fbpx
Sommerbær

Sommerbær

Bærplukning og alliancesyltetøj

Stikkelsbær, ribs, solbær, blåbær, hindbær, jostabær…

FRUGTHAVEN
Når jeg tænker tilbage på sommeren 2018, så væltede mængden af moden frugt nærmest ned fra planterne. Den lange periode med varme og manglen på vand tvangsmodnede frugterne, så vi fik det hele på én gang.

I år er det mere “normalt”. Først nu begynder solbærrene at løsne sig, og så er det nu, man skal plukke de lækre modne og meget sunde bær. Har du været for tidligt i gang med solbærrene, så er indholdet af pektin højt og de er lidt for sure efter min smag.

PLUK LIDT AF HVERT
Når man går en tur blandt frugtbuskene uden egentlig formål; smager og plukker lidt frugt, så er det oplagt at lave en portion alliancesyltetøj. Lidt af de sene jordbær, nogle håndfulde solbær, blåbær, ribs og hindbær.

Til 1 kg blandede friske bær skal du tilsætte 600 g syltesukker.

Bærrene skylles og kommes i en gryde med ganske lidt vand ved, så de ikke brænder på. Kog bærrene i ca. 5 min. og hæld nu sukkeret ved og lad blandingen koge godt igennem. Hæld den varme syltetøj på rengjorte glas.

Alliancesyltetøj er god til morgenbrødet, i kager, på boller, til æbleskiver på pandekager og sammen med ost.

BLOMMER
August er også måneden, hvor de første sorter af blommer er modne. Et nyplantet blommetræ er 4 – 5 år om at bære frugt, så har du for nyligt plantet et, så er det helt naturligt, at det ikke bærer med det samme. Der er også en anden årsag til, at blommehøsten er lidt svingende. Forårets periode med sen nattefrost hindrede en del af blommeblomsternes bund i at danne frugter. Måske sidder der kun få blommer på de træer, som plejer at bugne af frugt. Hvis det er tilfældet, så kan du måske se, at frugterne er ekstra store og lækre i år? Træet har nemlig kun en afmålt mængde energi til at lave frugter, og fordeles det på mange, bliver frugterne små.

SPISELIGE PLANTER I DIT HAVECENTER
Der er så mange forskellige spiselige planter, du kan vælge imellem. Gartneren i dit havecenter kan hjælpe med, hvis du vil prøve nogle nye sorter eller helt nye slags.

Jeg skal have plantet et par rabarber, der kan høstes om efteråret. Alle mine planter bliver træede og kedelige, når kalenderen nærmer sig 1. juli, men så er det heldigvis blevet muligt at plante en ny type rabarber, som kan høstes om efteråret.

Rabarber ‘Livingstone’ og Rabarber ‘Appledelight’ er begge remonterende, hvilket betyder, at man både kan høste om foråret og igen om efteråret.

Du finder dit nærmeste havecenter her

Haveglæder nyhedsbrev nr. 25

Haveglæder nyhedsbrev nr. 25

Masser af sommerfrugt

Fornøjelsen er altid stor, når skålen med friskplukket frugt og bær fra haven lander på spisebordet. Smagen af fuldt modne blåbær, hindbær, stikkelsbær, solbær og ribs, som trygt er tilblevet i egen have helt uden brug af kemiske sprøjtemidler er bare lykken. Måske skal der plukkes lidt flere bær, for at fylde skålen i år, for den manglende nedbør er gået ud over størrelsen på bærrene, men hvad gør det, når smagen er uovertruffen?

SOMMER I EGEN HAVE
Det særdeles flotte sommervejr har fået mange af os til at blive hjemme i sommerferien, og det er jo helt oplagt at gøre brug af havens dejlige frugtbuske og få lavet noget med alle de skønne bær. Tag børn og måske især børnebørn med ud i bærbuskene og pluk sammen de dejlige og sunde bær. Smag på dem, og find det bær, du og børnene synes bedst om – måske er det den bedste gave, når de næste gang fylder år (deres helt egen hindbær-, blåbær-, ribs-, solbær-, stikkelsbærbusk).

OPSKRIFT PÅ SOMMERALLIANCE
1½ kg blandet frugt (hindbær, jordbær, ribs, solbær, blåbær, stikkelsbær)
750 g sukker

Alle bær skylles. Ribs ribbes, stikkelsbær nippes og hindbærrene gås efter for orm. Bland bærrene med sukker i en times tid. Nu er der trukket så meget saft ud af bærrene, at du kan koge blandingen uden at tilsætte vand. Kog ca. 5 min. uden låg.
Hæld på rengjorte glas.

Smager perfekt til hjemmelavet is og nybagte bålpandekager.

SUPERNEM HINDBÆRIS

Pluk ½ kg hindbær og frys dem ned – gerne så de ligger løst i en pose. Når bærrene er helt frosne tages de op, hældes i en kraftig blender og nu skal du blot tilsætte:
1 -2 dl fløde eller mælk
Ca. 2 dl flormelis

Blend til blandingen indtager en softice konsistens, pynt evt. med mynteblade og servér den med det samme.

DE LÆKRESTE BLÅBÆRMUFFINS
Til 12 muffins
360 g hvedemel
1 tsk. bagepulver
125 g rørsukker
2 store æg
125 g yoghurt naturel med højt fedtindhold
125 g mælk med højt fedtindhold
125 g smeltet usaltet smør
125 g blåbær

Tænd ovnen på 1800 C.
I en skål blandes hvedemel, bagepulver og rørsukker. I en anden skål blandes æg, yoghurt, mælk, smeltet smør og blåbær. Hæld de ”våde” ingredienser ned til de tørre og ved det nænsomt rundt til en ensartet masse. Fyld i 12 muffinsforme og bag i ca. 12 min. til de er gyldne.

Pynt evt. med lidt flormelis og frisk citronmelisse.