fbpx

sneskimmel

Sund græsplæne

Efterlader man sin plæne i god stand, er sandsynligheden for, at den dukker op i god stand selvsagt større, end hvis den om efteråret er lang, udhungret og fyldt med mos.

Sørg for at klippehøjden for sidste slåning hverken er for kort eller for lang. For lange græsstrå øger risikoen for at få skader, hvor sneskimlen angriber græsset – for korte græsstrå nedsætter mængden af reservenæring, som græsset også har brug for, for at kunne overvintre.

Sne

Sneen er med til at isolere og beskytte plænen mod udtørrende frost. Det er mest optimalt, hvis jorden er frosset til, inden sneen falder. Er jorden “for varm” vil den tø undersiden af sneen og her vil svampene få frit spil. Et tykt lag sne, som indimellem tør, bliver meget tungt og får en lidt for lang græsplæne til at rådne.

De plamager, der rammes bliver bare og skal gensås, når foråret nærmer sig. Riv først de gamle, døde græsrester væk og krads godt op i jordbunden. Fyld noget friskt jord i hullet – bare 1-2 cm – og genså med græsfrø. Klap jorden til, så græsfrøene får god kontakt til jorden. Vand evt. efter, hvis jorden er meget tør.

Nedfaldne blade og græsaffald

Der går rigtig mange dage fra efterårets slutning og helt hen til april måned, hvor græsset bare vegeterer. Det vokser ikke, men skal bare holde sig standby indtil forårets komme. Ikke alle græsplæner klarer dette. Nedfaldne blade indgår i naturens gang og bliver nedbrudt af naturens egne svampe og dyr. På græsset skal de fjernes. De hindrer nemlig græsset i at ånde.

Et godt lag blade på græsset får fugten til at blive i græsplænen og straks får mange nedbrydningssvampe gode vilkår. De angriber ikke kun de nedfaldne blade, men også græsset. Afklippet græs, der ligger som et tæppe nede i græsset er heller ikke godt.

Sørg derfor for, at der er luft i bunden af din græsplæne – så klarer det sig meget bedre. Det ser meget voldsomt ud og man kan have den fornemmelse af, at man ødelægger mere, end man gavner. Det er ikke tilfældet, men er du i tvivl, så afprøv metoden på et mindre stykke og se, om det virker.

Dårligt rodsystem

Når græsset ikke gror, er det ofte fordi rodsystemet er for dårligt. Egentlig er græs en meget robust og vedholdende plante. Når vi anvender græs i græsplæner står det meget tæt og mangler luft. Sørg derfor for at kradse godt op i din græsplæne flere gange om året. Få fjernet konkurrerende ukrudt som mælkebøtter og tidsler. Undgå at der kommer mos i plænen, og husk så at gøde dit græs.

Mange slår græs med maskiner, der samler afklippet op. Det ser pænere ud og vi slipper for at rive det sammen bagefter. Vi fjerner derved alt det, som de enkelte græsplanter lige har produceret. Vi udsulter græsplanterne, og det er derfor vigtigt at gøde græsset, for at kunne opretholde både rod og top.

Græsset mister også deres rodsystem, hvis det gennemlever en lang periode med tørke. Står plænen under vand, skal der drænes. Er jorden sur, skal der kalkes. Har du vedvarende problemer med at holde din græsplæne, så søg bistand i dit havecenter, hvor dygtige medarbejdere kan rådgive dig.

Af Marianne Bachmann Andersen