fbpx
Efterår

Efterår

Hvordan skifter bladene farve?

 

MAGISK ÅRSTID
Efterårets foranderlige udtryk ses tydeligst på de løvtræer, der danner smukke høstfarver. Når vi i hverdagen færdes rundt og der pludselig lyser røde, orange eller gule farver op i forhaven til et hus, i et skovbryn, i parken eller det grønne anlæg, så vækkes sanserne på smukkeste vis.

Tiden er kommet hvor planterne siger tak for denne sæson, og nogle af vores planter sætter ekstra meget kulør på netop denne proces.

REN BIOKEMI
Grønkorn – eller klorofyl – er vigtige for plantens fotosyntese, der sørger for produktion af sukkerstoffer, som omdannes til energi, så træets livsfunktioner kan opretholdes. Mange løvfældende planter standser deres tilvækst når dagene bliver korte. Så trækker træet eller busken sine opsparede reserver tilbage fra bladene og lagrer dem i knopper, skud, stammer og rødder. Når træet ikke længere har brug for klorofyl, så nedbrydes det af solens stråler. 

De fine høstfarver har faktisk været i planternes blade hele tiden – klorofylet har været det dominerende stof, men nu når planten ikke længere laver fotosyntese, så dukker de fineste farver frem.

NAVNE
De gule farver hedder xantofyller.
De orange farver hedder carotener.
De røde og lilla farver hedder anthocyaner.
De brune farver hedder tanniner.

IKKE ALLE ÅR ER ENS
Sådan er det jo – sidste års tørke påvirkede høstfarverne stærkt. Mange træer og buske nåede næsten ikke at få farver, for bladene kastedes til jorden.
Et efterår uden for meget vind og regn holder bladene på i ekstra lang tid, og så får bladene lov til at udvikle sig i fred og ro. Ekstra kølige nætter sætter også ekstra farve på. Det gælder især de røde høstfarver.

IKKE ALLE PLANTER ER ENS
Nogle af de bedste høstfarver finder vi i hele ahorn-slægten. Planter med slægtsnavnet Acer får næsten alle sammen flotte farver, men der er individuelt stor forskel på, hvordan magien viser sig. 
Hjertetræet er også et godt eksempel på en plante, som kan noget med høstfarver. Faktisk hører hjertetræet til de træer, der hurtigst smider bladene, men inden det sker, så dannes de smukkeste farver i nærmest alle nuancer af gul, orange, rød og lilla.
Rønnetræer er generelt også gode til det med høstfarver, men igen er der stor forskel på, hvordan arter og sorter klarer opgaven.

SPØRG I DIT HAVECENTER
Har du brug for at vide mere om planter med flotte løvfarver i efteråret, så er det oplagt at gå en tur i planteskolen eller havecentret.

Du kan også læse denne artikel, som vi bragte i magasinet Haveglæders efterårsnummer i 2016 
Imponerende bladeffekter

Du finder oversigten over havecentre og planteskoler her

Månedens plante november

Månedens plante november

Lille træ med stor effekt

Perlerøn 595x595

Man kan altid finde plads til perlerøn med det dekorative løv og hvide bær – bliver kun 2 m høj

Rønnetræer viser deres pragt flere gange om året. Når vinterens bare grene med hårde knopper om foråret forvandles til en frodig trækrone dækket med smukke blade, så er det blot optakten til en smuk blomstring i maj – juni måned.

De relativt store blomsterstande omdannes til særdeles dekorative bær, der frem mod vinteren er til stor fornøjelse for både fugle og haveejeren. Nogle arter af røn når at kaste deres høstfarvede løvdragt, så bærrene sidder tilbage som perleplader i stærke farver.

Vidste du at…

Rønnebær er godt nok sure, men det skyldes det høje indhold af C-vitamin? De kan da også anvendes til at lave gelé eller marmelade. En blanding med æble kan anbefales.

Røn er forskelligartede. Japansk røn bliver kun omkring 5 – 7 m høj, mens bredbladet røn nemt når 10 m. De mange forskellige arter af røn gør det muligt at opfylde mange havedrømme, og har du ikke mod på et ”rigtigt” rønnebærtræ, så kan du plante den søjleformede røn, den langsomtvoksende røn eller perlerøn, som mere er en busk og kun bliver 2 m høj. Perlerøn får dekorative hvide bær.

Rønnetræernes flotte høstfarver er et udmærket argument for at invitere planten ind i haven. Især de japanske røn får ualmindeligt flotte høstfarver, og de stærkt fligede blade er store og giver træet et helt specielt udseende.

Blomsterstandene har en helt speciel duft, som lokker mange fluer til. De flittige fluer mæsker sig i nektar og sørger for en god bestøvning.

Sådan gør du

Plantning i almindelig havejord – røn er ikke et krævende træ. Plant i samme dybde, som træet leveres i fra havecentret. Bind træet til en støttepæl. Du kan plante røn hele året, når blot jorden ikke er frossen.

Vanding i forbindelse med plantningen er nødvendig. Brug 10 l vand pr. plante umiddelbart efter, du har plantet. Opfølgende vanding er vigtig den første sæson i tørre perioder.

Pasning med gødskning hvert forår. Røn kan sagtens beskæres, så skab selv den størrelse, som passer ind i din have.