fbpx
Hvor meget gødning skal sommerblomsterne have?

Hvor meget gødning skal sommerblomsterne have?

Brug gødningstabletter til krukkerne

Sommeren er for alvor ankommet med særdeles lune dage krydret med tordenluft og skybrud

Den første sommermåned er startet med gode takter for en lang og varm sommer. I modsætning til sidste år, så er der heldigvis perioder med ustadigt vejr, som bidrager med godgørende regn til havens mange planter. Dagene er nu så lange, at det er oplagt at sidde på terrassen om aftenen og nyde havens lyde.

Indretning af uderummet er blevet utrolig populært, men hvordan sikrer du dig at sommerblomsterne står flotte og blomsterrige hele sommeren?

GOD POTTEMULD
Først og fremmest er det vigtigt at plante i krukker/spande/kurve, hvor overskydende vand kan løbe væk – der skal være hul i bunden.
Dernæst skal du altid vælge en god kvalitetsmuld at plante i. Tænk på alle de dage, hvor du skal se på planterne. Vil du ikke gerne give lidt mere for en jord, som du ved sikrer et godt resultat? I dit lokale havecenter kan de vejlede dig i at vælge den type jord, der passer bedst til sommerblomster – så spørg din gartner.

GØDNING
Den enkleste metode at sikre sommerblomsternes ve og vel er at anvende gødningstabletter eller gødningsbolsjer, som de også bliver  kaldt. Det er kugler, der er sammensat af gødning, der er coated, så de ikke frigiver al gødningen på én gang, men faktisk doserer det over en periode på 3 måneder. Gødningen frigives afhængigt af temperatur, og det kræver, at jorden er fugtig før gødningen når ud til rødderne. Ønsker du at anvende flydende gødning til dine krukker, så husk at gøde mindst én gang hver uge.

DOSERING
Afhængigt af, hvor stor din krukke/spand/kurv er, så skal du tildele tabletter i forhold til volumen. Gødningstabletterne lægges under planterne i umiddelbar nærhed af rødderne. De skal fordeles jævnt i hele krukken.

Vi har lavet denne vejledende oversigt, som du kan bruge, når du går i gang med at potte.

Diameter på krukken Volumen Antal tabletter
14-15 cm 1 l 1
17 cm 2 l 1
19 cm 3 l 2
21 cm 4 l 2
24 cm 6 l 3
27 cm 9 l 4-5

NB Har du pottet, men endnu ikke tilført gødning, så kan du sagtens “proppe” gødningstabletter ned i krukken efterfølgende

Du finder dit lokale havecenter her

Vil du undgå ukrudt i din have?

Vil du undgå ukrudt i din have?

Sådan undgår du ukrudt

 

Du kender det med garanti – en tur i haven for at kigge på de smukke planter, og straks er du i gang med at fjerne ukrudt fra bedene. For du ved, at lader du ukrudtet vokse, så bliver det en uoverkommelig opgave at komme det til livs. Ukrudtet breder sig nemlig – enten ved at sprede frø eller ved at vokse med rodskud.

På Haveglæder elsker vi planter, så hvis du overvejer at fordele granitskærver i din have for at undgå ukrudtet, så skal du ikke læse videre i dette nyhedsbrev.

FORBEREDELSE ER VIGTIG
Når man skal undgå et fremtidigt ukrudtsboom i havens bede, så er det smart at:

  • Fjerne eksisterende ukrudt inden du planter
  • Grave jorden godt igennem og fjerne eventuelle rodrester af ukrudt
  • Ikke at fylde rødder fra rodukrudt (skvalderkål, kvikgræs, agerpadderokke, tidsler, brændenælde) på komposten
  • Supplere med en god kompost, så dine nye planter kommer godt fra start
  • Huske at vande, så dine nye planter hurtigt tager over

PLANTER
De meste ukrudt trives dårligt, når de står dækket af tykke blade, der hindrer at lyset kommer igennem. Hosta er et godt eksempel på en plante, hvor ukrudtet har svært ved at vokse under. Dog er der den ulempe ved Hosta, at de faktisk først bryder frem ret sent hvert forår. Lige nu kan man godt komme på lugearbejde inde i selve Hostaplanten, men snart åbner de store blade sig, og så er der ikke mere arbejde at komme efter. Der findes en lang række planter, som er meget effektive bunddækkende planter, men det er langt fra alle, som dækker jorden hele året rundt.

Her får du nogle bud på vintergrønne bunddækkende planter

  • Efeu – både med små blade og større blade
  • Dværgmispel
  • Singrøn, vintergrøn
  • Vinterglans
  • Krybende benved
  • Hasselurt

og IKKE vintergrønne bunddækkende planter:

  • Bispehue (nogle sorter beholder løvet om vinteren)
  • Mange typer af storkenæb (især bølgekronet storkenæb er god til at fortrænge ukrudt, da den er tidligt fremme om foråret)
  • Dagliljer
  • Hosta
  • Lodden løvefod
  • Skovmærke

TIPS
Maj måned er en god måned at plante bunddækkende planter i haven. Her får de hurtigt fat og du får et godt resultat allerede i år. HUSK at plante tæt, så der ikke kan komme ukrudt mellem planterne. Vand godt og ofte til planterne selv får fat og sørg for at supplere med vand hele sommeren igennem.

Dit lokale havecenter har et stort udvalg af forskellige løsninger, så du kan nyde haven uden at skulle luge ukrudtet hele tiden.

Her ser du oversigten over havecentre i Danmark