fbpx
Weekendens suppe

Weekendens suppe

Weekendens suppe fra haven

Bladsellerisuppe    

Til 4 personer

25 g smør
1 hakket løg
200 g kartofler i små stykker
8 stænger bladselleri (ca 600 g)
6 dl bouillon (terning + vand)
2 dl piskefløde
Salt og peber
 
Smelt smørret og svits grøntsagerne. Hæld bouillon over og kog suppen i ca. 30 min. Blend de udkogte grøntsager og tilsæt piskefløden og varm suppen op til kogepunktet. Inden servering skal du smage til med salt og peber.

Serveres med groft brød

Havearbejdet kan igen begynde

Havearbejdet kan igen begynde

Hverdagen har meldt sig hos de fleste, og den brugte ferie har for de fleste givet ekstra fregner på næsen og masser af timer ude.

Det kan være hårdt at komme i gang med job, skole og få hverdagen til at hænge sammen. Mange eksperter giver deres bud på, hvordan vi kan undgå at blive stressede igen, og her kan havearbejdet nok være et godt værktøj.

Stress af med havearbejde
Haveredskabsfirmaet Fiskars laver indimellem nogle store undersøgelser, og de har netop frigivet deres nyeste resultater, som viser, at havearbejde har en meget gavnlig effekt på europæernes velbefindende. Flere af de adspurgte mener nemlig, at havearbejde er lige så tilfredsstillende som yoga og sex. Og så er havearbejde den perfekte modpol til at skabe balance i en digital tidsalder.

”I løbet af vores dybdegående studie om havearbejde og haveejere i Europa har vi gang på gang bemærket, at mange ser havearbejde som en givende aktivitet i stedet for en sur pligt. Det ser i meget høj grad ud til at gavne dem rent psykisk”, siger Marika Orkamo, VP Brand & Marketing hos Fiskars.

Kløft mellem generationerne
Forskelligheder mellem generationer og haveviden ses i forhold til ældre generationers større viden om haveliv. Ni ud af ti adspurgte på tværs af Europa er enige om, at børn vil nyde godt af at blive involveret mere i havearbejde, og da hver ottende haveejer mener, at tid brugt på havearbejde er godt givet ud, så er der stor mulighed for at skabe grønne bånd mellem generationerne i de haveinteresserede familier.

Studiet involverede 1400 haveejere og deres forhold til havearbejde og velvære. De adspurgte kommer fra: Danmark, Finland, Frankrig, Polen, Sverige, Storbritannien og Tyskland.

TIPS
Gør ikke det hele på én gang. Start evt. i køkkenhaven, hvor der kan ryddes op efter den tørkeramte sommer. Hent frø fra dit havecenter og tag så børnene med i haven og så nye afgrøder

Plant jordbær nu

August er en rigtig god måned til at plante jordbær i. Sommeren 2018 har bidraget til mange desserter og retter med masser af friske jordbær, så hvorfor ikke dyrke de skønne bær i egen have?

Hvis du allerede nu tænker tilbage til juni måned, hvor de mange jordbær gjorde tilværelsen ekstra god, så er det nu, du kan gøre dit til, at der allerede til næste forår vil være bær på planterne. Jordbær er kortlivede planter, der allerede efter 3 – 4 år falder meget i udbytte.

Har du allerede jordbær i din have, så er det nu, du skal fornye nogle af dine rækker og plante nye friske jordbærplanter.

SÅDAN GØR DU
Køb friske planter i dit havecenter. Så undgår du problemer med diverse sygdomme, som jordbær desværre nemt kan mistrives under. Måske er det fristende at anvende nogle af de mange udløbere, som naboens planter danner her i august, men det kan stærkt anbefales at plante friske og sygdomsfrie planter fra havecentret.

Plantning i veldrænet og fint forarbejdet jord fri for ukrudt og store sten. Ibland gerne kompost, inden du planter. Plant altid i frisk jord, hvor der ikke tidligere har vokset jordbær. Plant så “højt”, at du stadig kan se plantens hjerteskud. Afstand på 40 cm mellem planterne i rækken og en afstand på 1 m mellem rækkerne.

Vanding i forbindelse med plantningen er nødvendig. Opfølgende vanding er vigtig den første sæson i tørre perioder, og da jordbær har meget højtliggende rødder, er det planter, der hurtigt kommer til at lide af vandmangel.

Pasning med gødskning hvert efterår – gerne tilført som kompost. Sidst på sommeren klippes de mange udløbere af planterne, som så kan bruge energien på at danne de blomsteranlæg, som til næste sommer giver mange saftige og dejlige bær.

Haveglæder nyhedsbrev nr. 24b

Haveglæder nyhedsbrev nr. 24b

Grøntsager der pryder

NÅR KØKKENHAVEN OGSÅ ER PRYD
Der er mange, som har stor glæde af at dyrke deres egne grøntsager i haven. Fornøjelsen af at gå i køkkenhaven for at plukke salat, høste bønner, plukke ærter og trække gulerødder og porer op. Grøntsagerne er først og fremmest praktiske og har et defineret formål – nemlig at vi skal spise dem, men egentlig er de jo også rigtig flotte.

BLOMSTER I KØKKENHAVEN
For at understrege det smukke i køkkenhaven, så er det ikke ualmindeligt, at der også dukker blomster op. Det kan være morgenfruer og tagetes, som jo begge er spiselige. Det kan også være hele rækker af zinnia, stolt kavaler, sommerasters og studenternelliker. Netop denne idé gør det muligt, for det første at nyde køkkenhaven endnu mere, men også at kunne klippe mange blomster til buketter, uden at det skæmmer billedet af havens blomsterbede, hvor det af og til kan være lidt svært at nænne at klippe blomsterne af.

GRØNTSAGER I BLOMSTERBEDENE
Det modsatte gør sig faktisk også gældende, og flere og flere benytter muligheden for at nyde de smukke grøntsager i blomsterbedene. Der er mange gode bud på grøntsager, som kan vokse sammen med stauder og blomstrende buske, og her får du lige tre bud.

ARTISKOK
Flotte grålige blade og en blomsterstand med særdeles flotte og dekorative blomster. Det er blomsterbunden, som man spiser, og den skal høstes inden blomsten springer ud.

BLADBEDE
Gule, hvide, grønne eller røde. Bladbeder fås i mange forskellige sorter og deres farvespil gør sig godt sammen med mange sommerblomster og stauder. Bladbeder er også spændende at anvende i krukker.

KÅL
Palmekål, grønkål, rødkål – der er mange forskellige typer kål, og ønsker du at glædes over deres flotte pryd, så er det oplagt at plante kålplanter ind i dine blomsterbede.

Hvornår tager planterne skade af tørke?


Det er nødvendigt at vande alle nyplantede planter i haven

Hvad sker der, hvis planterne ikke får vand?

Regnvandstønden er for længst tørlagt, og selv om der er mange haveejere, som stadig vander deres haver for at holde planterne og græsset grønt, så er der bestemt også mange haveejere, som må give op og håbe på, at planterne klarer sig uden ekstra vanding.
Det meget udanske sommervejr helt uden nedbør sætter sine præg på både græsplæner, men også på havens blomsterbede, hvor både stauder og især hortensiabuskene lider af vandmangel. Spørgsmålet er så, om planterne vil visne? Her er svaret ikke entydigt, og det er nødvendigt at kigge grundigt på planterne.

HÆNGER MED HOVEDERNE
Hvis stauderne og hortensiabuskene midt på dagen, hvor solen er mest brændende, hænger lidt med hovederne, så er det jo et tydeligt tegn på, at de mangler vand. Planterne lukker ned for deres livsfunktioner for at beskytte dem selv mod fordampningen. Er de samme planter saftspændt til aften og næste morgen, så har planerne nået at opretholde væskebalancen og skal nok klare sig.

HER SKAL DU GRIBE IND
Ligger planterne hen ad jorden, eller taber de deres blade, så er de nået visnegrænsen og SKAL vandes for ikke at bukke under. Husk at vande grundigt igennem med minimum 10 l pr. plante og gerne 20 l, hvis der er tale om større planter.

HUSK at vande alle nyplantede planter og hække, og så skal krukkerne og drivhuset selvfølgelig også passes med vand.