

Kartoffelknold med spirer

Tyvstart kartoffelhøsten

Det tager ca. 3 uger at forspire kartoflerne, og netop forspiringen gør, at du kan høste dine egne kartofler meget tidligere.

Spirerne bryder frem fra små biøjne på kartoffelknoldene – noget du helt sikkert har bemærket, når gemte kartofler ligger lidt for længe under køkkenvasken. Spirerne er kartoflens helt naturlige måde at starte et nyt liv på. Knolden indeholder nok næring til, at starte væksten på en ny plante – kartoffelplanten. Når først kartoffelknolden får de rigtige vækstbetingelser, så vil den grønne top sørge for, at der dannes nye rodstængler, der hver især giver næring til nye knolde – dem, som vi fra juni måned kan nyde som kold kartoffelsalat, i skiver på en skive rugbrød eller som tilbehør til diverse varme retter.

Det er let at forspire kartoflerne

En god spire på kartoflen, der lægges i jorden fra starten af april måned, er hurtigt oppe med grøn top. Læg kartoflerne i eks. en æggebakke og stil dem lyst ved temperatur mellem 10 – 15 grader C. Efter ca. 3 uger er spirerne korte og klar til at komme i jorden.

I modsætning til de lange lyse spirer, som kartoflerne får, når vi glemmer dem under køkkenvasken, er spirerne på læggekartofler korte og faste. Netop det gør, at de kan håndteres, når du skal i gang med at lægge dem – de brækker ikke af.

HUSK at købe certificerede læggekartofler. De er dyrket med fokus på sundhed, så du ikke får sygdomme i din jord – netop derfor er de godkendte som læggekartofler, 

Speed processen op

Hvis du kunne tænke dig at fremme kartoflen yderligere, så kan du med fordel dække det stykke jord i din køkkenhave eller i dit højbed, hvor kartoflerne skal gro med plastik. Plastikken skal være klar, så solens stråler kan varme jorden op.

Når du har lagt kartoflerne ned i jorden, så dæk igen med plastikken. Hold øje med, når de første grønne skud dukker op – nu skal du tage plasten af. Hold plastikstykket klar, hvis eller når nattefrosten melder sig igen. Den kan hurtigt dækkes henover de nye spæde spirer, så de ikke ødelægges af kulden.

 

Kartoffelplante

 

Sådan lægger du kartofler i jorden

Læg hver knold 10 cm ned i jorden med en afstand på ca. 30 mellem hver. Læg næste række med en afstand på 40 – 50 cm. Du behøver ikke give kartoflerne gødning, men har du mulighed for at tilføre lidt kompost til din jord, inden du lægger knoldene ned i jorden, så vokser planterne godt til. 

Kartoffeldyrkning i potter

 

Sådan lægger du kartofler i spande eller poser

Det er sjovt at dyrke kartofler i spande, og det er oplagt at få børn eller børnebørn med i arbejdet. Metoden er god, hvis du ikke har en køkkenhave eller højbede.
Har du tilmed et drivhus, så er der stor fornøjelse i at se, hvordan de forspirede kartoffelknolde hurtigt får dannet en grøn top, når spandene står inde i det solopvarmede glashus. Du kan også lægge kartoflerne direkte ned i en kartoffelsæk eller -pose. Husk blot at prikke hul i bunden, så vandet kan løbe ud, når du kommer til at vande dem for meget. 

TIPS
Når kartoffelplanterne er vokset godt til, så er det en fordel at rykke spandene eller poserne ud under åben himmel. Det giver en mere kompakt kartoffeltop og nedsætter væksten, så planten kan bruge kræfter på at danne knolde og knapt så meget grøn top.

Citrusplanter i marts – hvorfor taber oliventræet bladene?

Citrusplanter i marts – hvorfor taber oliventræet bladene?

Gode råd om citrusfrugter og oliventræer

 

citrontræ

Mens vi venter på foråret

Den næste uge minder vejret langt fra om forår. Kulde, sne og nattefrost får nok ikke mange ud i haven for at gøre forårsklar, men så kan du i stedet for kræse om dine citrusfrugter og oliventræer. De er nemlig også i forårshumør under mere beskyttede forhold, og det er lige nu, de har godt af at få lidt mere opmærksomhed.

PS har du andre “solide” eksotiske planter (eks. Clivia, Nerie og palmer kan du anvende de samme gode råd her)

Vand og gødning

Citrusplanter omfatter alle planter, der tilhører citrusfamilien. Udover citroner omfatter familien stueappelsin, appelsin og kumquat samt alle andre typer citrus. I takt med at dagene bliver længere og sollyset stærkere, vækkes planterne af deres dvale. Rødderne begynder at blive aktive og skal have vand og gødning. Her i marts er planterne stadig i deres spæde start, så vand moderat og kom en smule citrusgødning i vandkanden. 

Du kan læse mere om jordtype, krukkevalg, overvintring, akklimatisering, beskæring m.v. i dette blogindlæg som ligger på Haveglæders hjemmeside.

Oliventræ

Hjælp mit oliventræ taber bladene!

Jeg er den glade ejer af dette dejlige oliventræ, som har stået i en uopvarmet glasgang siden november, da kong vinter meldte sin ankomst. Som du måske kan se på billedet, så er planten blevet noget “tynd i toppen”, og jeg har samlet rigtig mange blade sammen under planten. En gang hver uge har jeg mærket efter, om jorden var helt udtørret, men den har faktisk været forholdsvis fugtig, så jeg har kun vandet min plante 3 – 4 gange siden november. I de sidste uger er planten så begyndt at danne nye skud og nye blade er på vej.

Katastrofen er endelig aflyst – planten har det godt igen.

Jeg har dog ikke været alvorlig nervøs, for det er ikke første år, jeg har overvintret oliven. Planten har det svært med vinteren på vores breddegrader, og den reagerer med at smide nogle af de ældste blade. Den gør det ikke lige med det samme – der går som regel en måned eller to inden bladene falder ned, og så gælder det om at have is i maven og ikke overreagere ved at fylde vand og gødning samt skrue op for varmen. Planten skal nok komme til hægterne igen. 

Hvorfor ikke overvintre ved stuetemperatur?

Man kan godt undre sig over, hvorfor planten ikke bare kan trives i en varm stue vinteren over. Tro mig – jeg har forsøgt, men med meget dårligt resultat!

Årsagen til det skyldes, at oliven er en træagtig plante, som normalt står ude hele året. I vinterhalvåret holder den pause – også når den vokser i Middelhavsområdet. Hvis vi derfor prøver at forlænge plantens vækstsæson ved at stille den ved 22 grader, så bruger den alle de oplagrede ressourcer på at gro, hvor der hverken er lys eller dagslængde nok.

Tilretning eller beskæring?

Når min lidt tjavsede version af oliven nu er gået i gang med at vokse igen, så er det oplagt at finde beskæresaksen frem og studse planten. Den øvelse agter jeg at gøre, men jeg venter faktisk lidt endnu. Jeg vil gerne kunne fornemme, at planten er ved at være stærk nok. At den kan komme sig, når jeg klipper de længste tynde grene tilbage, så den igen bliver kugleformet. Om ca. 14 dage, når nattefrosten er ved at være væk, så vil jeg beskære og flytte planten ud i mit uopvarmede drivhus. Her kan den få lov til at bryde fra biknopperne og danne nye skud. Skud, som ikke bliver tynde, lange og ranglede, for ude er lyset meget mere effektivt, end det er i min glasgang – og det giver mere kompakt vækst og en meget pænere plante:-)

Forårsnedklipning

Forårsnedklipning

Der klippes og gøres klar

 Vinteraks elefantgræs

… men prydgræsserne får lov at stå lidt endnu

 

“Otto” stormens rasen

I mange haver ligger efterårets blade stadig i bedene, hvilket er helt fint. Måske havde du fjernet dem og gjort forårsklar, men så kom stormen Otto forbi og ruskede lidt op i det hele. I vores have løsnede mange af de vinterbrune blade fra bøgehækken, så nu ligger de lidt hist og her – sammen med små og mellemstore grene fra træerne. Især fra ældre træer vil der være svage grene, som med tiden bliver mindre vitale og derfor brækker af. Dem har vi en del liggende af, for der er mange store gamle træer i vores have. 

Både blade og de halvmøre grene kommer i bunden af et tomt rum i komposten. Det er altid godt med lidt grovere organisk materiale i bunden af komposten – senere kan græsafklip og lignende sætte gang i den magiske nedbrydning og give lækker muld.

 

Tilbageklipning af stauder og prydgræsser


Når marts måned melder sin ankomst, så begynder jeg at klippe stauder og prydgræsser ned. Det tager nemlig lidt tid. Prydgræsserne er de sidste, jeg klipper, for de er så smukke med deres vinteraks. De fleste staudetoppe sidder meget løst og kan nemt fjernes med en løvrive. Vær forsigtig og kig efter i bunden, for nogle af de tidlige stauder er allerede fremme med små sarte spirer. Der er dog nogle stauder, som ikke så nemt slipper. Santkhansurt er en af dem, og purpursolhat er også lidt sart. 

 

Disse venter jeg med

Udover prydgræsserne, så venter jeg også med at klippe lavendelbusken ned. Faktisk venter jeg helt til midt i marts. Så kan man nemmere vurdere, hvor langt ned i busken man kan klippe, for i april begynder de første nye skud at springe ud. 

Sommerfuglebusken er allerede godt på vej med nye blade. Saftstigningen er allerede høj i busken, men alligevel venter jeg med at klippe den tilbage til midt i april – også selvom det betyder, at de nye skud kasseres. Når jeg udsætter beskæringen til april, undgår jeg at en periode med sen frost skader planterne. 

Det samme gælder for havens roser. De har allerede nu store knopper og bladene er ved at folde sig ud. Alligevel venter jeg med at beskære til midt i april. Igen er det den sene forårsfrost, som kan være meget hård vil roserne.