fbpx

 

Drivhuset er fyldt med krukker af årstidens blomster, som ikke har så godt af at stå ude i frostvejr. Nu kan de komme retur foran husets indgang, hvor vi ser dem hver dag

I den grønne branche er vi altid spændte på, hvordan vejret og især vinteren arter sig. Mange af planterne vokser til i potter, som vi skal passe på hele vinteren. Derfor er det ikke uden betydning hvordan den udarter sig. Meteorologerne havde ellers lagt landet i den store kummefryser med isdøgn og masser af vintervejr, men nu har de trukket deres forudsigelser tilbage.

Jeg havde en samtale med en gartner den anden dag, og han mente, at de der meteorologer lige så godt kunne vænne sig til at tale om vejret, der har været i stedet for at gisne om, hvordan det bliver.

Hvordan de næste måneder går må tiden vise, men så længe jorden er tøet, fuglene synger og der er blomster i bunden af havens bede og på kejserbusken, vinterjasminen, troldhaslen og snart kirsebærkornellen, så må de kære meteorologer lave nok så mange forudsigelser – bare jeg kan komme i haven og få lys og frisk luft.

Ud over at nyde haven, så rydder jeg op, får plantet de to frugttræer, som ikke nåede i jorden i efteråret, beskærer frugtbuske, styner de høje lindetræer osv.

Vinterferien står for døren, så i den kommende uge er der endnu mere tid til at komme i havecentret for at finde frøposer, plante et par krukker til med årstidens løgblomster og gå en tur i skoven eller langs vandet. 

Rigtig god ferie!