Jeg så, at en af haveejerne i mit nærområde i sidste weekend var i gang med at forberede jorden i køkkenhaven ved at dække den med plastik. Han ”varmer” jorden op, så kartoflerne snart kan komme i jorden. Jeg ved godt, at han sælger nogle af de tidligste kartofler i vejboden, og så gælder det jo om at være først for at få den bedste pris.
Læggekartofler
Det mindede mig om, at jeg skal i havecentret for at se efter spændende sorter af kartofler til lægning. Det er sjovt at eksperimentere med blå kartofler, rosafarvede kartofler og hvad jeg ellers kan være heldig at få. En enkelt pose læggekartofler giver mange måltider med faste velsmagende hjemmedyrkede kartofler. Her i huset dyrker vi kun dem, vi selv kan spise – og det gør vi med største velbehag.
Vi forbereder læggekartoflerne ved at forspire dem. Det kan du læse mere om i Haveglæders blogindlæg om emnet. Klik på dette link
Andre forårssysler
Ramsløg er klar til salaten, men tilvæksten er stadig lille, så den store høst til pesto og kryddersalt må vente lidt endnu.
Forspiring begynder først i marts hos os. Vi kan ikke nå at få passet de små bakker godt nok, hvis de spirer for tidligt. Marts måned er også fin til forspiring af de fleste grøntsager og blomster.
Vinterens beskæring af for store træer og buske har været gøremål, som nu må afsluttes, så der kan blive tid til at klippe stauder, græsser og bregner ned.
Drivhuset er ryddet, men det mangler stadig at blive rengjort. Ikke just en fornøjelse i processen, men bestemt en fornøjelse bagefter.
Havemøblerne skal snart ud, så måske skal de kigges efter for manglende vedligeholdelse med maling eller olie.
Meget af ukrudtet er frosset væk, men der vil helt sikkert dukke tuer af græs og andet godt frem, når stauderne er klippet ned.
Ønsket om en kanelbusk, en papirbarkløn, den gule magnolie eller det opstammede japanske kirsebærtræ kan du også nå at få opfyldt inden havetravlheden for alvor tager fart. Marts måned er en god måned til plantning i haven.
Jeg venter med
At beskære roser
At beskære lavendler
At beskære sommerfuglebusken
Lad dig inspirere af beskæring
Vinterbeskæring af prydbuske kan med fordel udføres som en foryngelsesbeskæring. Derved opretholder man buskens naturlige vækstform og samtidig sikrer man sig, at busken hele tiden producerer nye grene med masser af blomster. Vinter er en god tid at lave denne beskæring, da det er meget nemmere at se, hvilke grene, der skal fjernes.
Kalenderen viser forår 1. marts og inden vi ser os om, så er det ikke kun de tidlige forårsbebudere som vintergæk, erantis og påskeliljer, som pynter i haven.
Det betyder også, at vi kan begynde at plante blomster i krukker. Her er det godt at kende planternes robusthed. Hvilke planter kan tåle kolde nætter?
Stedmoder og hornvioler
Hornvioler er flerårige planter, der er særdeles hårdføre.
Mange stedmoderblomster tåler også enkelte nætter med frost, men er mindre robuste overfor længere perioder med frost.
Primula
I haven har staudeprimula længe været fremme med blade og lidt blomster. De smukke Primula, som du kan købe i havecentret er fra gartnerier og ikke med sikkerhed sorter, som er helt hårdføre. Dæk Primula i krukker, hvis vejrudsigten melder frost. (eller tag krukken ind i frostfrit rum)
Vibeæg
Vibeæg er fuldt hårdfør. De drevne løg i potter skal dog beskyttes, hvis vinteren banker på.
Påskeklokker
Påskeklokker og juleroser ”falder om”, når de får frost. De rejser sig dog, når det bliver tøvejr. Planterne har så at sige frostvæske i cellerne.
Perlehyacinter og Scilla
Oftest meget robuste overfor både vind og kulde. Beskyt dog potter med drevne løg.
Påskeliljer
Fuldt hårdføre og ikke særlig følsomme overfor koldt vejr.
Forårslyng
Igen er der tale om en plante, som er fuldt hårdfør. Forårslyng i potter er overvintret hos gartneren, og er ikke drevet i blomst – de springer ud helt naturligt.
Vejret kan drille
Vi ved alle, at vejret godt kan slå om. Fra tocifrede varmegrader til minusgrader i flere døgn. Krukker med de skønne forårsblomster kan faktisk klare temmelig koldt vejr, men vedvarende frost i flere døgn er hård kost – især fordi planterne er blevet drevet frem i gartnerens beskyttede glashuse.
Dæk krukkerne med beskyttende klæde eller ryk potterne ind i et drivhus, orangeri eller bryggerset til faren for længerevarende frostvejr er ovre.
Vi har taget hul på den sidste officielle vintermåned og om kun 22 dage er vinteren ovre. Gårsdagens temperaturer nåede 8 – 9 grader, og meteorologerne melder om temperaturer over gennemsnittet de næste mange uger.
Jeg besøgte en staudegartner i går. Han havde sandsække og vinterdække klar, for når vi rammer slutningen af februar og starten af marts, så var han sikker på, at vinteren kommer forbi med frost døgnet rundt. En sådan periode er udfordrende for staudegartneren, som har potterne stående oven på jorden. Derfor er han klar til at dække planterne til.
Men kunne han ikke bare dække dem til nu?
Stauder er urteagtige planter, som ikke bryder sig om at være pakket ind i fiberdug og plastik. De vil ofte få svamp og rådne. Planterne har meget bedre af at stå under åben himmel, hvor luftskiftet er højt og svampene ikke generer de smæde nye blade, som helt uundgåeligt dukker op, når vinteren er så mild, som den (også) er i år.
Skal roserne og stauderne allerede klippes ned i februar i år?
Da haveeksperten Louise Møller fra Haveselskabet var på landsdækkende TV den anden aften under vejrudsigten, sagde hun, at beskæringstidspunktet faktisk er flyttet. Vi har i mange år haft reglen om, at roser først skal klippes ned, når Dronning Margrethe fylder år, hvilket er d. 16. april. Den dato mente Louise Møller godt kunne rykke en måned. Fint for mig, for her i huset fylder yngste manden år d. 16. marts, så det er let at huske.
Da jeg så stødte ind i min gode rosenekspert Ole Hviid i sidste uge, så var han noget forbavset over, at flere og flere allerede havde klippet roserne ned i januar! I snakken kom vi ind på, at roser jo ikke blot er roser. Der er de kraftige historiske store rosenbuske, slyngroser, dem med buket- og storblomstrede hoveder og så er der de bunddækkende samt dem i krukker. Ole Hviid havde den holdning, at jo kraftigere roserne er, des tidligere kan de klippes tilbage. Til gengæld mener han stadig, at det er for tidligt at klippe buket- og storblomstrede roser ned i januar og februar.
Jeg vil heller ikke klippe hverken lavendler eller sommerfuglebuske ned før midt marts – hvis altså vinteren stadig holder sig væk.
Når det kribler for at komme ud og gøre haven fin
Jeg kan godt leve med, at haven ser lidt upoleret ud her i vinteren/tidlige forår. Dog har jeg saksen med og klipper eks. sankthansurt ned, for de nye grønne skud er allerede fremme. Til gengæld lader jeg de visne toppe på elefantgræs stå, for det varer rigtig længe inde de får nye grønne skud. I bede med forårsblomster som vintergækker og erantis, fjerner jeg nedfaldne blade, hvis jeg synes de tynger de spæde planter. Jeg er også i gang med at fjerne de bregner, som visner ned og hvor toppen dækker jorden omkring dem.
De ekstra to timer, som dagens længde er øget med, kan bruges til:
Frugtbuskene danner bær, jordbærplanterne blomstrer, vindrueklaser i drivhuset melder også om en lovende høst, og de første skoleagurker er der sikkert flere, som har smagt. I havecentrene og planteskolerne har de travlt med at vejlede og rådgive kunderne om nyttige planter til haven, altanen, fritidsgrunden, krukkerne og drivhuset. Mulighederne er mange, så det kan være svært at træffe det rigtige valg – og så er det jo godt, at man kan tale med en fagkyndig.
Et eksempel
Den unge familie, der havde store ambitioner om at dyrke køkkenhaven har fortrudt og nu skal jordstykket plantes til med ”noget nemt” og pænt. Gerne en blå hortensia.
kan man plante en krukkehortensia?
hvordan skal den passes?
hvor længe blomstrer den?
hvordan skal den beskæres?
Der findes RIGTIG mange forskellige hortensia, Hydrangea. Store flotte blomstrende krukkehortensia, som lover blomster i 150 dage. Et oplagt valg, men sandsynligheden for, at den igen til næste forår danner lige så mange blomster i 150 dage er ikke så stor.
Så er der de Seks Søstre. Hortensia, der er udvalgt blandt danskernes egne hortensia og navngivet for mere end 20 år siden. De er forholdsvis sikre og robuste med ny blomstring år efter år.
Endless Summer® er blandt de lidt nyere forædlinger, hvor hortensiabusken er i stand til at danne nye blomster på indeværende års skud (de øvrige hortensiaer af arten macrophylla danner blomster i sidste års endeknop). Vælger man sorter fra disse grupper er man sikret blomster år efter år.
Dertil kommer træhortensia, Hydrangea arborescens, hvor sorten ’Annabelle’ nok er den mest kendte, syrenblomstrende hortensia Hydrangea paniculata, som først blomstrer lidt senere på sommeren og så er der Hydrangea serrata, der ofte har randblomster i de store blomsterhoveder.
Farv mig blå
Ud over opgaven med at træffe en beslutning om typen af hortensia, har den unge familie brug for at vide, hvordan de passer deres nye plante.
Den blå hortensia skal jo helst blive ved med at få blå blomster. Når blomsterne skal være blå, skal de gødes med en speciel hortensiagødning ”Farv mig blå”, som indeholder nogle næringsstoffer, der får planten til at optage mikronæringsstoffer, der farver blomsten blå. Gødes den ikke – eller med almindelig gødning, så skifter farven til lyserød.
Beskæring
Planten skal endnu ikke beskæres, men når den til næste forår står med bare grene, hvordan sikrer man sig så, at den får blomster igen?
Hortensia med artsnavnet macrophylla og serrata må ikke beskæres inden blomstring (blomsterne sidder i endeknopperne).
Hortensia med varemærker, der sikrer blomstring på etårsskud, må godt beskæres (hvis det er nødvendigt) inden blomstring.
Hortensia med artsnavnet arborescens og paniculata må gerne beskæres inden blomstring.
ER DU I TVIVL – SÅ SPØRG GARTNEREN I DIT LOKALE HAVECENTER
Lige nu er det en god tid at fjerne mos fra plænen
Mos i plænen
Årets rekordhøje nedbørsmængde har givet mosvæksten i græsplænen ekstra gode betingelser. De mange regnvejrsdage har også været gavnlige for ”græsplanterne”, men mange rødder er også hæmmet, hvis plænen har stået under vand i længere tid.
Det gælder derfor om at hjælpe græsset med at gro, så det kan udkonkurrere mængden af mos.
Luft plænen
I en ældre plæne er jorden ofte helt sammenpresset under laget af græsrødder. De mange mm regn har fyldt de små huller og sprækker op og skabt iltfattige forhold i og omkring rodzonen på græsplanterne. Ilt er nødvendig for planterne – måske ikke direkte, men indirekte for at de jordboende mikroorganismer kan sikre næringsoptaget gennem rødderne.
Hvis der er helt tæt af mos omkring græsplanterne, kan de være svært at få ”hul igennem” og luft ned til vækstprocesserne. Derfor taler gartneren ofte om at ”lufte” plænen.
Det kan ske ved at bruge en vertikalskærer, der består af små knive, der skærer ned i græsplanternes rodzone og derved skaber luftveje. Knivene løsner samtidig moskagerne og du kan efterfølgende rive mosset sammen og væk fra plænen.
Tiden er god lige nu
Græsset gror og rødderne er nu stærke nok til, at den lidt grove behandling med vertikalskæreren kan benyttes. Har du ikke en vertikalskærer, så kan en god rive gøre et godt arbejde.
Når du har skåret, revet sammen og måske tromlet din plæne, er det en god idé at efterså med nye græsfrø for at få en tæt plæne.
Gødning er vejen til succes
Græsset skal have næring for at gro. Hvilken type gødning du vælger, skal jeg ikke bestemme, men ønsker du en jævn og god farve, og vil du undgå at svide din græsplæne, så skal du bruge en organisk gødning. Du kan også topdresse med kompost, men vær varsom med at bruge for store mængder – noget kompost kan være meget krasbørstigt og der vil være risiko for svidning.
Lille video med processen
For et par år siden lavede vi en video, hvor vertikalskæring og eftersåning af ældre græsplæne blev vist. Se eller gense den 2 min. lange video:-)
Forårsrengøring af vores bolig er der nok ikke mange som praktiserer længere, men forårsrengøring af drivhuse bør vi alle gøre. Udover at det pynter med rene glas, så er der nogle ret vigtige grunde til at gøre rent, når drivhuset skal bruges til at dyrke tomater, auberginer, agurker, meloner, chili og peber i.
Sæbe eller?
Udover oprydning og opsamling af visne plantedele, skal alle flader gøres rene. Jeg anvender selv brun sæbe, men hvis du overvejer at anvende Rodalon til rengøring af dit drivhus, så skal du være opmærksom på, at Rodalon nedbryder aluminium. Er dit drivhus bygget med aluminiumsprosser, skal du sørge for at skylle godt af med rent vand.
Spindemider
Jeg tænker ofte på de gange, hvor især agurkeplanterne hurtigt bliver kedelige i bladene og mister kræfterne til at danne nye blomster og dermed agurker. Spindemiderne har været på spil.
De er svære at se med det blotte øje, og først når bladene er rigtig kraftigt angrebet, er man ikke i tvivl.
I efteråret lægger spindemiderne et stort antal glasklare små kuglerunde æg i sprækker og revner på drivhuset. Efter en lang vinter venter de blot på, at der kommer friske planter, som de kan ”springe” på og opformere sig.
Spindemider kan, udover agurk, også opformere sig på tomatplanter, aubergine og melon. Er der et voldsomt angreb i gang i dit drivhus, finder de også vej til peber- og chiliplanter.
Gode råd mod spindemider
Rengør grundigt med sæbe og vand inden du planter til
Plant kun planter, der er fri for spindemider
Vær især opmærksom her i foråret. Ser du et angreb kan du nå at købe rovmider (biologisk bekæmpelse) og få dem til at æde spindemiderne og dermed få angrebet under kontrol
Når planterne til efteråret er færdige med at give frugter, så fjern de visne planter og blade fra drivhuset
Lys
Udover varme, så er tomat- og agurkeplanterne også afhængige af, at der er masser af lys til deres vækst. Et rengjort drivhus kan afgjort sørge for meget mere lys, end hvis der er snavs og alger på glasruderne.
Gødning
Varme og lys giver kraftig tilvækst og kraftig tilvækst kræver gødning. Vand planterne med en smule gødning hver gang du vander. Anvender du plantekasser, skal der altid gødning med i vandet, når du fylder kasserne op.
Planter du i plantesække, så er der en grundgødning i jorden som gør, at rodnettet nemt kan udvikle sig. Når planterne har brug for ekstra gødning, så finder de det i vandet.
Planter du direkte i jorden eller i store krukker eller andet, så vil jeg anbefale, at du har vandkander stående med tempereret vand, hvor du hælder flydende gødning ned i. Du kan godt bruge regnvand, men du skal være opmærksom på, at planterne godt kan komme til at mangle calcium. Det kan du kompensere for ved at supplere med gødningsproduktet kalksalpeter.
Rådgivning
Har du brug for et godt råd, når du skal i gang med agurker, tomater og andre planter i dit drivhus, så husk på, at der er hjælp at finde i dit lokale havecenter.
På Haveglæders Youtybe-kanal ligger flere videoer omkring plantning, beskæring og opbinding af agurker og tomater.
Videoen om rengøring manglede, så den fik jeg optaget i fredagens regnvejr og har netop fået redigeret og lagt den op på Haveglæders Youtubekanal😊
Rigtig god fornøjelse med den nye sæsons egenproduktion af tomater, agurker, aubergine, melon, peber og chili.