fbpx

Klip bare roserne ned

 

Beskæring roser

Nye skud på roserne

Du behøver ikke vente på dronningens fødselsdag

Reglen om, at roserne først skal beskæres til dronningens fødselsdag kan i år brydes med fornuft. De gule forsytiabuske står i fuld blomst, for vejret i marts har vækket mange af forårets planter tidligere i år. Det gælder også roserne, så grib blot saksen og få beskåret roserne i din have.

Hvordan er det nu?

  • Fælles for alle roser gælder, at døde og sygdomsramte grene skal skæres helt væk
  • Beskadigede og knækkede grene beskæres til friskt ved
  • Eventuelle vildskud klippes af så tæt på roden, som det er muligt

Bunddækkende roser

Let studsning, men altid ned til friskt ved. Ældre beplantninger forynges ved at udtynde nogle af de ældste og tykkeste grene.

Bedroser

Storblomstrede rosensorter klippes tilbage til 10-20 cm over jordens overflade.
Buketroser klippes tilbage til 25-30 cm over jordens overflade.

Buskroser, historiske roser, antikke roser

Sidste års lange skud, der kommer helt fra bunden, halveres i længden.
Gamle skud afkortes til ønsket længde.
Sideskud afkortes, så der er 3 – 5 øjne tilbage.

Klatre- og slyngroser

Disse rosentyper blomstrer flittigst, hvis skuddene bindes ud til siderne.
Klip sideskuddene, der sidder på hovedskuddet tilbage, så der er 2 – 3 knopper tilbage.
Er der tale om gamle eksemplarer, kan man med fordel forynge rosen ved at fjerne enkelte af de gamle og tykke stammer fra basis af planten.

Roser på stamme

Rosensorter, der har små blomster skæres tilbage til en grenlængde på 15–20 cm.
Rosensorter med store blomsterhoveder skæres tilbage til ca. 10 cm grenlængde.

Gødning

Slut altid af med at give gødning til roserne når beskæringen er færdig. I dit lokale havecenter har de rosengødninger, hvor især kvælstofindholdet er højt og derfor er tilpasset rosernes behov.