fbpx
Genbrug forårsløg

Genbrug forårsløg

Læg afblomstrede løg i haven

 


Når hyacinterne ikke længere er pæne
Når hyacinternes blomster er færdige og ser triste ud, så behøver de ikke komme på komposten.
  • Lad planten og de grønne dele hvile i et køligt rum eller udenfor (ikke når det fryser)
  • Når de grønne blade er lidt mere visne, så kan du tage dem med ud til havens bede
  • Løget skal lægges så dybt, at det kommer ned i en dybde, der svarer til løgets højde x 3. Et hyacintløg er ca. 4 cm højt og skal derfor ned i 12 cm dybde
  • Løg, som du lægger her i foråret 2020 vil højst sandsynligt nå at danne nye blomster til foråret 2021
PS Det samme gælder for andre blomsterløg – når du har nydt dem i en potte eller et glas, så kan de plantes i haven bagefter
MEGET tidligt forår

MEGET tidligt forår

Foråret er på vej

Forårsfornemmelser er lette at finde, når du kommer tæt på blomsterbedets bund og roder lidt op i bladene, som har dannet et beskyttende lag. Nu er erantis og vintergækker klar til at byde en ny havesæson velkommen. Vi har prøvet det før – at både erantis og vintergækker blomstrer lige ved juletid, men det er godt nok tidligt.
 

FORLÆNGER BLOMSTRINGEN

Vi kan kun glæde os over, at vi allerede nu kan nyde godt af de livsbekræftende blomster. Når de står i det forholdsvis kølige vintervejr, så holder deres blomstring i månedsvis. Bliver det frostvejr, så vil de lægge sig ned, men når der igen er plusgrader, vil de vågne op igen.

IKKE KUN ERANTIS OG VINTERGÆKKER

Krokus, påskeliljer, pinseliljer, dorotealilje, tulipaner og andre forårsløg er der fuld fart på, men blomstringen har vi heldigvis stadig tilgode. Er du den heldige ejer af påskeklokker, der i modsætning til juleroserne, først blomstrer senere, så kan du sikkert finde flotte blomster i disse planter også.

SKAL – SKAL IKKE

Jeg er altid lidt i syv sind, når foråret kommer væltende før frost og vintervejr. Skal jeg fjerne de visne blade, så blomsterne kan få lov at udvikle sig, eller risikerer jeg, at der så sker ødelæggelser, når frosten kommer – for det skal den nu nok. Efter ugers tøven, så har jeg nu besluttet mig for at fjerne bladene i de bede, hvor jeg ved der er mange erantis og vintergækker. De store blade fra mine lindetræer, som naturligt dækker bedet med forårsbebuderne må samles sammen og lægges på komposten.

Et andet svært valg er beslutningen om at fjerne de gamle vintergrønne blade fra juleroser og påskeklokker. Jeg synes altid, det er så voldsomt et indgreb, og vil helst beholde bladene, så planten har noget energi at trække på. Omvendt, så ved jeg også godt, at bladene kan dække for blomster fra naboplanten eller i værste fald være sygdomsbærer. Der findes flere forskellige sygdomme, som Helleborus kan få. De er desværre ofte helt ødelæggende for planten, så man skal straks fjerne blade og blomster, der ser syge ud.

Når jeg ikke længere kan holde den skarpe saks i lommen, så klippes bladene af og lægges i affaldsbeholderen – blade fra Helleborus-familien skal ikke på komposten og sprede eventuel smitte.

Tid til forårsløg

Tid til forårsløg

Læg forårsløg nu

 

Vi skal allerede nu til at tage stilling til, hvilke løgblomster, som vi gerne vil berige haverne med i foråret 2020

Det er ved at være længe siden vi sidst dånede over de første forårsbebudende blomster. Alligevel er det på tide at sætte fokus på at få hjembragt næste forårs overdådige løgblomster, for de skal jo i jorden i dette efterår.

HAR IKKE LIGE TID NU
Sådan sagde min nabo den anden dag, da snakken faldt på nye planer i haven her i efteråret. Hun havde virkelig ikke overskud til at ligge på knæ og grave huller for at fylde dem op med løg. Hun havde travlt med at høste frugter og nå at slå plænen, som hele tiden er for våd. 

Du behøver faktisk ikke at lægge dine forårsløg allerede nu, men ønsker du at kunne shoppe i det fulde sortiment, vil jeg stærkt anbefale at du allerede nu tager forbi dit havecenter. De har nemlig først lige fået friske varer hjem, og lige nu er udvalget stort og bredt. Venter du en måned, så vil mange af sorterne være udsolgt!

VENT MED AT LÆGGE LØG
Det er helt op til dig, hvornår du vil i gang med at lægge blomsterløg – du skal bare nå at gøre det inden det for alvor bliver vinter. Tulipaner er de løg, som kan vente længst – de skal blot i jorden inden jul. 
Alle blomsterløgene er høstet fra marker, hvor de er vokset til og toppen er visnet ned – ligesom løgene gør i din egen have. Hen over sommeren er de blevet sorteret og pakket. De er derfor i dvaletilstand og kan godt tåle at ligge nogle uger inden du får dem i jorden.

Husk at løgene skal lægges så dybt, at jorden over toppen af løget er løgets dobbelte højde. Dvs. er dit løg 2 cm højt, så skal det ned i 6 cm dybde.

Påskeliljer

Påskeliljer

Påskens blomst


Påskeliljer findes i mange størrelser og farver

Narcisser
De traditionelle gule ‘Carlton’ påskeliljer er skriggule og ensfarvede. Det er de mest almindelige påskeliljer. Allerede i marts måned blomstrede de små vildarter, og har du også plantet pinseliljer, så vil du have fornøjelsen af de smukke forårsblomster i to måneder.

Der er hele 60 forskellige arter af narcisser, og gennem årene har man forædlet frem til et hav af sorter. Derfor er det muligt at plukke en blandet buket af forårets livsbekræftende narcisser.

Nemme løgplanter
I nogle haver æder mosegrisene tulipanløgene – eller råvildt gnaver knopperne. Sådan er det ikke med narcisser – dem kan ingen lide. Årsagen findes i det faktum, at planten er giftig. Faktisk er den så giftig, at man ikke kan have andre afskårne blomster i samme vase!

Narcisser er utrolig nemme planter i haven. De kommer troligt år efter år med de fineste blomster – mange af dem dufter tilmed dejligt. Når blomstringen er ovre, trækker planten sine reserver tilbage i løget og nu visner plantens overjordiske del ned. Efter 1. juni er bedet helt uden spor af løgvæksterne.

Kulturhistorie
I den græske mytologi fortælles om bjergnymfen Echo, der blev forelsket i den unge smukke Narcissus. Han var dog så selvoptaget, at guderne straffede ham ved at forvandle ham til en blomst. Blomsten stod med bøjet hoved og spejlede sig i søen – heraf navnet Narcissus.

Sådan får du narcisser i haven

  • Det er bedst at lægge løg om efteråret. Har du købt potter med løg til dine krukker, så planter du dem ud i bedet, når de er afblomstrede
  • De fleste narcisser er ikke kræsne, når det gælder jordtype, men vælger du en løs og humusrig (spagnumblandet) jord, så er det perfekte forhold
  • Læg løget så dybt, at der er dobbelt så meget jord over løget, som løget er stort. (5 cm stort løg dækkes af 10 cm jord – eller lægges i 15 cm dybde)
  • Plant gerne i mindre grupper, så du har “klynger” af blomster
  • Hvert forår bør du strø lidt naturgødning omkring løgplanterne
HOLD øje med løgposerne i dit lokale havecenter til september – her vil der både være vildarter og et væld af sorter at vælge mellem
Vidste du dette om krokus?

Vidste du dette om krokus?

Lidt om krokus

Krokus er én af forårets tidlige løgblomster. I midten ses en storblomstret gul, mens de to blå højst sandsynligt er botaniske sorter

Der er fart på løgblomsterne i haven

Mens tulipanerne har travlt med at skyde op af jorden med de første grønne blade, nyder vi de mange krokus, som netop nu er i fuldt flor. Der er stor variation i farver og former – og ikke mindst størrelsen på krokusblomsterne, så her får du et lille indblik i planteslægten Crocus.

Tilbage i efteråret kunne man frit vælge blandt en masse dejlige sorter af krokus på hylderne med løgplanter. Nu kan vi glæde os over dem vi fik lagt i efteråret, men også dem der hvert år frivilligt genblomstrer i haven. Det er nemt at kende krokus. Deres helt smalle blade med den genkendelige hvide midterstribe kommer først op af jorden, men snart følger de smukke vaseformede blomster.Krokus deles op i de forårsblomstrende og de efterårsblomstrende – her handler det kun om dem, der blomstrer i foråret.

Crocus chrysanthus– botaniske krokus i sorter
Arten stammer fra det sydøstlige Europa, og de mange sorter fås med hvide, gule, citrongule, svovlgule, cremegule, orangegule, lyseblå, blå og lilla toner. De har forholdsvis små blomster og bliver kun omkring 6 – 10 cm høje.

Crocus tommasinianus – snekrokus
Denne art er oftest den, man planter i græsplæner. Den danner mange blomster fra hver knold og har karakteristisk lys midte.Den fås i flere sorter med hvide og blålilla farvenuancer. Blomstrer som nogle af de første.

Storblomstrede krokus – vårkrokus
Sortimentet af de storblomstrede krokus er opstået som resultat af krydsning mellem den gule Crocus flavus og den blålige Crocus vernus. Plantesamlere går en stor bue uden om disse storblomstrede typer, men i haverne har vi stor glæde af dem. Disse krokus blomstrer først senere end de botaniske. Da de er mere kraftfulde i farverne, er det ofte de storblomstrende krokus, der er lagt i kommunale anlæg i byerne – og det er jo et fantastisk syn.

‘Jeanne D’Arc’ er en hvid sort
‘Dutch Yellow’ – eller store gule krokus dækker behovet for gule storblomstrede krokus
‘Pickwick’ er et godt bud på en stribet sort
‘Remembrace’ er lilla
‘Vanguard’ er en mere sart blå sort

Det er nu, du skal lægge en plan for, hvor i haven disse dejlige forårsbebudere skal placeres – og hvilke sorter du skal på udkig efter, når havecentrene igen til efteråret får hylderne fyldt op med friske blomsterløg.

3 oplagte forårsbebudere

3 oplagte forårsbebudere

 

Forårsinspiration


 

ERANTIS OG VINTERGÆKKER
Er du en heldig haveejer med erantis og vintergækker, så er der masser af forår at spotte allerede nu. De skriggule blomster på erantis lyser flot op, når vejret er lidt gråt. Flere steder i landet står de skjult under et lag sne, men mange steder er snelaget ikke tykkere, end de kan titte frem.

Vintergækkerne står ranke og fine i klynger. I modsætning til erantis, som sår sig selv, så spreder vintergækkerne sig utrolig langsomt. De små løg ligger meget dybt i jorden og de deler sig langsomt. Oplever du, at dine vintergækker har svært ved at danne blomster, så er det ofte fordi, der er for lidt plads i klyngen. 

TIPS
Du kan få flere vintergækker i din have, hvis du efter blomstringen graver en “klump” op og forsigtigt deler den i mindre grupper, inden du igen planter den. Når løgene får lidt afstand og luft, så deler de sig bedre – og blomstringen vender tilbage.

ALPEVIOLER
Ud over de traditionelle gule og hvide vinter/forårsblomster i havens bund, så skal vi også lige vende alpevioler. Måske tænker du på en potteplante, når du læser ordet Alpeviol, men det er faktisk også en staude. Slægten er den samme (Cyclamen), men staudeversionen hedder coum til artsnavn. Den fås i en række forskellige sorter med “cyklamen” farvede blomster eller med hvide blomster. Foruden de smukke blomster på en årstid, hvor der er lidt blomsterfattigt i haven, så er alpevioler stedsegrønne stauder, der effektivt dækker bunden og som regel hindrer, at der skal luges. Mange af sorternes blade er desuden marmorerede, så selvom stauden har sin blomstringstid fra januar til marts, så er den alligevel dekorativ resten af året.