Sådan får du mere frugt
Det er tid til at beskære havens frugtbuske
En af de mest aktuelle videoer på Haveglæders Youtube kanal er beskæring af frugtbuske. Beskæringen omfatter både ribs, solbær og stikkelsbær samt jostabær. Beskæringen er en foryngelsesbeskæring, hvor du kan fjerne 1/3 af de ældste og tykkeste grene i din busk. Når busken åbnes op og får mere lys og luft, så giver det grokraft til nye skud og større frugter. Der er ikke et videnskabeligt bevis for at der kommer flere kilogram frugt på din busk, men kvaliteten af frugten bliver bedre – ikke mindst bliver det noget lettere at høste frugten, når der er færre grene.
Hvor tit og hvornår?
Selvom der allerede nu er begyndende grønne blade på især ribs og jostabær, så kan du sagtens nå at beskære buskene. De er meget robuste og kan klare beskæring selvom de er i vækst. Omvendt er det bedst at hindre planten i at bruge for meget energi på vækst, som du alligevel fjerner, så vent ikke alt for længe med beskæringen.
Foryngelsesbeskæringen skal gøres når dine buske har vokset i din have i tre somre og er kommet i god vækst. Derefter er det en god idé at fjerne få grene (3 – 5) hvert år og dermed løbende forynge busken, så du kan få glæde af den i mange år.
På stregtegningen kan du fornemme, hvordan du kan tynde ud i de grene, som lægger sig langs jorden. Resten af “grenskelettet” viser en harmonisk busk med fin forgrening.
Se eller gense videoen, hvor jeg med ørnenæb fjerner grene i ribs og solbærbusken i min have
Klik på billedet, så går videoen i gang