fbpx
Vinteren er hård ved de grønne stueplanter

Vinteren er hård ved de grønne stueplanter

Sådan passer du dine grønne planter om vinteren

 

En af de mest populære grønne planter er fingerfilodendron, som vises her på billedet. Især de unge har taget planten til sig, og de har heldigvis stor fornøjelse med planterne i deres lejligheder, på værelset eller i det nybyggede hus. 

Succesen med de grønne planter er stor. Det er forholdsvis nemme planter at passe, og så giver det masser af struktur og liv blandt møbler i hjemmet.

Alligevel er det ikke altid, projektet Grønne Planter lykkes. Især på denne årstid vil mange af dem ofte kaste bladene, få gule blade eller stå med visne bladkanter. Her kan du få en hurtig gennemgang af, hvordan man får succes med at passe de grønne planter vinteren over.

LYSFORHOLD
Ikke alle grønne planter stiller lige store krav til lys. Nogle er meget afhængige af at stå i nærheden af dagslys, mens andre er mere tolerante og kan stå i et mørkt hjørne. Du skal derfor sætte dig ind i, hvor din grønne plante helst vil vokse. Eksempelvis skal fiskebensplanter helst væk fra lyset, mens fredsliljer skal have masser af lys.
I vinterperioden vil flere af de grønne planter naturligt mindske deres bladmasse for bedre at kunne klare manglen på lys. Derfor er der flere blade som vil falde af eller bare visne væk.

KORREKT VANDING
Korte dage og gråvejr giver ikke planterne megen lyst til at gro. Faktisk vil mange af de grønne planter helt automatisk gå lidt i dvale om vinteren. Hvis du ikke får ændret på din vandingsmængde, så risikerer du, at planterne får alt for meget vand. Du ser symptomer på overvanding når planten får gule blade eller når stænglerne rådner.
For lidt vand giver visne og brune blade.

Løft på potten eller stik en finger dybt ned i jorden, så du kan mærke efter og få reguleret vandingen.

GØDNING
Når der ingen tilvækst er, så er behovet for gødning ikke høj. Hvis du vil sikre dig, at planterne får et minimum af gødning, så er det en god idé at lægge gødningstabletter eller gødningspinde ned i jorden. De frigiver gødningen meget langsomt og i takt med, at planterne bruger det.

TEMPERATUR
De fleste grønne planter skal vokse ved temperatur mellem 18 – 25 grader. Står de meget tæt på en radiator, så stiller det ekstra krav til deres styrke. I dit havecenter findes deciderede radiatorplanter, som er planter, der har en formidabel evne til at kunne udtørre helt uden at dø – i hvertfald ikke lige med det samme.

Grønne planter er ikke så sarte overfor træk, men har du for vane at lade soveværelsesvinduet stå åbent hele året rundt, så er det nok ikke lige her, du skal sætte de grønne planter – eller nogen plante i det hele taget.

GODE RÅD
Du er altid velkommen til at få gode råd hos din gartner i dit havecenter. Her er der masser af erfaring og løsninger, hvis du har problemer med at få dine grønne planter til at lykkes.

December Juletræer i potter

December Juletræer i potter

Juleinspiration

 


Julens grantræer dekoreres nemt med lyskæder og årstidens blomstrende skimmia og juleroser klæder de fine julepotter

Endelig er det helt på sin plads at ”jule” med planter ved husets indgang, på terrassen eller andre steder, hvor du færdes dagligt. Vi er blevet så glade for lyskæder med det mere miljøvenlige LED lys, og hvorfor ikke bruge planterne til at ”lyse op” i en mørk tid?

Grantræer er så oplagte at dekorere med i december måned. Små nordmannsgraner i dekorative potter, de flotte blågraner og den søjleformede sukkertopgran. Udvalget af de vintergrønne nåletræer er stort, og så er der jo tale om robuste og hårdføre planter, der nemt kan bruges i haven, når julen skal pakkes ned, og der skal gøres plads til en ny sæsons blomster og planter.

De fine lyskæder er nemme at vikle om træets grene, og den lille boks med batterier gemmes nemt af vejen i krukken. Lyskæderne fås med 10 – 120 (eller flere) lysdioder, så det er muligt at klæde både små og store krukkejuletræer på i en fin lysdragt.

Vidste du at…

Juletræstraditionen kun er godt 200 år gammel i Danmark? Først i 1808 ser man de første juletræer i borgerskabets hjem, og vi skal helt frem til 2. verdenskrig inden de fleste danske hjem anskaffede sig et træ til stuen, når jule skulle fejres. I dag vælger 80% af danskerne nordmannsgran, men tidligere var det rødgran, som var det mest almindelige danske juletræ.

Danskerne er et af de lande, der eksporterer flest juletræer. Omkring 10 mio. træer går hvert år til andre lande, mens vi i Danmark selv forbruger omkring 1,5 mio. træer. Her er udelukkende tale om træer, der er fældet.

Når du vælger juletræer i potter, vil du kunne genbruge træerne i din have – evt. grave dem op til krukken til næste år, eller blot nyde træernes tilvækst år efter år. Husk at dit lokale havecenter har et stort sortiment af mange forskellige vintergrønne planter – og de findes i mange forskellige størrelser.

Sådan gør du

Plantning er enkel, for træet er ikke i vækst. Du kan derfor blot løfte plastpotten af og sætte træet i en krukke eller kurv. Når julen er ovre, planter du blot dine juletræer fra krukkerne ud i haven, hvor de nemt vokser videre. Da det ofte regner regelmæssigt på denne årstid, er det ikke nødvendigt at vande – med mindre dine krukker står under et udhæng.

I stuen
Du kan også nyde de små fine grantræer inde i den varme stue, men her kræver det pasning med vand. Efter nogle uger vil træernes rødder i potteklumpen muligvis begynde at vågne. Du kan derfor ikke forvente at pottetræer, som har stået inde i længere tid vil kunne vokse videre i din have.

 

Helleborus i potter skal reddes

Helleborus i potter skal reddes

 

 


Man bliver meget forskrækket første gang synet af en total sammenklappet julerose eller påskeklokke viser sig. De smukke vinterblomstrende stauder falder helt sammen, når det er frostvejr. Både blade og blomster lægger sig fladt ned – det uanset om de står plantet i havens bede, eller om de står i en krukke, som her på billedet. 


Nu er julerosen igen på højkant og ser ud, som intet er hændt. Det milde januarvejr giver os mulighed for at nyde de smukke blomster, men meteorologerne melder om frost døgnet rundt fra slutningen af januar, og så lægger planterne sig fladt ned igen.

Noget kunne tyde på, at frosten hænger ved i længere tid, så derfor vil jeg flytte mine krukker. Egentlig ikke pga. frostens påvirkning af blade og blomster – de skal nok rejse sig igen, men for at undgå, at roden fryser til en stor isklump. Det kan den faktisk også godt tåle – sådan er det jo ude i havens bede, men når den igen skal tø, så risikerer jeg, at planten går til, når pottens dræn blokeres af en frossen potteklump. 

Jeg har også andre krukker stående ude med forskellige stedsegrønne planter, men dem flytter jeg blot ind under tagudhænget, så de ikke fyldes med en masse vand – de er så robuste, at de nok skal klare optøningen af krukkerne, som med garanti vil bundfryse, når det bliver koldt i længere tid. 

Du kan også vælge at isolere krukkerne med boblefolie eller vintermåtter, så varer det længere inden frosten kommer ind.

NB HUSK at vand udvider sig, når det fryser – dine krukker frostsprænges også, hvis de ikke er så hårdtbrændte, at leret ikke suger vand