fbpx

Frøposer
Sidste og forrige års frøposer er fundet frem

 

Når det kribler ekstra meget

Sidste års, og måske forrige års rester af frø er lagt frem. Nogle af poserne har jeg slet ikke fået åbnet, for så skete et eller andet efter begejstringen i købet. Jeg nåede det ikke.

På bagsiden af frøposerne står en udløbsdato. Den er vejledende og derfor kan det sagtens være, at frøene er spiredygtige. Det kan du finde ud af ved at lave spiretest.

Spiretest frø
Forskellige frø lagt på fugtig bund. Den røde pil viser den lille hvide rodspids, der er spiret frem


Sådan laver du spiretest

Jeg har lagt frø på vatrondeller, men du kan også bruge alm. vat eller andet, som kan suge vand og holde frøet i kontakt med vandmættet materiale (eks. køkkenrulle).

Notér hvilke frø du tester og hold så øje med om de spirer. Jeg tester 3 – 5 frø pr. pose. Hvis kun et enkelt frø spirer, så sår jeg bare ekstra mange frø i hver celle, når jeg vil forspire planterne. Kommer de alle, så er det nok at så et enkelt frø.

Spiretesten skal blot stå lunt – frøene har ikke brug for lys for at vise, at de er spiredygtige.

Vent med at forspire

Med mindre du har mulighed for at give dine forspirede frø plantelys, så vent med at så dem lidt endnu. Vil du dyrke chili, så kan du så småt begynde at overveje sortiment og finde spirekasse, jord og andet sågrej frem. Chilifrø er nemlig lang tid om at spire og kræver en del varme. De vokser langsomt til og skal nå at blive store før de sætter frugter.

Ærteblomster er ligeledes nogle af de lidt langsomme startere, men får du sået dem for tidligt, så bliver planterne for lange og ranglede. Vent et par uger inden de skal i jorden.

 

Jeg har lavet denne video om såning af ærteblomster – se og hør om de tips der er gode at benytte sig af, så du lykkes