fbpx

Henkogte eller tørrede tomater

På denne årstid kan der nemt være overflod af tomater, som det ikke er muligt at nå at spise. 

UNDGÅ MADSPILD
Tomater er skønne, og de helt modne tomater indgår helt naturligt i husholdningens måltider. Madpakkerne fyldes op med de små cherrytomater i både røde, gule og orange farver, mens de lidt større blommetomater og bøftomater indgår i salaten til aftensmaden.

Eftermiddagens snack når børnene kommer hjem piftes også let op med en håndfuld af de søde og dejligt smagende frugter.

Når der så alligevel bliver for mange, så er det en god idé at anvende dem til noget, der har en længere holdbarhed.

TØRREDE TOMATER
Vælg her de små og mellemstore modne tomater. Når de er skyllet rene skal de overfladetørres inden du skærer dem over i to halve. Er tomaterne relativt store, skal de skæres i mindre stykker. 

Læg tomaterne tæt i en bradepande og drys med et let lag salt.

Du kan evt. spraye lidt olivenolie udover tomaterne og tilsætte lidt timian eller merian efter egen smag.
Sæt dem i en 50 – 80 grader varm ovn. Jo lavere temperatur, jo bedre bevares tomatsmagen.

Ønsker du dem helt tørre, så varer det forholdsvis lang tid, så overvej kun at tørre dem, til de er halvtørre/semmitørre.

Når man fjerner vand fra tomater, så hindrer man bakteriernes angreb og dermed forlænges holdbarheden. De semitørre tomater holder længe i køleskabet, men skal de holde endnu længere, så skal de i glas med olievenolie.

Nu kan du fiske et par tomater op næste gang menuen står på tapas, eller når der skal laves lækre sandwich eller måske på en grøn salat og sammen med ost.

HENKOGTE TOMATER
En genial måde at bruge overfloden af tomater på. De er nemme at finde anvendelse til på et senere tidspunkt, for alt hvad du kan finde på at bruge flåede eller hakkede tomater til, kan du blot erstatte med dine egne henkogte.

2 kg tomater
1 spsk groft salt
1 dl olivenolie

Skær tomaterne i mindre stykker og læg dem tæt sammen i 4 store sylteglas på max 1 l.
Fordel salt og olivenolien i glassene og sæt dem nu i ovnen, så de ikke rører hinanden. Lågene sættes på og lukkes kun lige nøjagtigt til.
Varm ovnen op til 110 grader og varm op. Når tomaterne begynder at koge, så stil uret tl 30 min.. Derefter skal lågene strammes helt til, hvorefter de igen sættes i ovnen, mens den langsomt køler ned.