12 | Artikler om haven, Beskæring, Gøremål i haven, Video guides til haven, Vinter
Vinterbeskæring af vinranken i drivhuset

Populær video
Det er ved at være et år siden jeg lavede denne 4,35 min lange video, hvor jeg forklarer hvorfor du på denne årstid skal ud og beskære din vinstok i drivhuset. Videoen er én af de mest sete på Haveglæders Youtube kanal.
Bladene er enten faldet af eller sidder kun let fast på vinrankens sidegrene. Uspiste druer i klaser er enten tørret helt ud eller er i gang med at rådne. Drivhuset kan med fordel ryddes op her i december måned. Afhængigt af størrelsen, er det en forholdsvis lille opgave, som nemt passer ind i en juletravl måned – en dejlig pause væk fra gaveræset og juleforberedelserne.
Derfor er sideskuddene ikke så lange
I mit lille hobbydrivhus dyrker vi både tomater, agurker, chili, auberginer og peberfrugter. Dem er der plads til på gulvet, mens vinranken er bundet op hele vejen rundt hvor drivhusets side møder taget. Allerede i februar svulmer vinstokkens knopper og snart springer de første lysegrønne blade ud. Så snart drueklaserne er dannet, tæller jeg to blade og klipper resten af længden af. På den måde kan jeg styre det virvar af grene, som en vinranke nemt kan give.
Vinterbeskæring er med til at definerer formen
På vinstokken sidder der knopper, som hvert forår er basis for nye sideskud. Når stokken bliver gammel, så ligner det et helt krater af fortykkede knopper. En helt ung vinstok bør ikke have mere end 2 sideskud i hvert vækstpunkt, mens min gamle stok godt kan producere 3 – 5 sideskud. Sidder de for tæt, så fjern det ene skud – det giver bedre plads til resten af skuddene. Kan du allerede nu se, at skuddene har siddet for tæt, så klip det ene skud helt ned til basis af stokken, mens det, som du vil bevare, skal have et “øje” tilbage hvorfra de nye skud vokser.
Læg 0,5 – 1 m til endeskuddet, men klip resten tilbage
Når man bygger en vinstok op, så skal hovedskuddet (stokken) vælges som noget af det første. Fjern alle øvrige skud fra basis af planten og gør hovedskuddet til det sted på planten, hvor druerne skal vokse ud fra. For at sikre, at rod og top følges godt ad, så anbefaler vi, at hovedskuddet kun tillægges 0,5 – 1 m hvert år.
Mangler du en god beskæresaks, opbindingsmateriale eller måske en vinstok, så er der hjælp og råd at finde i dit lokale havecenter.
10 | Artikler om haven, Blomsterløg, Efterår, Planter, Video guides til haven
Sådan lægger du blomsterløg i haven

Hvide prydallium er blot nogle af de skønne blomsterløg som du lige nu skal komme i haven for at få blomster til næste år
Så dybt skal blomsterløgene lægges
Det er ikke alle råd og tips, som er nemme at forklare i ord. Når man skal forklare reglen om læggedybden på blomsterløg, så kan man godt vrøvle lidt. De skal nemlig ned i den dybde, som svarer til løgets højde x 3. Årsagen til, at de skal så langt ned i jorden er, at de har brug for plads til at arbejde på. Løgene, som vi køber i poser, er sideløg eller yngleløg. Det er løg, som stammer fra et større løg, der har vokset i en mark (oftest i Holland). Her høster man de afblomstrede løg og brækker så de små yngleløg af for at kunne sælge dem. Når løgavleren igen skal plante sin mark til, så gør han det samme, som vi gør – lægger løgene i jorden og venter på at de vokser op, blomstrer og deler sig.
Måske har du lagt mærke til…
Har du været ude for at skulle flytte nogle blomsterløg i din have, så har du måske observeret, at det kan være ret omfattende at grave dem op. De ligger faktisk dybt nede i jorden. Selv om vi lægger løgene dybt, så vil de selv bevæge sig endnu dybere ned – det er deres natur. (Her skal jeg hurtigt indskyde, at det gælder for de fleste blomsterløg – der er altid undtagelser)
Grav – del og plant
Når løggene naturligt deler sig, så får du flere blomster. I mange år fungerer det rigtig godt, men har du mere end 25 år gamle klynger af vintergækker eller påskeliljer i din have, så ser du måske, at der er flere grønne blade end der er smukke blomster? Det skyldes, at der er for trangt i samlingen af løg. Når vintergækkerne eller påskeliljerne til foråret er afblomstrede, så kan du med fordel grave dybt ned og tage klyngen af løg op. Del dem nu ud og plant dem igen.
Mangler du vintergækker, påskeliljer, pinseliljer, vibeæg, kejserkroner, scilla eller allium i din have, så køb lige nu de tørrede løg og læg dem i grupper med 5 – 10 løg. Så får du allerede til foråret glæde af de smukke forårsbebudere.

Lige nu er der et stort og bredt udvalg af mange forskellige blomsterløg i dit havecenter. Måske savner du de tidligtblomstrende erantis, de flotte pinseliljer, dejligt duftende hyacinter eller smukke tulipaner? Nogle af havens bede med løvfældende buske kan med fordel plantes til med tidlige forårsløg – på den måde får du tidligt fornøjelsen af din have. Husk også på, at mange blomsterløg er vigtige nektarplanter. Når bierne vågner og skal have næring, så mangler de ofte de tidlige forårsblomster.
Kig forbi og lad dig inspirere til at få endnu flere blomster i forårshaven – man kan næsten altid finde plads til blomsterløg i haven.
 |
Jeg har netop redigeret denne video på 3 min, hvor jeg forklarer læggedybden, når der skal blomsterløg i havens bede
|
07 | Artikler om haven, Gøremål i haven, Sommer, Video guides til haven
Sådan får du bugt med spindemiderne i drivhuset

Det er surt at se planterne blive grimme i bladene og se de mange små mider der suger saften ud af plantecellerne
Man kan ikke helt give en konkret årsag til, hvorfor agurke- og tomatbladene bliver angrebet af spindemider. Lider planterne af vandmangel, er der større risiko for, at der komme et spindemideangreb. Hvis planten samtidig lider lidt af næringsmangel, er det næsten helt sikkert, at der på bagsiden af bladene ses myriader af bittesmå spindemider. Har du tidligere haft problemer med spindemider, vil det ofte være et tilbagevendende problem.
Gode råd
√
Rengør drivhuset om efteråret, og kom godt ind i alle revner og sprækker med brun sæbe
√ Lad drivhuset stå tomt uden planter
√ Hold øje, så det første spæde angreb opdages i tide. Du skal kigge på bagsiden af bladene og brug en lup
√ Anvend insektsæbe (skal i direkte kontakt med spindemiderne) og bestil rovmider
√ Når du udsætter rovmider, skal planterne bruses over ca. 5 – 10 dage efter, så de ikke flygter i det tørre klima
Du kan se denne korte video, hvor jeg fortæller hvordan det fungerer, når man anvender biologisk bekæmpelse af spindemider i drivhuset.
06 | Artikler om haven, Planter, Sommer, Video guides til haven
Sådan passer du agurker og tomater i drivhuset
Drivhusene bugner med kraftfulde og stærkt voksende tomatplanter og agurkeplanter. Når du løbende beskærer og binder dine planter op, så får du et godt udbytte af skønne hjemmedyrkede grøntsager
Agurkeplanterne
Du har muligvis allerede haft fornøjelsen af at plukke de første skoleagurker. Agurkeplanterne elsker varmen og når du blot sørger for at gøde og vande planterne, gror de bare derudaf.
Agurkeplanterne har brug for en snor eller et stativ, så de kan vokse lodret op. I bunden vil der ofte dannes sideskud, og dem kan du også høste agurker fra, men det bedste resultat får du, når du klipper agurkeplantens sideskud og dermed begrænser plantes vækstkraft, som så bedre kan fylde næring i de ansatte agurker.
- Knib endeskuddet efter 2 – 3 blade på alle agurkeplantens sideskud
- Fjern de agurker, der hurtigt bliver gule – planten kan ikke nå at færdigdanne alle de ansatte agurker

I denne video viser jeg, hvordan du kan beskære dine agurkeplanter, og jeg forklarer lidt om, hvorfor det er en god idé at fjerne de agurker, som ikke udvikler sig optimalt
Tomatplanterne
I din gennemgang af tomatplanterne er der to ting, som det er vigtigt at gøre lige nu:
- Binde toppen op
- Fjerne sideskud – med mindre du dyrker de små cherry- eller blommetomater, for disse planter kan godt bære 2 – 3 toppe, hvis du er god til at holde dem bundet op og selvfølgelig også fjerner de små sideskud som på hovedskuddet
Her kan du se, hvordan du helt enkelt fjerner de små sideskud, som tomatplanten danner i bladhjørnerne
06 | Artikler om haven, Planter, Sommer, Stauder, Video guides til haven
Et lilla blomsterhav

Kom med i mit lilla staudebed – fyldt med blomsterkugler af prydallium
Juni måneds mange stauder er i fuldt flor, og der er rigtig meget at glæde sig over. Det mest overdådige sted i min have er lige nu bedene med prydallium. Det har jeg optaget en lille video med – den tager 4 min. og du er meget velkommen til at kigge med.

Nemt og enkelt
Der findes et væld af forårsblomstrende forårsløg, og mange af dem giver forårshaven et tiltrængt blomsterløft på en årstid, hvor der er lidt langt mellem blomsterne. Prydallium blomstrer først fra slutningen af maj måned, men holder de fine runde blomsterhoveder i relativt lang tid. Når de lille stjerneformede blomster falder af, dannes frøstande, der er næsten lige så dekorative. Der er ingen opbinding, opgravning eller besvær ved at lægge prydallium. Skulle jeg påpege et minus, så er det mængden af visne blade i bunden af bedet – det er ikke så kønt. Heldigvis forsvinder de lige så langsomt og er nemme at samle sammen i begyndelsen af juli måned. Herfra bruger løgene i jorden sine kræfter på at lagre energi til næste forårs blomstring.
Robuste og fuldt hårdføre
Prydallium er robuste. Fuldt hårdføre. Tåler både en masse nedbør og tørkeperioder. Sneglene er lidt på jagt efter de grønne blade, men det går ikke ud over blomsterne. Prydallium er desuden ikke hjorte og harernes favorit.
Vent til efteråret
Du skal vente til efteråret med at lægge de forårsblomstrende løg. I dit lokale havecenter vil de fra september måned være klar med et stort og bredt udvalg af bl.a. prydallium, for de findes også i andre versioner end denne ‘Purple Sensation’, som jeg har i mit pæonbed.
05 | Artikler om haven, Forår, Video guides til haven
Syrentid

Så blev de RIGTIG forår
Når det sydfynske landskab draperes med smukke hegn af lilla blomstrende syrener, så er det forår. Det er lige nu og de næste to uger, at synet og duften af syrener er på sit højeste, og har du selv syrener i din have, så får du her et par tips til, hvordan du får max glæde af dem.
Buketter
Da jeg for flere år siden besøgte én af Danmarks mest vidende personer indenfor syrener, så fik jeg også hans råd om, hvordan man får syrener til at holde sig saftspændte som buketter. (Ole Heide har Danmarks største samling af syrener, og du kan se samlingen, hvis du kører til hans planteskole lidt udenfor Thisted)
- Hav en spand fyldt med vand med dig, når du klipper blomster til buketter
- Fjern alle grønne blade umiddelbart efter klipning og sæt blomsten ned i vandet
- Skær et skråt snit og knus den nederste del af grenen, hvis den er meget tyk
- Skift vandet i vasen et par gange
Du kan se, hvordan jeg gør i videoen herunder
Lav din egen syrensaft
Syrener er spiselige og elsker du også syrener, og er du vild med duften, så skal du næsten prøve at lave saft på de aromatiske blomster. Saften kan efterfølgende fortyndes med vand ligesom hyldeblomstsaft, eller du kan bruge syreneliksiren til at pifte et glas hvidvin eller mousserende vin op. Jeg har stor fornøjelse af at fryse syrensaften ned i isterningeposer og tilsætte dem drinks eller en kølig sommerdrik.
Vær ikke ked af at plukke blomsterne, for syrener danner deres blomster på sidste års tilvækst. De når derfor let at danne et nyt hold blomster til næste år.
Opskrift på syrensaft
Kog en lage af:
1 l vand
1 kg rørsukker
Skrællen og saften af 2 usprøjtede citroner
Lad lagen køle af til max. 40 0C.
Syrenblomsterne trækkes fri af de kraftigste stilke og rystes, så der ikke er insekter i. Saml så mange, at det fylder ca. 2 l. Fyld blomsterne i store sylteglas og hæld den afkølede sukkerlage over. Luk låget, og lad blandingen stå ca. 24 timer. Nu skal alt indholdet igennem et klæde, og den klare syrensaft kan hældes på rengjorte flasker, som opbevares i køleskabet.
I denne video viser jeg, hvordan man laver syrensaft