fbpx
Drivhuset i august

Drivhuset i august

Sådan passer du dine planter i drivhuset i sensommeren

Få fuld valuta af dine anstrengelser med udplantningsplanter som agurk, tomat, aubergine, melon og chili

AGURK
Vi har længe kunnet høste de dejligste agurker fra planterne i drivhuset, og har du undgået at få et uhelbredeligt angreb af spindemider, så er der stadig mange agurker, som kan høstes langt ind i efteråret. 
 
  • Bind fortsat de lange skud op. Når de når taget af drivhuset, så løsn snoren og træk forsigtigt planten ned
  • Alle sideskud skal klippes af efter 2 – 3 blade
  • Klip de nederste blade af
  • Vand og husk at tilsætte gødning
  • Høst agurkerne i takt med at de er store nok – bliver de hængende på planten standser udviklingen af nye frugter
TOMAT
Tomatplanterne fortsætter også deres vækst i toppen og danner stadig en del sideskud. Frugterne modner i roligt tempo, men skal selvfølgelig høstes inden de bliver overmodne.
  • Knib alle sideskud af, når du ser dem
  • Klip evt. topskuddet af også. Så sikrer du dig, at planten kan nå at modne de frugter, den allerede har sat
  • Bind op – og bind toppen vandret, hvis den har nået drivhusets tag
  • Vand og husk at tilsætte gødning
  • Høst og fjern også de tomater, der måske er ramt af svampepletter
AUBERGINE
Det er utroligt, hvor mange og flotte auberginer blot en enkelt plante kan nå at danne. Planterne bliver ikke så høje, så det er smart at plante dem sammen med de høje tomater og agurkplanter.
  • Hold øje med auberginerne, så du får dem høstet, når de er modne. Klip dem af planten og vent på, at der igen dannes blomster til nye frugter.
  • Bind evt. planten til en støttepind, hvis planten har svært ved at bære de tunge frugter
  • Vand og husk at tilsætte gødning ved hver vanding
MELON
Det er sjovt at lave meloner i drivhuset. De varmeelskende kraftigtvoksende planter har masser at gøre med at danne de store meloner, som meget snart er spisemodne.
  • Hold øje med størrelsen på melonerne. Bind et klæde om og hjælp planten med at bære de tunge frugter
  • Knib de lange stængler, så der ikke anlægges mange meloner – egentlig bør der kun dannes 2 – 4 meloner pr. plante
  • Vand og husk at tilsætte gødning ved hver vanding
CHILI OG PEBER
Såede du selv dine chili og peberplanter tilbage i februar måned, så er det en stor glæde at høste de første frugter, men det er en langsom kultur, så det er ikke sikkert at frugterne er klar endnu.
  • Pas planterne med opbinding og støtte, så frugterne ikke bliver så tunge, at stænglerne knækker
  • Høst i takt med at frugterne modner, så planten ikke skal bære for mange frugter på én gang
  • Vand og husk at tilsætte gødning ved hver vanding
Mangler du gødning til dine planter i drivhuset, så tag i planteskolen eller havecentret for at få friske forsyninger.