Er du stadig på jobmarkedet, så kan man let føle sig presset over de opgaver, som der lige skal afsluttes inden ferien starter. Er familien på vej ud i det danske eller udenlandske ferieland, så skal mange praktiske gøremål lige ordnes inden hus, hjem og have forlades.
Haveklargøring
Når haven skal gøres ferieklar kan man godt blive lidt forvirret.
Hvad er nødvendigt, hvad er rart at få gjort, og hvilke opgaver kan vente til du kommer hjem?
Her og nu
Vanding af krukker, selvandingskasser fyldes op, siveslangen skal vande nyplantede hække m.v. Udplantede sommerblomster og nyplantede stauder, roser og buske. Køkkenhavens afgrøder
Aftale vandingsvagt med naboen eller din søde veninde/ven
Opbinding af tomater og agurkeplanter
Gød roserne
Rart at få gjort
Fjerne ukrudt i havens bede
Klippe græsset (hvis det ikke er tørkeramt)
Høste krydderurter til tørring
Klippe de forårsblomstrende stauder som salvie, stjerneskærm, jakobsstige m.fl. ned til genblomstring i sensommeren
Fjerne frøstandene fra de afblomstrede akelejer og frøstjerner, hvis du ikke ønsker frøspredning
Binde de afblomstrede blomsterhoveder af prydallium i små bundter og hænge dem til tørring
Den overdådige blomstring hos mange af vores frugttræer er ovre og nu vil de bestøvede frugtanlæg svulme op og danne de æbler, som vi til august eller efteråret kan mæske os i. Æbletræerne er lige nu i gang med at abortere et stort antal frugter. De løsnes fra planten og dratter ned under træet, og det ser faktisk noget dramatisk ud. Junifald er betegnelsen for de frugter, der falder til jorden netop her i juni måned. Både kirsebær, blommer, ferskner, abrikoser, nektariner, pærer og æbler “kaster” en del af de små frugter.
Udtynding kan blive nødvendigt
Når de små aborterede frugter er faldet af, så sidder der stadig en del frugter tilbage på træet. Mod slutningen af måneden er det derfor smart at kigge træet igennem og tynde ud, hvis frugterne sidder meget tæt. Har du et stort gammelt frugttræ, så betyder det ikke så meget, men er du den glade haveejer af et træ, der er få år gammelt, så gør du dit træ en kæmpetjeneste ved at fjerne nogle af frugterne.
Som jeg viser i billedserien øverst i indlægget, så fjerner jeg så mange frugter, at de sidder enkeltvis tilbage. Du kan også sigte efter at “nøjes” med 50 æbler på dit træ (hvis det er 2 – 5 år gammelt). De færre frugter giver flottere frugter med bedre solchance og derved ekstra meget frugtsukker. En anden fordel ved at udtynde frugter er, at træet ikke bliver overbelastet. Både vægtmæssigt, så grenene risikerer at brække, men også vækstmæssigt, for frugtdannelse kræver mange ressourcer.
Her er det sorten ‘Rød Aroma’ som giver store flotte røde æbler, når frugterne udtyndes efter junifald
Når vindrueklaserne ser således ud, så er det tid til beskæring
Sommerbeskæring af vin
Det er dejligt selv at dyrke egne vindruer, og har du et drivhus, så bliver druerne dejligt søde. Du kan også dyrke vin på friland, men i denne artikel handler det om vinstokkens beskæring i drivhus.
Nogle sorter af vin danner klaser før andre. Her er det en grøn drue, som modner forholdsvis tidligt, så billedet (der er taget i dag) viser, at det er tid til at beskære.
Det er ikke så nemt at forklare med ord, men i korte træk gør jeg følgende:
På sideskud, hvor der er dannet klase, klipper jeg resten af skuddet af to blade efter klasen
Jeg tynder ud i de mange sideskud, der bryder fra samme sted på den kraftige tykke hovedstamme (stokken)
Det er forskelligt, hvor mange sideskud, som jeg fjerner. Hvis der er 7 sideskud, fjerner jeg de tre.
Beskæringen af sideskuddene gør, at planten reagerer med at danne nye sideskud. Om ca. en månedstid, går jeg alle sideskud igennem og fjerner sideskud på disse.
Eller hjælp din nabo, børn eller børnebørn med nyttige gøremål i haven, omkring terrassen, på fritidsgrunden eller på altanen. Maj er nok den travleste havemåned. Alt skal ordnes, plantes, beskæres, gødes, klippes og lige for tiden er det begyndt at være tørt, så nu skal vi også vande. Trods de forholdsvis lave temperaturer, giver de lange dage og den dejlig sol os gode muligheder for at komme i mål med meget af havearbejdet.
Jeg kan godt lide, at der er tidspunkter, hvor jeg skal gøde mine planter, beskære og plante nyt. Krukkerne må meget gerne følge årstidens blomster, så det er dejligt at komme hjem efter en dag på jobbet. I nyttehaven er det skønt at klippe nyvæksten af krydderurterne af til måltiderne og se, hvordan kartoflerne bryder frem, ærteskuddene folder sig ud og løgtoppenes grønne spyd giver næring til løg, som jeg senere på sommeren hiver op, tørrer og gemmer til resten af året.
Nætterne er ved at være så lune, at tomater kan plantes i plantesække og gødning blandes i kapillærkasserne. En ny start med knibning af sideskud, opbinding og frugtsætning. Sommerens søde tomater direkte fra egen avl er svære at finde på supermarkedernes hylder.
Mangler stadig lidt arbejde med beskæresaksen
Jeg har ventet på, at mine lavendelbuske fik nye grønne skud. Det har de nu, så nu er jeg klar med saksen og får dem klippet så langt tilbage, at der stadig er synlig vækst. På den måde sikrer jeg mig ekstra mange blomster, tæt kompakt vækst og undgår dermed, at busken falder ud til siden og efterlader den bar i midten.
Hvis du er for voldsom, når du klipper lavendelbusken tilbage, risikerer du, at den ikke bryder igen.
HUSK, at det kun er de lavendler, som har artsnavnet angustifolia, der er hårdføre og kan overvintre. Andre typer er en sommerblomst, som dør til vinter.
Lavendler ELSKER sol og varme. De bryder sig ikke om at stå i jord, der er meget våd og tung om vinteren. De trives rigtig fint under et tagudhæng, men skal så vandes i tørre perioder indtil de har dannet et så stort rodnet, at de selv kan hente vand.
I videoen viser jeg, hvordan du skal være lidt forsigtig, når du klipper ældre lavendelbuske ned.
En af de mest aktuelle videoer på Haveglæders Youtube kanal er beskæring af frugtbuske. Beskæringen omfatter både ribs, solbær og stikkelsbær samt jostabær. Beskæringen er en foryngelsesbeskæring, hvor du kan fjerne 1/3 af de ældste og tykkeste grene i din busk. Når busken åbnes op og får mere lys og luft, så giver det grokraft til nye skud og større frugter. Der er ikke et videnskabeligt bevis for at der kommer flere kilogram frugt på din busk, men kvaliteten af frugten bliver bedre – ikke mindst bliver det noget lettere at høste frugten, når der er færre grene.
Hvor tit og hvornår?
Selvom der allerede nu er begyndende grønne blade på især ribs og jostabær, så kan du sagtens nå at beskære buskene. De er meget robuste og kan klare beskæring selvom de er i vækst. Omvendt er det bedst at hindre planten i at bruge for meget energi på vækst, som du alligevel fjerner, så vent ikke alt for længe med beskæringen.
Foryngelsesbeskæringen skal gøres når dine buske har vokset i din have i tre somre og er kommet i god vækst. Derefter er det en god idé at fjerne få grene (3 – 5) hvert år og dermed løbende forynge busken, så du kan få glæde af den i mange år.
På stregtegningen kan du fornemme, hvordan du kan tynde ud i de grene, som lægger sig langs jorden. Resten af “grenskelettet” viser en harmonisk busk med fin forgrening.
Se eller gense videoen, hvor jeg med ørnenæb fjerner grene i ribs og solbærbusken i min have
I mange haver ligger efterårets blade stadig i bedene, hvilket er helt fint. Måske havde du fjernet dem og gjort forårsklar, men så kom stormen Otto forbi og ruskede lidt op i det hele. I vores have løsnede mange af de vinterbrune blade fra bøgehækken, så nu ligger de lidt hist og her – sammen med små og mellemstore grene fra træerne. Især fra ældre træer vil der være svage grene, som med tiden bliver mindre vitale og derfor brækker af. Dem har vi en del liggende af, for der er mange store gamle træer i vores have.
Både blade og de halvmøre grene kommer i bunden af et tomt rum i komposten. Det er altid godt med lidt grovere organisk materiale i bunden af komposten – senere kan græsafklip og lignende sætte gang i den magiske nedbrydning og give lækker muld.
Tilbageklipning af stauder og prydgræsser
Når marts måned melder sin ankomst, så begynder jeg at klippe stauder og prydgræsser ned. Det tager nemlig lidt tid. Prydgræsserne er de sidste, jeg klipper, for de er så smukke med deres vinteraks. De fleste staudetoppe sidder meget løst og kan nemt fjernes med en løvrive. Vær forsigtig og kig efter i bunden, for nogle af de tidlige stauder er allerede fremme med små sarte spirer. Der er dog nogle stauder, som ikke så nemt slipper. Santkhansurt er en af dem, og purpursolhat er også lidt sart.
Disse venter jeg med
Udover prydgræsserne, så venter jeg også med at klippe lavendelbusken ned. Faktisk venter jeg helt til midt i marts. Så kan man nemmere vurdere, hvor langt ned i busken man kan klippe, for i april begynder de første nye skud at springe ud.
Sommerfuglebusken er allerede godt på vej med nye blade. Saftstigningen er allerede høj i busken, men alligevel venter jeg med at klippe den tilbage til midt i april – også selvom det betyder, at de nye skud kasseres. Når jeg udsætter beskæringen til april, undgår jeg at en periode med sen frost skader planterne.
Det samme gælder for havens roser. De har allerede nu store knopper og bladene er ved at folde sig ud. Alligevel venter jeg med at beskære til midt i april. Igen er det den sene forårsfrost, som kan være meget hård vil roserne.