fbpx

japansk-ahorn

Med fine grenstrukturer, smukt løv, gode høstfarver og langsom vækst, er japanske ahorn, Acer palmatum, selvskrevne, når krukkerne skal plantes til.

Dansk producerede planter trives bedst på danske breddegrader, fordi de er vant til klimaet. Det er en god ide at undersøge, om rødderne fylder potteklumpen godt ud før køb. Gode rødder er den bedste garanti for en god plante.

Japansk ahorn trives med de fysiske forhold i krukken og ynder at vokse i ren sphagnum med grov struktur. Ved omplantning må krukken kun være lidt større end den gamle. Ellers rummer jorden for meget vand, hvilket går ud over rødderne.

Efter plantning vandes grundigt, men man skal aldrig sjatvande japansk ahorn. De skal tørre helt ud mellem vandingerne men til gengæld vandes grundigt, når der vandes.

Plantens langsomme vækst gør klipning overflødig. Døde grenspidser kan brækkes af, men ellers er det bedst at lade beskæresaksen hvile. Japanske ahorn bliver alligevel ikke for store.

De fleste sorter er hårdføre og tåler frost, men når de plantes i krukker, skal krukken graves ned eller flyttes i beskyttende omgivelser vinteren over, så rødderne skånes for barfrost.

Der findes mange sorter af japansk ahorn, der hver har deres fortrin.

Prøv for eksempel ‘Seigen’, der næppe bliver mere end 1 m høj og har det smukkeste røde løv omkring løvspring.

‘Shishigashira’ imponerer med sine lysende efterårsfarver, der bevarer gløden længe.

‘Katsura’ springer ud med gullig-grønne farver som ild.

Og ‘Osakazuki’ glimrer med sine større grønne blade, der farves smukt gul-orange, når den japanske ahorn varsler sommerens afslutning.

Af Marianne Bachmann Andersen