fbpx

Sådan håndterer du lus i dine planter

 

Der er mange bladlus i roserne – de brune opsvulmede lus på billedet er bladlus, som er parasiteret af snyltehvepse – naturens egne nyttedyr

Ekstra mange lus i år

Der er forskel på mængden af lus vi oplever i planterne fra år til år. I dette forår er bølgerne af lus ret voldsomme, og flere steder sidder de nærmest på nakken af hinanden. Lus er jo mad for mange andre insekter, men når de optræder i store mængder, så kan de være hæmmende og deciderede ødelæggende for de planter, som vi gerne vil have glæde af.

En lille bladlus når at føde 20 nye lus, så det går rigtig stærkt. Når du opdager lus i en plante, så er det langt fra sikkert, at lusene hopper over på alle havens planter. Der findes rigtig mange forskellige bladlus, og de har deres foretrukne værtsplanter.

LUSEDE PLANTER

Nogle af lusenes mest elskede værtsplanter er:

  • peber og chili i drivhuset
  • hestebønner i køkkenhaven
  • hyldebuske/træer
  • roser
  • naur
  • æbletræer
  • kirsebærtræer
  • ribs, solbær og stikkelsbær

Lusene suger plantesaften og de er så små, at det er minimalt, hvor meget planterne tager skade – det er lusenes sekret, som indeholder så høje mængder sukkerstoffer, at der opstår klistrede belægninger, som så er årsagen til, at planterne lider.

 


Store mængder sorte bladlus på rødbladet hyld

SÅDAN KAN DU FINDE LUS I PLANTERNE
 

  • Kig omkring blomsterknopperne og på bagsiden af bladene
  • Læg mærke til, om topskudsbladene er krøllede og drejer rundt
  • Kig efter små hvide “skeletter” – det er lusenes ham, som de skifter i takt med at de vokser
  • Hvis der er mange tissemyrer, så kan det være tegn på luseangreb – myrerne malker nemlig lusenes sekret, som også kaldes honningdug
  • Hvis bladene er skinnende og klistrede, så drypper honningdug ned fra lus, der sidder ovenover

DET KAN DU GØRE

Hvis du ønsker at mindske mængden af lus i dine planter, så er der flere metoder, som ikke kræver brug af kemi.
 

  • En skarp kold vandstråle vælter dem hurtigt af, og rovinsekter, som lever i jorden får sig et godt måltid
  • Du kan mase kolonier af lus mellem fingrene – eller klippe de angrebne skud af
  • Afvent nyttedyrenes indtog – der er mange larver af mariehøner, næbtæger, guldøjer og både galmyg og snyltehvepse hjælper til
  • Du kan blande din egen væske af sæbevand og sprøjte det på planterne

I denne tidligere artikel på www.haveglæder.dk kan du læse mere om mariehønne og dens larver

OPSKRIFT PÅ HJEMMELAVET SÆBEVAND

Denne væske kan give svideskader på planterne, så vi anbefaler at du anvender den, når solen ikke skinner – eller om aftenen, hvor solen er mindre skarp.

Til 1 l vand:

2 spsk. brun sæbe (fast form)
1 spsk. husholdningssprit

Bland det i en forstøverflaske og sørg for at sæben er godt opløst (lunken vand hjælper). Husk at sprøjte op under bladene – du skal ramme lusene med væsken.