12 | Artikler om haven, Vinter
Pasningsvejledning til julestjerner
JULENS BLOMSTER
Vores dejlige julestjerner fascinerer med dejlige farver på plantens højblade, der står flot i kontrast til den populære potteplantes mørkegrønne blade.
Dagene er blevet ultrakorte, og temperaturen er stadigt faldende. Mange opnår at bringe julens stjerner helt ind i det nye år, men andre kæmper med at undgå bladfald og svedne bladrande.
UNDGÅ TRÆK
Julestjernens latinske navn er Euphorbia pulcherrima, og planten kommer fra Centralamerika, hvor planterne er meter høje. Den tåler ikke stærk kulde – og især træk er den særdeles sart overfor. Skulle du falde for de fine stjerner udenfor en butiksindgang, så er det derfor særdeles risikabelt. Julestjerner skal sælges indefra en butik.
KORREKT VANDING
Når planter begynder at tabe bladene, så tænker man straks åh nej, har jeg ikke fået vandet i tide? Vi vil så gerne gøre det bedste for vores planter, så de får ekstra med vand, og netop for meget vand er den største trussel for julestjernen.
Julestjernen er fra naturens side meget beskeden. Den har vænnet sig til at gro under forhold, hvor der ikke altid er så meget vand tilrådighed. Derfor skal dens behov for vand reguleres, så den ikke får for meget.
VAND LIDT
Hvis man hveranden dag giver planterne “en sjat” vand, så vil potteklumpens fugtighed opretholdes uden at vandet løber helt igennem. Man skal undgå at der står vand tilbage i skjuleren eller underskålen – så har de fået for meget vand.
VAND GRUNDIGT
En anden metode er at sænke hele potten ned i en balje med vand og lade den suge al det vand, som den kan. Efter 20 min. kan potten returneres til skjuleren, og nu kan der gå op mod 1 uge, inden samme metode benyttes.
En julestjernes rodklump har det bedst, når top og bund er næsten tør, mens hjertet i midten er vandmættet.
12 | Artikler om haven, Blomsterløg, Vinter
Juleblomster – helt uden vanding
Blomster i den mørke tid er skønt og jeg har tidligere fortalt om, hvordan man relativt nemt kan vaske jorden af hyacintløg og sætte dem i glas, hvor de så klarer resten helt selv.
Her i nyhedsbrevet har jeg også vist, hvordan man kan fjerne jorden fra julestjernerne og sætte de nøgne rødder i vand.
I år har havecentrene også solgt amaryllis helt uden potte og jord – bare med en spiral i bunden og et dekorativt vokslag udenpå selve løget. Ja faktisk har jeg også set voksebelagte hyacintløg, men endnu ikke selv testet, om det virker. Testet har jeg dette amaryllisløg, som har stået i min varme stue siden d. 24. november, og nu er blomsten sprunget ud – helt uden vanding eller pasning på nogen måde – det er da smart!
11 | Artikler om haven, Efterår, Planter
PRØV NOGET NYT
Julestjerner uden jord og potte? Mon det er en god idé? Blomsterkunstneren Erik Buch viste en flok journalister og bloggere, hvordan han forsigtigt fjernede jorden og vaskede rødderne rene, hvorefter planten så blev til en buket med rødder. Det måtte naturligvis afprøves, så jeg hjembragte disse to smukke laksefarvede julestjerner. Forsigtigt løsnede jeg potten, pillede jorden forsigtigt fra de sprøde rødder og skyllede derefter rødderne rene. På hylden har jeg en hel del hyacintglas, så to af dem passer nu på de små stjerner, som skinner og passer sig selv helt uden vanding i de næste uger.
NEM AT PASSE
Om planterne med rødder i vand giver en lang holdbarhed, skal nu stå sin prøve. Selv synes jeg det er svært at følge med, når især de små minijulestjerner mangler vand. Metoden med at vaske rødder og sætte dem i vand gør pasningen minimal.
TJEK KVALITETEN
Julestjerner bliver oftest dyrket i de danske gartnerier, så transporttiden er ikke særlig lang og kvaliteten generelt høj. Hvis du vil sikre dig, at dine julestjerner kan holde længe og klæde julen på, så skal du tjekke friskheden af blomsterne. Det er jo let nok at se – synes man, men julestjernens blomster er de små knopper, som de farvede højblade omkranser. Det er altså disse, som du skal tjekke friskheden af for at få en rigtig flot julestjerne.
PS køb aldrig julestjerner på et forblæst gadehjørne. Julestjerner er subtropiske planter, der ikke tåler kolde vinde – omvendt kan julestjernerne godt stå i et køligt lokale og på den måde holde i endnu flere dage