fbpx

Mos i græsplæne

 

Det korte svar er JA

Jeg har tidligere skrevet om kalkning af græsplænen, og du kan bl.a. se dette indlæg, hvor jeg til en familiemiddag med golfspillere havde en længere snak om, hvorfor de kan undgå at få mos på greenen, men at mos nemt får mulighed for at etablere sig i haverne.

Hvad sker der, hvis man undlader at kalke?

Vi nåede det ikke lige – eller vejret var ikke lige til havearbejde. Sådan er der nok mange, som har det lige nu. Det er ellers netop lige nu det er optimalt at få kalket plænen. Kalken skal nemlig ned til rødderne, og her er nedbøren en stor hjælp. Selve processen med at hæve pH-værdien og gøre jorden mindre sur (som mos ikke kan lide) tager tid, så hvis du drømmer om en mere tæt plæne til foråret, så gælder det om at kalke her i efteråret/vinteren.

Der findes forskellige kalkprodukter, og du kan på produktet se den anbefalede mængde.

Robotklippede plæner har mindre mos

Jeg har ikke selv erfaring med robotklippere, men har hørt fra flere, at netop denne form for vedligeholdelse af plænen er med til mindske mosdannelsen. Forklaringen skal måske findes i, at den kontinuerlige klipning holder græsset i god kondition og det derfor er vanskeligt for mos at etablere sig.

Skyggede forhold

I vores have har vi også græsplæne med mos. Vi har også arealer med græs og store træer, og det skaber skygge. Netop skyggen fremmer mængden af mos, og mindsker græsplanternes vækst. Er det også tilfældet i din have, så vil kalkning ikke løse hele problemstillingen med mos.

Du kan:

  • Beskære træerne, så der kommer mere lys
  • Så en blanding af græs, der er egnet til skyggede forhold
  • Plante i arealet og gøre plænen mindre


Lev med det

I de mest skyggede arealer i vores have benytter jeg mig af at kunne samle mos ind til julens dekorationer eller som fint dække i krukkerne. Vi nænner ikke at beskære de store træer, så vi lever med, at der er mere mos end græs under de tætte kroner. Vi har dog indskrænket plænen flere steder og plantet skyggetålende buske og stauder i stedet for.

Mest irriterende er mosset i det tidlige forår, hvor det er brunligt og grimt. Her kan jeg godt finde på at vertikalskære og rense op i plænen med eftersåning. Hvis det ikke er så slemt, får det lov til at passe sig selv.

Har du spørgsmål til din græsplæne, så står gartneren klar til at hjælpe dig i dit lokale havecenter.