11 | Beskæring, Efterår, Gødning, Månedens Plante 2018, Planter, Træer, Vanding
Lille træ med stor effekt
Man kan altid finde plads til perlerøn med det dekorative løv og hvide bær – bliver kun 2 m høj
Rønnetræer viser deres pragt flere gange om året. Når vinterens bare grene med hårde knopper om foråret forvandles til en frodig trækrone dækket med smukke blade, så er det blot optakten til en smuk blomstring i maj – juni måned.
De relativt store blomsterstande omdannes til særdeles dekorative bær, der frem mod vinteren er til stor fornøjelse for både fugle og haveejeren. Nogle arter af røn når at kaste deres høstfarvede løvdragt, så bærrene sidder tilbage som perleplader i stærke farver.
Vidste du at…
Rønnebær er godt nok sure, men det skyldes det høje indhold af C-vitamin? De kan da også anvendes til at lave gelé eller marmelade. En blanding med æble kan anbefales.
Røn er forskelligartede. Japansk røn bliver kun omkring 5 – 7 m høj, mens bredbladet røn nemt når 10 m. De mange forskellige arter af røn gør det muligt at opfylde mange havedrømme, og har du ikke mod på et ”rigtigt” rønnebærtræ, så kan du plante den søjleformede røn, den langsomtvoksende røn eller perlerøn, som mere er en busk og kun bliver 2 m høj. Perlerøn får dekorative hvide bær.
Rønnetræernes flotte høstfarver er et udmærket argument for at invitere planten ind i haven. Især de japanske røn får ualmindeligt flotte høstfarver, og de stærkt fligede blade er store og giver træet et helt specielt udseende.
Blomsterstandene har en helt speciel duft, som lokker mange fluer til. De flittige fluer mæsker sig i nektar og sørger for en god bestøvning.
Sådan gør du
Plantning i almindelig havejord – røn er ikke et krævende træ. Plant i samme dybde, som træet leveres i fra havecentret. Bind træet til en støttepæl. Du kan plante røn hele året, når blot jorden ikke er frossen.
Vanding i forbindelse med plantningen er nødvendig. Brug 10 l vand pr. plante umiddelbart efter, du har plantet. Opfølgende vanding er vigtig den første sæson i tørre perioder.
Pasning med gødskning hvert forår. Røn kan sagtens beskæres, så skab selv den størrelse, som passer ind i din have.
10 | Artikler om haven, Efterår
Bind en krans
SMUKT LØVFALD
Haven trodser blæsevejr og regn med smukke høstfarver og bær, som de gerne vil have fuglene til at æde og sprede. Hvis du også trodser årstidens rusk og regn med en tur i haven, så vil du snart finde et væld af interessante former og farver, som sagtens kan løfte humøret. Tænk at naturen helt af sig selv kan transformere mørkegrønne blade til et fremragende fyrværkeri som ved et trylleslag. Og det er en rar fornemmelse at følge planternes måde at trække sig tilbage på. Afslutningen af en travl og hård havesæson med lang tørkeperiode i sommeren viser haven fra sin positive side – det gik jo ikke så galt endda. Godt nok er der en del huller i staudebedet og surbundsbedet reagerer med al for tidlig blomstring i mange rododendron, men alt i alt bør vi være taknemmelige og huske på haven som det luksussted, der langt fra er alle mennesker forundt.
Her har jeg benyttet mig af de skønne farver og bundet en krans, som kan stå omkring mit haveblus, der er så smukt, når det brænder i skumringen.
IKKE ALLE PLANTER SKIFTER FARVE
Bøgehækkene gløder med gulligorange farver, tempeltræet skriger nærmest den mest guld-gule farve ud, ambratræets dybtrøde glød er utrolig flot, og de mange ahornarter har de vildeste høstfarver. Alligevel er det langt fra alle planter, som når at skifte farve inden løvfald. Hvis du kunne tænke dig flere planter i din have med flotte efterårsfarver, så er det en rigtig god idé at gå ture i dit nabolag og kigge ind over hækken. Man må gerne fotografere udefra vejen, så med et billede på din mobil, vil de fleste gartnere være i stand til at se, hvilken plante det drejer sig om. Du kan også lade dig inspirere af disse planter med flotte høstfarver:
- Koreakornel, Cornus kousa
- Japansk røn, Sorbus commixta ‘Dodong’
- Japansk løn, Acer palmatum
- Blåbær, Vaccinium corymbosum
- Vildvin, Parthenocissus
HUSK at din gartner i dit lokale havecenter altid står klar til at hjælpe dig med at finde flotte planter med smukke høstfarver
Du finder dit nærmeste havecenter her
10 | Artikler om haven, Efterår, Hæk, Vanding
Husk dette når du planter hæk
Det er et stort projekt at plante ny hæk, og man gør det ikke lige om
Man skal helst gøre det hele rigtigt, når hækken skal plantes, for mange gange vil hækken stå i 20 – 40 år eller endda længere. Der er dels regler, som skal overholdes i forhold til hegnsloven, men også fagligt er der nogle gode råd til at gøre det rigtigt.
HEGNSLOVEN
Hegnslovens regler skal overholdes. Det er en generel lov, som anvendes, når der indimellem er stridigheder imellem naboer.
- Det er lovligt at plante hæk i skel, når højden ikke overstiger 1,8 – 2 m, hvis naboen giver sit samtykke
- En hæk eller hegn i fælles skel er et fælles anliggende; og man skal derfor dele udgifter og vedligeholdelse med sin nabo.
- Vedtægter, som evt. er vedtaget i grundejerforening eller lignende, går forud for ovenstående
- Vil man have sig egen hæk, skal man plante den på egen grund
Læs hele hegnsloven på www.hegnsloven.dk
DER ER HJÆLP AT HENTE I DIT HAVECENTER
Der er flere forskellige typer hæk at vælge imellem. Der er løvfældende hække eller vintergrønne hække, og der er hække som skal klippes og uklippede hække. Det store udvalg kan du se i dit lokale havecenter, som altid står parat til at hjælpe dig. Barrodede hækplanter, der er gravet op fra marken efter 2 – 4 års tilvækst og som er sorteret efter størrelse og kvalitet, er det mest almindelige hækprodukt, som vi planter. De bare rødder må på intet tidspunkt tørre ud og ALLE rødder skal med ned i plantehullet.
Du finder dit nærmeste havecenter her
VAND
Den største fejl ved plantning af hæk er manglende vanding, og det er ofte med døde planter som resultat. Plantning om efteråret er godt, men du kan plante hæk helt frem til foråret uden problemer – når blot du sørger for at vande. Lige nu er jorden fugtig og god at plante i, men du skal alligevel vande grundigt til, når du er færdig med at plante. Vandet skal trænge helt ned til de yderste rodspidser, som derved får god kontakt til den omkringliggende jord. Hække skal vandes de første år efter plantning, så slut af med at lægge en siveslange ud i din nye hæk – den kan du benytte, når det til foråret er varmt og tørt.
DÆK MED FLIS
For at undgå en masse lugearbejde, vælger mange at dække af med flis. Vi anbefaler at du venter med at dække med flis til hækken er min. et år gammel. Brug kun barkflis som ikke indeholder skadelige syrer, dæk med min. 10 – 15 cm og gød med ekstra kvælstofholdig gødning.
10 | Artikler om haven, Efterår
Få glæde af dine krydderurter hele vinteren
KRYDDERSALTI min have vokser krydderurterne ufortrødent videre, men det bliver de jo nok ikke ved med. Smagen af krydderurterne kan sagtens gemmes hele vinteren, og det er ret nemt at lave kryddersalt. Det eneste det kræver er en foodprocessor eller blender til at findele og sprede smagen som optages af saltet. Efter forarbejdningen skal saltet tørre. Det kan man godt gøre på bagepapir, men det tager mange dage og går lidt ud over smagen. Alternativt kan man tørre kryddersaltet i ovnen.
SALT
Du skal bruge groft salt uden jod til kryddersalt. Du kan ikke bruge fint salt eller flagesalt.
ANDRE SMAGSFORSTÆRKERE
Udover salt og nyhøstede krydderurter, så kan man tilsætte hvidløg, chili og citron/limeskal.
KRYDDERURTER
Man kan egentlig bruge alle krydderurter til at lave kryddersalt. Du kan anvende dem enkeltvis eller lave blandinger af flere forskellige. Når man bruger de bløde krydderurter som basilikum og persille kan både blade og stilke bruges. Når det drejer sig om de mere vedagtige krydderurter som rosmarin, så skal bladene plukkes af inden brug. Mængden er du selv med til at dosere, men en retningslinje er 200 g groft salt og 5 – 6 håndfulde krydderurter til en portion.
TØRRING
Når kryddersaltet er forarbejdet i foodprocessor vil det ligne fugtigt sand. Nu skal det bredes ud på en bageplade i et tyndt lag. Bages i ca. 30 min. ved 50 grader med ovnlågen på klem. Når kryddersaltet er tørt hældes det på lufttætte glas.
FORSLAG TIL BLANDINGER
Kvan, dild og timian
Grøn mynte, oregano og citronskal
Salvie, oreganum og timian
Rosmarin, chili, hvidløg og citronskal
DET KAN DU BRUGE KRYDDERSALT TIL
Først og fremmest som bordsalt. Saltet bruges også til at gnide på kød inden stegning, og inden du bager rodfrugter i ovnen, så er kryddersaltet med til at gøre smagen endnu mere spændende. Saltet er også godt i salatdressingen og i sammenkogte retter og supper.
10 | Artikler om haven, Efterår
Det kan du bruge de grønne tomater til
Det lakker mod enden i drivhuset, så du kan med fordel høste nogle af de grønne tomater til lækre syltede retter
MARMELADE AF GRØNNE TOMATER
Det er lidt specielt at servere marmelade med grønne tomater, så du kan med fordel benytte lejligheden til at lave en portion netop nu.
Du skal bruge….
800 g grønne tomater
1 økologisk citron
1 dl vand
7 dl sukker
Tomaterne skæres i stykker og lægges sammen med den fint snittede hele citron i en gryde med vand. Lad blandingen koge i ca. 20 minutter og tilsæt sukker. Når sukkeret er opløst koges blandingen godt igennem i 2 minutter, hvor efter den skummes og hældes på rene glas. Opbevar marmeladen koldt og brug den til brunch sammen med pølser og bacon eller som sød/surt til kødretter vinteren igennem.
SYLTEDE GRØNNE TOMATER
Det er oplagt at plukke og skylle de mange umodne grønne tomater og sylte dem.
1 kg små og mellemstore tomater
2,5 dl økologisk husholdningseddike eller æblecidereddike
2,5 dl vand
500 g sukker eller lyst rørsukker
1 stykke hel kanel
4 hele nelliker
1 stjerneanis
1 stang vanilje skåret i 4 – 5 stykker
Du kan krydre yderligere ved at tilsætte:
1- 2 cm frisk ingefær
1 spsk koriander
1 spsk spidskommen
4 kardemommekapsler
Sådan gør du:
De skyllede tomater prikkes med en spids gaffel. Vand-eddike-sukkerlagen med de ønskede krydderier varmes op til sukkeret er opløst, og nu kommes tomaterne i blandingen. Når de har kogt omkring 10 min. vil de blive bløde, og du kan nu hælde på rengjorte glas. Brug de syltede grønne tomater som en slags chutney til gryderetter, stege eller som tilbehør til paté.
PS Hvis du er meget glad for grønne tomater, så skal du prøve at dyrke Tomatillo (Physalis ixocarpa), som har et meget lavt indhold af det giftige stof tomatin, som de grønne tomater desværre har. Når grønne tomater tilberedes nedsættes indholdet af tomatin væsentligt. Spis aldrig grønne tomater rå!