fbpx

Sambucus Black Lace
Sortbladet hyld Sambucus nigra ‘Black Lace’

Inspiration til sorte planter

Det hele går lidt Black-amok i disse dage, så hvordan mon fredagens nyhedsbrev hos Haveglæder skal se ud? Vi er trods dårligt havevejr ikke gået helt i sort, for på redaktionen arbejdes der på højtryk for at fylde indholdet op til næste års Haveglæder magasiner.

Én af disse emner kunne jo handle om sortløvede planter. Der er nemlig noget dramatisk over de planter, som har så mørke blade, at de næsten bliver helt sorte.

 

Sortbladet hyld, Sambucus ’Black Lace’

Skønt hyldeblomsttræ med næsten helt sorte blade og meget dekorative rosafarvede blomsterskærme. Selvom vi kalder planten for et træ, så udvikler ’Black Lace’ sig til en stor busk med kraftige grene fra basis af planten. Den er god til at fylde op i bedet, men lader også andre planter få plads omkring den.

Ophiophogon niger

Sort slangeskæg, Ophiopogon planiscapus ’Nigrescens’

Sort slangeskæg er en nær slægtning til liljekonval og breder lig ganske langsomt med udløbere. De aflange græslignende blade vokser fra en tue, og bladene bevares vinteren igennem. Planten når en højde på ca. 15 cm. Blomsteraks fra juli – august med lilla blomster, der efterfølges af blålige bær.

Actaea Brunette

Sølvlys, Actaea ’Brunette’

Opret staude, der med blomsterstande kan nå en højde på 1,8 m. Fligede blade, der holder den purpurrøde farve fint, når blot planten ikke står for skyggefuldt. Kraftigt duftende hvide blomster på de oprette aflange blomsteraks fra september – oktober

Hechera

Alunrod, Heuchera – flere sorter

Det er oplagt at søge efter sorter af alunrod, når der skal leges med de mørke løvfarver til havens bund. Alunrod er en dejlig bunddækkende plante, der med sine dekorative blade sørger for, at der året rundt er noget at se på. Afhængigt af sorten, så bliver de omkring 15 – 25 cm høje, men når blomsten dannes fra juni – september, så øges højden til ca. 70 cm. Du kan plante alunrod med næsten helt sorte blade, med mørke purpurfarvede, brunlige nuancer eller mørke blade med sølvfarvede tegninger.

Prunus Royal Burgundy

Japansk kirsebær, Prunus ’Royal Burgundy’

De meget mørke blade på denne sort af japansk kirsebær står fin i kontrast til de rosafarvede blomster, der springer ud i foråret. Resten af året kan du nyde de meget mørke blade på træet. Træets grene vokser opret og danner en let udbredt krone. Det bliver 4 – 6 m højt og ca. 2 – 4 m bredt.

Plant gerne nu

Det er slet ikke for sent at plante nyt i haven – eller for tidligt. Så længe jorden er fugtig og uden frost, så er det godt at plante nyt. Lad dig inspirere af disse fem forskellige planter med næsten sorte blade og tænk over at placere dem sammen med planter, der har lidt lysere løv – måske endda gult eller gråligt løv. Det giver ekstra meget kontrast og fremhæver de mørke blade.