fbpx
August – Havehortensia

August – Havehortensia

Havehortensia


Havehortensia i opstammet version på terrassen er et godt valg til sensommeren

August måned er en måned, hvor sommervejret ofte ufortrødent fortsætter med masser af lys, varme og lange dage. I haverne blomstrer mange planter stadig, og én af dem, som først starter sin blomstring nu er havehortensia.

Hortensia hører til nogle af de mest populære planter til haven. Det gælder dem, der plantes i havens bede, men ikke mindst de hortensiaplanter, som sættes i krukker eller kurve og pynter terrassen og uderummet smukt. Sommeren igennem har vi nydt de smukke almindelige hortensia med kuglerunde hoveder i alverdens farver, men her i august er det blevet tid til at nyde havehortensia, som mange også kender som syrenblomstrende hortensia.

Vidste du at…

Havehortensia hedder Hydrangea paniculata på latin og kan kendes på blomstens form? Den danner en blomsterstand, der minder meget om en syrenblomsts; aflang og fyldt med en hel masse små blomster. Havehortensia blomstrer fra slutningen af juli og fortsætter sin blomstring helt hen til frosten gør sit indtog. Det betyder også, at blomsten først er dannet i løbet af foråret og sommeren, og det har betydning for det tidspunkt, vi skal beskære planten på.

Oprindeligt stammer havehortensia fra Kina, Japan og Sakhalin, hvor man kan se prægtige eksemplarer af op til 7 m høje planter. Sådan går det ikke her, hvor havehortensia ofte bliver 2 – 2,5 m høje. Dog afhænger højden meget af sortsvalget, for nogle sorter bliver sågar kun 1 m. I dit lokale havecenter kan du se det store sortsudvalg, for du kan få havehortensia med hvide, cremefarvede, limegrønne og rosa blomster. Mange sorter skifter farve hen over efteråret, så der er rig mulighed for en stor oplevelse i haven med havehortensia.

Sådan gør du

Plantning på et solrigt voksested i almindelig jord. Dog viser erfaringer, at iblanding af en god spagnum/plantestarter i forbindelse med plantningen, giver en god plantestart.

Vanding i forbindelse med plantning er vigtig. Brug 20 l vand og sørg for at jorden slutter godt til omkring potteklumpen. Gødning skal du tildele hvert forår, når planten starter sin vækst. Vand fortsat i tørre perioder, og vælger du at plante i krukke eller kurv, så skal jordvolumen være ekstra stor – så skal du ikke vande så ofte.

Beskæring er en god idé hvis du vil opretholde en kompakt vækstform og sikre store flotte blomster. Da havehortensia danner blomsterknopper i indeværende år, så skal de beskæres inden udspring i marts måned. Klip alle sidste års grene ned, så der er 1 – 2 knopper tilbage. Derved får du en tæt og kompakt plante – og det går ikke ud over blomsterrigdommen.

Rosens uge

Rosens uge

Rosens uge d. 24. juni – 30. juni 2019

Der findes et væld af forskellige roser, og du kan altid få gode råd om de mange muligheder hos gartneren i dit lokale havecenter

En rose er en rose er en rose… Gertrud Stein skrev denne sætning i digtet ”Sacred Emily” (1913), og kender man ikke til digterens øvrige arbejde, så har de fleste hørt netop gentagelsen af ”En rose… Mange planter har betydning for vores kulturarv. De indgår som kulturelle elementer, der er med til at erindre os om fortiden, og de er med til at forme nutiden og dens historie. Rosen er et rigtig godt bud på en betydende kulturarvsplante.

 

De altid populære roser

Roser er et symbol på kærlighed, renhed og skønhed. Selv i børnebøger stikker prinsessen sig på en rose og reddes af prinsen. I haven er roserne til stor nydelse – måske fordi den har sin sæson. Smuk og frodig bukker den under for vinterens kulde og mørke for hvert forår at springe ud med friskgrønne blade og de smukkeste blomsterhoveder. Sommeren igennem fornøjes vi af farver og duft, hvorefter hele oplevelsen gentager sig år efter år.

Der findes utrolig mange forskellige rosentyper og rosensorter. Netop denne variation er med til at gøre roserne så populære – der er altid en rose, som passer ind i sammenhængen. Det kan være den storblomstrede rose, hvor der formes de perfekte blomsterhoveder, buketrosen med de mange blomster samlet i én blomsterstand, de små lave bunddækkende roser med små blomsterhoveder eller den 4 m høje rose, der vokser i havens træ, og hvor tusindvis af blomster hvert år dækker planten.

Er måske ikke den nemmeste haveplante, men…

Hvem kan undvære roser i egen have? Når bierne summer omkring de velduftende blomsterhoveder på en varm sommerdag, så glemmer man hurtigt de arbejdsopgaver, der er forbundet med roserne i haven. De fleste oparbejder hurtigt en rutine omkring pasningen.

  1. Beskæring når forsytiabusken blomstrer i marts/april
  2. Tilførsel af kompost og startgødskning umiddelbart efter beskæringen
  3. Supplerende rosengødning hver måned frem til august
  4. Vanding i tørre perioder

Flotte friske og sunde roser er besværet værd og nydelsen er i sig selv en stor belønning.

Behold roserne lidt længere

Hæng roserne til tørre og brug de tørrede rosenhoveder til dekorationer eller kranse. Klip korte buketter af nyudsprungne roser eller roser i knop. Fjern de fleste grønne blade, men lad et enkelt sidde tilbage. Bind roserne sammen i små buketter og hæng dem med hovedet nedad under et udhæng eller inde i parasollen.

Rosenblade kan også tørres til potpourri eller te. Her plukkes kronbladene forsigtigt af, spredes ud på vandsugende papir og tørres et lunt sted. De kan også tørres i en 50 grader varm ovn i 5 – 6 timer.

Duftende roser giver de mest aromatisk tørrede blomster.

 

 

4 tips til at få sunde roser

4 tips til at få sunde roser

Sunde roser

De allerførste roser er sprunget ud, og snart følger det ene blomsterhav efter det andet. Her får du 4 tips til at holde dine roser sunde hele sommeren

Vi er mange, der bare ikke kan få for mange roser i haven. De må stå i krukker, mellem stauderne i bedet, som slyngplanter på terrassen, i pergolaen og plantet ud ved de høje træer. Roser er og bliver en af havens yndlinge, men kan også være et smertens barn, for hvorfor trives de ikke altid helt så godt?FORÆDLEDE PLANTER
Roser hører blandt de plantegrupper, hvor forædlerne har haft en finger med i spillet gennem årtier. Jagten på den smukkeste og længst blomstrende rose har i mange generationer overskygget planternes andre egenskaber – såsom trivsel og evnen til at forblive sunde.
Det er der heldigvis lavet om på. I nyere tid er rosernes trivsel prioritet højere til stor glæde for os forbrugere, der ønsker smukke, men også sunde roser. Der er derfor utrolig stor forskel på, hvor god en sundhed den enkelte rosensort har.

Vil du sikre dig en rose, der er sund og frodig, så snak med gartneren i dit havecenter. Du kan også selv fornemme sundheden ved at kigge lidt mere på bladene, når du overvældes af rosens ynde i naboens have.

Følg disse 4 tips til at få større succes med roser i din have

TIPS NR. 1
Vand i tørre perioder. Der er ingen planter, der ønsker at mangle vand, men roserne reagerer bare ret kraftigt på vandmangel. Står dine roser under udhæng er det særlig vigtigt at få vandet godt til. Roser i krukker er ofte helt afhængige af din vanding, så her er det selvfølgelig også nødvendigt.TIPS NR. 2
Gød dine roser. Det kan gøres på flere forskellige måder, men den sikreste er at tildele rosengødning hver måned. Andre har god erfaring med at topdresse med god kompostjord, der beriger planterne med næring over en længere periode. Kig på bladene og se efter de nyeste blade – er de lyse i farven, så mangler planterne gødning.

TIPS NR. 3
Hold planterne fri for ukrudt. Vand og gødning fremmer plantevækst og det gælder desværre også for ukrudtet. Et godt gødet rosenbed kan nemt gå hen og blive en plage, hvis du ikke får fjernet ukrudtet.

TIPS NR. 4
Fjern grene og skud, der er syge. Pletter på bladene eller kraftigt angreb af meldug i de nyeste skud kan med fordel klippes af planterne og smides væk. Nedfaldne blade bør rives sammen og køres væk, så smitten mindskes.

Juni – Klematis

Juni – Klematis

Blomster som perler på en snor

Overdådige blomster på denne Klematis montana ’Rubens’, der har blomstret fra maj måned og langt ind i juni

Klematis har førertrøjen på, når det gælder om at danne blomster. De er slyngplanternes darlings, når det gælder om at pryde og tiltrække sig opmærksomhed. Nemt går det til, når de fortsætter deres vækst i et hegn, på en pergola eller i et træ.

Der er så mange forskellige klematis at vælge mellem. Der er dem, der vokser sig mange meter høje, dem der bliver størrelse medium; og så findes der også klematis, der er så kompakte i væksten, at de sagtens kan vokse hele deres planteliv i en krukke. Den store mangfoldighed gør klematis til én af de planter, der kan anvendes i et væld af mulige plantesteder.

Altid plads til én til…
Klematis vokser i højden og fylder nærmest ingenting i jorden. Du kan derfor altid finde plads til endnu en klematis i din have. Den slyngende vækst giver mulighed for placering midt i havens bede på et stativ eller espalier, op ad en husmur, et hegn, en pergola eller i et træ i haven.

Vidste du at…

Klematissorten ”Jackmanii” var den første i en lang række sorter af klematis, som planteskolefolk krydsede tilbage i 1862? ”Jackmanii” var med sine intense purpurfarvede blomster og lysende gulgrønne støvdragere med til at bane vejen for et væld af nye sorter. I dag fortsætter forædlere og planteskolefolk med forædlingen, og i disse år er der fokus på at fremavle klematis med egenskaber til at lave bunddække og klematis, der er meget mere duft i.

De mange forskellige klematissorter kan groft opdeles i grupper, der angiver deres hovedblomstringsperiode. Blomstringsperioden afgør samtidig hvilken beskæringsgruppe, de tilhører. Således er:

Blomstringsgruppe 1 (april – maj måned) tilhørende beskæringskode 1.
Blomstringsgruppe 2 (maj-juni og august-september) tilhørende beskæringskode 2.
Blomstringsgruppe 3 (juli-september) tilhørende beskæringskode 3.

Sådan gør du

Korrekt plantning af klematis er afgørende for at få god succes med klematis. Plantehullet skal være 40 – 50 cm dybt med løs jord i bunden. Planten skal så langt ned, at overfladen på potten er 10 cm under jordens overflade. Plant i god humusholdig kvalitetsjord.

Vand med min. 10 l pr. plante ved vanding. Det første år skal du fortsat vande i tørre perioder, men herefter har planten udviklet et dybt og effektivt rodnet. Vær dog opmærksom, hvis du planter under tagudhæng – så skal plantens rodnet ud, hvor der falder regn!

Beskæring er kun nødvendig hvert 3. – 5. år. Følg disse anvisninger, så du ikke mister årets blomstring.

Beskæringskode 1                 Beskæring i juni – juli til 1 m højde (efter endt blomstring)
Beskæringskode 2                 Beskæring i juli til 1 m højde (efter første blomstring)
Beskæringskode 3                 Beskæring i januar – marts ned til 20 cm højde (før blomstring)

Hvad kan beskæres nu?

Hvad kan beskæres nu?

Aktuelt i marts

 

Er det tid til beskæring?

Den daglige tur rundt i haven er ren fryd for øjnene – hvis man vel og mærke har vintergækker, erantis, dorthealiljer og krokus. Kigger man nærmere, så er der liv i rigtig mange planter, for det milde vintervejr har lokket mange planter til allerede nu at starte deres tilvækst. Foruroligende sagde en staudegartner til mig den anden dag. Han var bekymret for de mange stauder, der ikke kan holde sig tilbage i det lune vintervejr. Hvis og måske når vi får et snert af vinter, så vil de nye skud blive ramt af frost og derved blive skadet.Med den besked in mente, så skal forårskådheden måske tøjles lidt endnu. Det er ellers nærliggende at klippe alt ned, fjerne det beskyttende lag af visne toppe og “åbne” staudebedene op, så der er lys og luft til de nye fremspirede skud. Meteorologerne forsøger at tage deres forbehold for en slud- eller snebyge i de næste uger, men reel kuldeperiode med dagsfrost ser det ikke ud til.

Der er flere faktorer, som spiller ind, når beskæringstidspunktet skal fastsættes:
  1. Den enkelte plantes saftspænding
  2. Havens geografiske placering
  3. Vejrudsigten
  4. Kalenderen

1. Et eksempel er den ferskenplante, som vokser i mit drivhus. Den har irriterende tværgående grene, som jeg gerne vil klippe i, men fersken (og andre sydfrugter) bør man ikke klippe i, før der er blade på planterne. De er nemlig “blødere” og vil trække en masse plantesaft op og ud gennem sårene, og det har planten ikke godt af.

2. Det lokale vejr har stor betydning for, om vi får frostskader i haven. Bor man midt inde i landet, så er døgnets temperatur som regel lavere, end den er ved kysten. Du kan følge temperaturerne på hjemmesider og i TV for at få en fornemmelse af, om du bor i et koldt område af landet. De kolde egne bør afvente nedklipning og oprydning i staudebedene.

3. Trods udsving i troværdigheden blandt de flinke meteorologer, så må vi skæve til 5-dages prognoser, men også langtidsprognoserne, inden vi farer ud med saks og sav i haven. Forventes frost, så vent med at klippe.

4. I dag er det officielt forår. Nogle planter – eks. roserne bør først klippes tilbage i april, så kalenderen bør være bestemmende for nogle af havens nedklipninger.

 

DETTE HAR JEG KLIPPET NED ELLER BESKÅRET NU

  • Prydbuske som dværgsyren, pibeved, klokkebusk, træagtig hortensia, havehortensia
  • Stedsegrønne planter som taks, cypres, tuja
  • Sommerhindbær, efterårshindbær
  • Solbær, ribs, jostabær, stikkelsbær, blåbær og brombær
  • Stauder
  • Figen i drivhuset
  • Vinstok i drivhuset
  • Klematis med blomstring fra juli – september
  • Æbletræer, pæretræer, kvæde
  • Hasselbuske
DETTE VENTER JEG MED AT KLIPPE NED/BESKÆRE
  • Roser
  • Prydgræsser
  • Sydfrugter
  • Alm. hortensia
  • Valnøddetræet
  • Birk
  • Ahorn
  • Kirsebær, blommer
  • Rododendron
  • Klematis med forårsblomstring
Marts – Citrusfrugter

Marts – Citrusfrugter

 

 

Dyrk selv dine citrusfrugter

 

SommerdrikX900

Drømmen om egne citroner til en drink på terrassen på en lun forårsdag kan nemt gå i opfyldelse

Citrusplanters evne til at skabe en eksotisk stemning i drivhuset og på terrassen om sommeren er uovertruffen. De mange forskellige citrusfrugter giver rig mulighed for at indrette en skøn oase, som du og din familie kan nyde hele sommeren.

Citrusplanter vokser ganske langsomt, og de stedsegrønne planter med små dejligt duftende blomster danner nemt frugter, som du kan plukke og anvende til drinks, kager og desserter. Pasning af citrusfrugter er ikke besværligt, når du blot følger nedenstående anvisninger; og der er mange forskellige muligheder for høje og store planter, men også for mindre planter, der lettere kan flyttes ind og ud.

Vidste du at…

Citrusplanten tilbage i 1700-tallet var en vigtig prestigeplante i Europa? Dengang var planterne dyre, og hvis man kunne fremvise de eksotiske og dekorative planter i større antal, så voksede man i anseelse. Anretning med egne dyrkede citrusfrugter på taffelbordet vakte opsigt, og udvindingen af æteriske olier fra planterne både var og er stadig vigtig.

Der blev eksperimenteret med krydsninger for at vise sjældne frugter frem, og den indsats kan vi i dag nyde godt af, for udbuddet er stort og bredt.

Sådan gør du

Plantning i citrusjord er vigtig. Når du hvert 3. – 5. år omplanter dine citrusplanter, så skal du købe specialjord. Mange citrusplanter er gravet op i marker omkring Middelhavet, og her er jorden lerholdig og tung. Når du planter om, så fjern gerne noget af den gamle lerjord.

Vanding med regnvand er bedst. Undgå at vande planterne, så de er for vandmættede, men pas på ikke at tørre potten helt ud. Du skal tilføre citrusgødning ved hver vanding fra maj – oktober, mens planten om vinteren kun vandes med rent vand.

Pasning af citrusplanter behøver ikke være besværligt. Køb kun de citrusplanter, der passer til dine opbevaringsmuligheder, for mange citrusplanter skal opbevares frostfrit og ved 5 – 15 grader C hele vinteren igennem. Stil planterne, så de får gavn af så meget lys som muligt eller tænd en lampe med grolys. Også luftfugtigheden har indflydelse på resultatet. En luftfugtighed mellem 50 – 70% er optimal, og jævnlige overbrusninger er meget effektive. Når foråret skifter til sommer, så skal planterne hærdes udenfor drivhuset i to uger, hvor de kun står i skygge. Derefter er de klar til at komme ud i fuld sol på en lun plads med godt læ.

Beskæring kan være nødvendig, og du skal klippe større grene og skud i april/maj, mens du resten af sommeren kniber endeskuddene af for at bevare en kompakt og fin form på planten.