11 | Artikler om haven, Efterår
Weekendens gøremål
Kvædegelé
1 kg rengjorte kvæder skæres i mindre stykker og koges til de er møre. Kvædemassen hældes gennem et klæde på stativ. Saften måles op og tilsættes sukker (375 g pr. ½ l), hvorefter det igen koges op. Når geleringspunktet er ramt, så er massen klar til at komme på rengjorte glas.
Marmelade af grønne tomater
800 g grønne tomater
1 økologisk citron
1 dl vand
7 dl sukker
Tomaterne skæres i stykker og lægges sammen med den fint snittede hele citron i en gryde med vand. Lad blandingen koge i ca. 20 minutter og tilsæt sukker. Når sukkeret er opløst koges blandingen godt igennem i 2 minutter, hvor efter den skummes og hældes i rene glas. Opbevar marmeladen koldt og brug den til brunch sammen med pølser og bacon eller som sød/surt til kødretter vinteren igennem. Marmeladen smager himmelsk på et stykke nybagt brød, og har du lidt smagfuld ost, så passer den også rigtig godt til.
10 | Artikler om haven, Efterår, Gødning
Eftermodning af tomater
Når d. 1. oktober nærmer sig, så går det altså meget langsomt med modningen af tomaterne – selv om de står i drivhuset. Der er stadig mange tomater på planterne, men mange af dem er enten halvt modne eller helt grønne.
Planterne har nu heller ikke så meget fart på, som de har haft. I deres højsæson kunne de næsten bruge en hel beholder vand (kapillærkasse) hver 10. dag, og nu går der nærmest 4 uger mellem hver vanding.
Jeg gøder stadig vandet, når jeg fylder kasserne op. Planterne har jo stadig brug for næring, så de kan beholde væksten og fylde gode næringsstoffer i de endnu ikke modne tomater.
HVOR LÆNGE KAN MAN BLIVE VED?
Det er ofte et spørgsmål om tålmodighed, for egentlig kan planterne jo bare blive stående til huset igen skal plantes til. Der kommer dog et tidspunkt her i haven, hvor krukkerne med de lidt sarte planter trænger sig på. Det sker som regel i november, så inden vi når så langt, så skal så mange af tomaterne som muligt modnes.
LÆG DEM I VINDUESKARMEN
Jeg har god erfaring med at plukke de tomater, der er begyndt at ændre farve ind, for så at lægge dem i vindueskarmen i et par dage. Varmen og lyset eftermodner tomaterne, som næsten får lige så dejlig smag, som de havde, mens de modnede i deres “normale” tempo på planterne.
08 | Artikler om haven, Sommer
Henkogte eller tørrede tomater
På denne årstid kan der nemt være overflod af tomater, som det ikke er muligt at nå at spise.
UNDGÅ MADSPILD
Tomater er skønne, og de helt modne tomater indgår helt naturligt i husholdningens måltider. Madpakkerne fyldes op med de små cherrytomater i både røde, gule og orange farver, mens de lidt større blommetomater og bøftomater indgår i salaten til aftensmaden.
Eftermiddagens snack når børnene kommer hjem piftes også let op med en håndfuld af de søde og dejligt smagende frugter.
Når der så alligevel bliver for mange, så er det en god idé at anvende dem til noget, der har en længere holdbarhed.
TØRREDE TOMATER
Vælg her de små og mellemstore modne tomater. Når de er skyllet rene skal de overfladetørres inden du skærer dem over i to halve. Er tomaterne relativt store, skal de skæres i mindre stykker.
Læg tomaterne tæt i en bradepande og drys med et let lag salt.
Du kan evt. spraye lidt olivenolie udover tomaterne og tilsætte lidt timian eller merian efter egen smag.
Sæt dem i en 50 – 80 grader varm ovn. Jo lavere temperatur, jo bedre bevares tomatsmagen.
Ønsker du dem helt tørre, så varer det forholdsvis lang tid, så overvej kun at tørre dem, til de er halvtørre/semmitørre.
Når man fjerner vand fra tomater, så hindrer man bakteriernes angreb og dermed forlænges holdbarheden. De semitørre tomater holder længe i køleskabet, men skal de holde endnu længere, så skal de i glas med olievenolie.
Nu kan du fiske et par tomater op næste gang menuen står på tapas, eller når der skal laves lækre sandwich eller måske på en grøn salat og sammen med ost.
HENKOGTE TOMATER
En genial måde at bruge overfloden af tomater på. De er nemme at finde anvendelse til på et senere tidspunkt, for alt hvad du kan finde på at bruge flåede eller hakkede tomater til, kan du blot erstatte med dine egne henkogte.
2 kg tomater
1 spsk groft salt
1 dl olivenolie
Skær tomaterne i mindre stykker og læg dem tæt sammen i 4 store sylteglas på max 1 l.
Fordel salt og olivenolien i glassene og sæt dem nu i ovnen, så de ikke rører hinanden. Lågene sættes på og lukkes kun lige nøjagtigt til.
Varm ovnen op til 110 grader og varm op. Når tomaterne begynder at koge, så stil uret tl 30 min.. Derefter skal lågene strammes helt til, hvorefter de igen sættes i ovnen, mens den langsomt køler ned.
08 | Artikler om haven, Beskæring, Planter, Sommer, Vanding
Sådan passer du dine planter i drivhuset i sensommeren
Få fuld valuta af dine anstrengelser med udplantningsplanter som agurk, tomat, aubergine, melon og chili
AGURK
Vi har længe kunnet høste de dejligste agurker fra planterne i drivhuset, og har du undgået at få et uhelbredeligt angreb af spindemider, så er der stadig mange agurker, som kan høstes langt ind i efteråret.
- Bind fortsat de lange skud op. Når de når taget af drivhuset, så løsn snoren og træk forsigtigt planten ned
- Alle sideskud skal klippes af efter 2 – 3 blade
- Klip de nederste blade af
- Vand og husk at tilsætte gødning
- Høst agurkerne i takt med at de er store nok – bliver de hængende på planten standser udviklingen af nye frugter
TOMAT
Tomatplanterne fortsætter også deres vækst i toppen og danner stadig en del sideskud. Frugterne modner i roligt tempo, men skal selvfølgelig høstes inden de bliver overmodne.
- Knib alle sideskud af, når du ser dem
- Klip evt. topskuddet af også. Så sikrer du dig, at planten kan nå at modne de frugter, den allerede har sat
- Bind op – og bind toppen vandret, hvis den har nået drivhusets tag
- Vand og husk at tilsætte gødning
- Høst og fjern også de tomater, der måske er ramt af svampepletter
AUBERGINE
Det er utroligt, hvor mange og flotte auberginer blot en enkelt plante kan nå at danne. Planterne bliver ikke så høje, så det er smart at plante dem sammen med de høje tomater og agurkplanter.
- Hold øje med auberginerne, så du får dem høstet, når de er modne. Klip dem af planten og vent på, at der igen dannes blomster til nye frugter.
- Bind evt. planten til en støttepind, hvis planten har svært ved at bære de tunge frugter
- Vand og husk at tilsætte gødning ved hver vanding
MELON
Det er sjovt at lave meloner i drivhuset. De varmeelskende kraftigtvoksende planter har masser at gøre med at danne de store meloner, som meget snart er spisemodne.
- Hold øje med størrelsen på melonerne. Bind et klæde om og hjælp planten med at bære de tunge frugter
- Knib de lange stængler, så der ikke anlægges mange meloner – egentlig bør der kun dannes 2 – 4 meloner pr. plante
- Vand og husk at tilsætte gødning ved hver vanding
CHILI OG PEBER
Såede du selv dine chili og peberplanter tilbage i februar måned, så er det en stor glæde at høste de første frugter, men det er en langsom kultur, så det er ikke sikkert at frugterne er klar endnu.
- Pas planterne med opbinding og støtte, så frugterne ikke bliver så tunge, at stænglerne knækker
- Høst i takt med at frugterne modner, så planten ikke skal bære for mange frugter på én gang
- Vand og husk at tilsætte gødning ved hver vanding
Mangler du gødning til dine planter i drivhuset, så tag i planteskolen eller havecentret for at få friske forsyninger.
06 | Artikler om haven, Gødning, Planter, Sommer
Gode råd om tomater, agurker, aubergine, peber, chili, meloner
Juni er den første sommermåned, og i drivhuset er der ved at være gang i væksten på tomatplanter, agurkeplanter, chili, peber, aubergine og meloner
Trods en kølig maj, så er det heldigvis lykkedes at få sommerens grøntsager til at trives. Måske er tilvæksten ikke til nye rekorder, men planterne har haft god mulighed for at danne nye rødder og det ses tydeligt på toppen, som vokser og danner nye blade, blomster og sideskud. Du får her de bedste tips til at lykkes med dine grøntsager.
TOMATPLANTER
Toppen bindes op, så den ikke brækker af. Der findes flere løsninger til opbinding, men en snor bundet fast i husets top virker altid. Tomatplanterne danner sideskud i bladhjørnerne, og dem skal du fjerne, så planten ikke danner en busk, men en lang ranke, hvorpå tomaterne modner. Du må endelig ikke fjerne blomsterstandene (som også dannes i bladhjørnerne).
AGURKEPLANTER
Deres skud er meget bløde og knækker nemt. Når først agurkeplanterne har fået fat med nye rødder, så suser de afsted i en mægtig fart. Husk at binde op løbende. Sideskud dannes også her, men dem kan du lave agurker på. Dog anbefaler vi at du standser sideskuddene, når de har dannet to agurker hver. Du standser skuddene ved at klippe enden af.
CHILI OG PEBER
Her går det knapt så stærkt, og en støttepind er ofte nok, når vi taler opbinding. Jeg kan varmt anbefale at fjerne de første blomster, der springer ud. Årsagen er, at planterne ofte bruger al deres energi på at danne nye frugter og “glemmer” at gro. Når du fjerner de første blomster får planten ro til at blive større inden den skal lave frugter – på den måde får du langt flere frugter. Der er stor forskel på de forskellige peber- og chilisorters vækst, så du må prøve dig lidt frem. Blomsterne er nemme at klippe eller nippe af.
AUBERGINE
En skøn grøntsag, der kræver varme – derfor skal den vokse i drivhuset. Du kan dyrke babyauberginer (her bliver planten ikke så høj) eller almindelige auberginer (her skal planten have støtte). Auberginerne kræver kun lidt støtte – resten klarer planten selv.
MELONER
Det er sjovt at dyrke meloner selv. Skuddene minder noget om agurker, og derfor skal man lægge en plan for, hvad man vil gøre med dem. Skal de bindes op eller blot vokse henad gulvet eller jorden? I modsætning til agurkeplanter, som nemt kan levere 20 – 50 agurker pr. plante, så er meloner mere beskedne. De får ofte kun to frugter pr. plante. Melonerne er meget tunge, så vælger du at binde skuddene op, så vær opmærksom, når frugterne dannes – dem skal du lave et net til, så skuddene ikke går i stykker pga. den store vægt. Når melonplanten har dannet 2 – 4 frugter, skal du standse skuddenes vækst og evt. fjerne de skud, som ingen frugter har. Nu kan planten bruge al sin energi på at modne melonerne.
GØDNING
Der skal selvfølgelig gødning til for at få et godt resultat. I dit lokale havecenter har de et stort udvalg af specialgødninger til dit drivhus, og gartneren kan vejlede dig i, hvilke du bør anvende. Dyrker du i kapillærkasser, så kan du hælde flydende gødning ned i dem – husk at supplere med gødningsvand, når der mangler. Det er nemt at blande en vandkande med gødning og hælde i kasserne. Vælger du at bruge flydende økologisk gødning, skal du altid vande ovenpå jorden, for gødningen bundfælder og kan ikke bruges i vandbeholderen.
SYGDOMME OG SKADEDYR
Der kan komme svampe på bladene og skadedyr i planterne. Hvis du som udgangspunkt sørger for at planterne har vand, næring og bliver passet med opbinding og knibning, så lykkes det for de fleste at dyrke egne grøntsager. Kommer der lidt meldug eller brune pletter på tomaternes blade, så kan du evt. klippe dem af og fjerne dem (fjern aldrig alle bladene). Tjek peber og chili for bladlus. Fjern lusene ved nænsomt at klemme topskuddene eller spul dem med koldt vand. Spindemider i agurkeplanter kan kun afhjælpes ved at tilføre rovmider – dem kan du købe i havecentret.
Du finder dit lokale havecenter her