fbpx

Hvordan skifter bladene farve?

 

MAGISK ÅRSTID
Efterårets foranderlige udtryk ses tydeligst på de løvtræer, der danner smukke høstfarver. Når vi i hverdagen færdes rundt og der pludselig lyser røde, orange eller gule farver op i forhaven til et hus, i et skovbryn, i parken eller det grønne anlæg, så vækkes sanserne på smukkeste vis.

Tiden er kommet hvor planterne siger tak for denne sæson, og nogle af vores planter sætter ekstra meget kulør på netop denne proces.

REN BIOKEMI
Grønkorn – eller klorofyl – er vigtige for plantens fotosyntese, der sørger for produktion af sukkerstoffer, som omdannes til energi, så træets livsfunktioner kan opretholdes. Mange løvfældende planter standser deres tilvækst når dagene bliver korte. Så trækker træet eller busken sine opsparede reserver tilbage fra bladene og lagrer dem i knopper, skud, stammer og rødder. Når træet ikke længere har brug for klorofyl, så nedbrydes det af solens stråler. 

De fine høstfarver har faktisk været i planternes blade hele tiden – klorofylet har været det dominerende stof, men nu når planten ikke længere laver fotosyntese, så dukker de fineste farver frem.

NAVNE
De gule farver hedder xantofyller.
De orange farver hedder carotener.
De røde og lilla farver hedder anthocyaner.
De brune farver hedder tanniner.

IKKE ALLE ÅR ER ENS
Sådan er det jo – sidste års tørke påvirkede høstfarverne stærkt. Mange træer og buske nåede næsten ikke at få farver, for bladene kastedes til jorden.
Et efterår uden for meget vind og regn holder bladene på i ekstra lang tid, og så får bladene lov til at udvikle sig i fred og ro. Ekstra kølige nætter sætter også ekstra farve på. Det gælder især de røde høstfarver.

IKKE ALLE PLANTER ER ENS
Nogle af de bedste høstfarver finder vi i hele ahorn-slægten. Planter med slægtsnavnet Acer får næsten alle sammen flotte farver, men der er individuelt stor forskel på, hvordan magien viser sig. 
Hjertetræet er også et godt eksempel på en plante, som kan noget med høstfarver. Faktisk hører hjertetræet til de træer, der hurtigst smider bladene, men inden det sker, så dannes de smukkeste farver i nærmest alle nuancer af gul, orange, rød og lilla.
Rønnetræer er generelt også gode til det med høstfarver, men igen er der stor forskel på, hvordan arter og sorter klarer opgaven.

SPØRG I DIT HAVECENTER
Har du brug for at vide mere om planter med flotte løvfarver i efteråret, så er det oplagt at gå en tur i planteskolen eller havecentret.

Du kan også læse denne artikel, som vi bragte i magasinet Haveglæders efterårsnummer i 2016 
Imponerende bladeffekter

Du finder oversigten over havecentre og planteskoler her