fbpx
hosta
Sommer Efterår Artikel

Hosta fortunei, funkie, er en staude, der er meget populær til udplantning i krukker eller direkte i havens bede. Planten udmærker sig ved at være vinterhårdfør og kan overvintre selv udplantet i krukker.

Hosta dyrkes mest på grund af de smukke, hjerteformede blade, som findes i et væld af farver spændende fra hvidbroget over gulgrøn og græsgrøn til meget mørkegrønne nuancer. De dekorative blade kan have forskellig struktur og er gode at bruge i buketter og dekorationer.

Der findes et utal af Hosta-sorter, der især adskiller sig ved bladenes struktur og farve, men også i forhold til plantestørrelse. Bladene sidder rosetstillede, og afhængig af sort kan planten få en bredde på 50-100 cm og blive 40-80 cm høj. Blomsterne, der afhængig af sort kan være hvidlige eller lyslilla, viser sig i juli-august.

Hosta kan placeres lyst til skygget. Sorter med lyse blade tåler en mere lys plads, mens sorter med mørkere blade helst skal placeres skyggefuldt og trives glimrende i havens mørkeste krog.

Direkte udplantet i haven foretrækker Hosta en veldrænet, fugtig jord, som gerne må være lerholdig. Voksestedet skal helst være beskyttet mod stærk vind.

Hosta kan bruges alene, hvor man kan skabe et bed i forskellige grønlige nuancer med kun Hosta. Eller man kan plante Hosta sammen med andre blomstrende stauder.

Hosta tilhører Agavefamilien og stammer oprindeligt fra Kina, Korea og Japan, hvor planten fra gammel tid har været en højt skattet prydplante.

Af Marianne Bachmann Andersen